Er den præventive krig i Irak legitim?

Spørgsmålet er altså, om man finder retfærdige krige og i så fald, hvad man forstår ved en retfærdig krig. Her bevæger man sig ind på det filosofiske område, fordi der er tale om både etiske argumentationer samt en grundlæggende stillingtagen og vurdering af argumenter.

I FN's charter står der, at aggressionskrige ikke er tilladt. Tanken er, at en stats suverænitet er vigtig at værne om, og følgende er det ikke tilladt uretmæssigt at angribe et andet lands suverænitet (som Irak for eksempel gjorde det mod Kuwait). Omvendt må et land forsvare sig mod aggressorer og herunder også alliere sig med andre og danne et kollektivt selvforsvar. Krig er altså ifølge FN tilladt, når der er tale om en forsvarskrig.

Man kan således lave en skala. Der er aggressionskrige, som er ikke er tilladte af det internationale samfund, og dermed kan benævnes som uretfærdige krige. Og så er der forsvarskrige, som er retfærdige krige. Imellem de to yderpunkter ligger så det, man kalder for præventive krige. En præventiv krig er en krig, der har til formål at forhindre en fremtidig trussel. Fra officiel side er det i høj grad det præventive argument, som George W. Bush og hans allierede, herunder den danske statsminister, bruger.

Tanken er den, at Saddam Hussein udgjorde en væsentlig trussel imod verdensfreden, så han blev fjernet for at forhindre et stort onde, som f.eks. en tredje verdenskrig. Tanken er, at man forsvarer en tilstand, der er værd at forsvare (demokrati, menneskerettigheder etc.) med en krig. Argumentet brugte de allierede mod Saddam Hussein, da man mente, at hvis Saddam ikke blev stoppet nu, så ville det udgøre en stor fare for den internationale fred og sikkerhed. Det præventive argument er selvfølgelig ikke det eneste, der benyttes. Et hyppigt anvendt argument er f.eks. det, man kan kalde for det humanitære argument, hvor man argumenterer for, at en diktator er blevet afsat, hvilket alt andet lige må betragtes som en gevinst for den undertrykte lokalbefolkning. Det er imidlertid interessant at fokusere på det præventive argument, som umiddelbart virker tillokkende og vurdere, om det i sig selv er godt nok til at kunne legitimere en krig.

De fleste er enige i, at Saddam var en frygtindgydende diktator, der ikke afstod fra at bruge krigeriske og voldsomme metoder – noget der på brutal vis kom til udtryk gennem de utallige overgreb på hans egen befolkning. Spørgsmålet, der melder sig, er så, om det er holdbart at argumentere mod en krig ved at sige, at den er præventiv i den forstand, at Saddam øjensynlig er en farlig og utilregnelig diktator, som måske vil angribe suveræne stater? Teoretisk set giver denne tankegang god mening: Hvis en mand kommer frem i mod mig med en kniv i hånden og har til hensigt at dolke mig, så vil det være fornuftigt at mene, at jeg er fuldt berettiget til at angribe ham, før han dolker mig. Jeg forsvarer mig mod en umiddelbar forestående fare.

Imidlertid har præventionsargumentet nogle svage sider, når man ser på den politiske praksis. Jeg vil her pege på tre problemer:

For det første vil præventionsargumentet gøre krig langt mere udbredt: Krig bliver pludselig et legitimt politisk redskab, som en stat kan bruge, så snart den føler sig truet.

For det andet kan det være problematisk at få klargjort, hvad man forstår ved en trussel. Enkelte stater har vidt forskellige interesser og dagsordner, og det kan være yderst vanskeligt at klargøre, hvordan man måler, om en stat udgør en reel trussel eller fare for andre. For eksempel vil størrelsen af en stats militære budget sikkert ikke blive godtaget som et parameter for at vurdere fare. I så fald ville USA udgøre en stor trussel mod verdenssamfundet. For at fortsætte ovenstående kniv-eksempel er det også uklart, hvordan man forudser farer. Er det f.eks. tilladt at angribe manden lang tid før, han trækker kniven, og dermed før man klart kan gennemskue mandens hensigt samt konsekvenserne af hans handling? Det grundlæggende problem er altså, at der bliver åbnet op for vurderinger, der ikke er neutrale, men i stedet er udtryk for staters særinteresser.

Endelig bliver staters aktive krigsførelse legitimeret; f.eks. kan Indien og Pakistan, som i mange år nærmest konstant har haft et meget spændt forhold i Kashmir-området, få en anden forståelse af, at det er acceptabelt, at de bekriger hinanden, idet de begge ser den anden som en potentiel trussel mod deres egen sikkerhed.

Man kan forsvare den præventive tankegang og sige, at hvis man eksempelvis havde reageret langt tidligere mod Hitlers nazi-Tyskland, så kunne Anden Verdenskrig måske have været forhindret. Sådanne kontrafaktiske eksempler er altid svære at forholde sig til, men spørgsmålet er interessant, og det kalder på en nærmere definition af, om det præventive går på en umiddelbar eller fremtidig trussel eller begge dele.

Det interessante er altså, at der knytter sig nogle rent praktiske problemer til den præventive argumentationsform. Noget peger således på, at det ikke er holdbart at legitimere en krig ved at hævde, at den er præventiv. Spørgsmålet er så, hvordan man skal forholde sig til det og ikke mindst, hvordan man skal forstå det danske engagement i Irak-krigen? Findes der nogle bedre argumenter, der kan legitimere Irak-krigen? For at bevare idealet om international justits og international sikkerhed er det helt essentielt, at krigsaktioner kan legitimeres – ellers bukker det globale, storpolitiske perspektiv under for de enkelte staters særinteresser.

Christoffer Boserup Skov er cand.mag. i filosofi