Manden, der er tiltalt for mordet på film-manden Theo van Gogh, troede, at han udførte Allahs vilje, sagde anklageren under det første retsmøde i sagen
Den 26-årige Mohammed B, der er tiltalt for mordet på den hollandske filmskaber Theo van Gogh, troede, at han udførte Allahs vilje og ønskede at dø som en martyr i politiets hænder.
Det sagde anklager Frits van Staelen, da der i går blev taget hul på retssagen mod Mohammed B i Amsterdam. Den 47-årige van Gogh blev myrdet på åben gade den 2. november i fjor, og kort efter arresterede politiet den mistænkte hollandsk-marokkaner efter en skudveksling. Mordet satte Holland i choktilstand og blev efterfulgt af en bølge af angreb på moskeer, kirker og skoler samt en ophedet samfundsdebat om ytringsfrihed, terror, integration og graden af tolerance over for religiøs ekstremisme.
– I et brev til sin familie skrev han, at han havde valgt at gøre sin pligt over for Allah og at give sin sjæl til paradis. Han forventede at dø og ønskede at blive martyr, sagde van Staelen ifølge de hollandske netaviser.
Anklageren fremhævede, hvordan Theo van Gogh efter at være blevet ramt af både skud og knivstik bad om nåde, inden morderen atter skød og til sidst skar halsen over på ham.
– Det viser, at terrorisme inspireret af en radikal fortolkning af islam er en realitet, sagde van Staelen.
Til sidst plantede Mohammed B ifølge anklageren et fem sider langt brev med korancitater og trusler mod blandt andet den somalisk-hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali, der skrev manuskriptet til van Goghs film Submission om undertrykkelse af kvinder i nogle muslimske lande. Mohammed B er anklaget for med "terroristiske hensigter" at have dræbt van Gogh og for truslerne mod blandt andre Hirsi Ali, der først i sidste uge vendte tilbage til offentligheden efter at have levet i skjul siden mordet.
Mohammed B var ikke i salen ved gårsdagens indledende retsmøde, der fandt sted i en stærkt sikret retsbygning – i folkemunde kaldet "Bunkeren" – i Amsterdam. Fra og med næste retsmøde, som endnu ikke er fastsat, vil Mohammed B være til stede. Dommerne besluttede i går, at den tiltalte forinden skal undergå en mentalundersøgelse i betragtning af forbrydelsens grovhed.
Det var forsvarsadvokaten, Peter Plasman, ikke tilfreds med. Plasman fortalte i retten, at Mohammed B ønsker at tage hele ansvaret og ikke vil høre tale om "utrilregnelighed", hvorfor en mentalundersøgelse er unødvendig.
– Jeg foretog et valg, og udfra det valg har jeg handlet, citerede Plasman ifølge avisen De Telegraaf sin klient for at sige.
brun@kristeligt-dagblad.dk