Tyggegummi satte fart i mayaforskningen

Det er et kæmpepuslespil for arkæologerne, når de først har ryddet ruinerne, bagefter at sætte dem sammen. -- Foto: Josephine Schnohr.

Læs også

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

AF Josephine Schnohr | 7. februar 2007

Maya-historie: Udforskningen af de legendariske mayaindianere i Mellemamerika rummer en spændende historie i sig selv. Missionerende præster, eventyrlystne opdagelsesrejsende, opfindsomme tyggegummiproducenter og malariaplagede arkæologer bidrog alle med et kapitel til historien om mayaerne

Arkæolog César Garcia Ayala betragter tænksomt de tusind år gamle ruiner, der engang udgjorde et imponerende bygningskompleks med palads og tempel i mayabyen Uxmal på Yucatán-halvøen i Mexico. Udgravningens mange sten minder mest af alt om et kæmpe puslespil. Først er ruinerne ryddet for træer og buske. Derefter har arkæologerne udgravet, fotograferet og registreret positionen for hver eneste sten, så de bagefter kan genopbygge det hele igen.

César Garcia Ayala arbejder for The Institute of Anthropology and History. Institutionen har siden 1939 skullet udforske, bevare og beskytte den mexicanske kulturarv. Den står blandt andet bag udgravningen i Uxmal, hvor bygningskomplekset bliver restaureret og åbnet for de mange turister, der hvert år strømmer til i denne velbevarede mayaby. Men udforskningen af mayaindianerne har ikke altid været så organiseret.

Mayaernes historie begynder i det 1. årtusinde f.Kr. i Mexico, Belize og Guatemala. Her samlede indianerstammerne sig i bysamfund, hvor de levede af agerbrug og handel. Handelen blomstrede, og der opstod relationer mellem de forskellige byer. Efterhånden udviklede det sig til et vidtrækkende netværk med udveksling af majs, bønner og squash samt luksusvarer som salt, kakao, jade, eksotiske fuglefjer og jaguarskind. Især majsen var afgørende for mayaernes livsgrundlag, så de tilbad flittigt den mægtige majsgud, Hunal.

Annonce

Mayaerne fik med tiden så stor økonomisk og politisk magt, at de underlagde sig andre indianerstammer og tvang dem til at betale tribut. Den øgede magt og rigdom betød stadigt større bystater, og i årene fra 200-900 e.Kr. oplevede mayaerne deres storhedstid. Byer som Chich'en Itza, Uxmal, Palenque og Tikal med op til 80.000 indbyggere står tilbage som imponerende monumenter over mayariget.

Mayaernes arkitektoniske formåen kom til udtryk i himmelhøje pyramider, rigt dekorerede templer, vældige paladser og knejsende steler, hvis hieroglyffer beretter om konger med mystiske navne som Store Jaguarpote og Stormende Himmel.

Men da spanierne indledte deres erobringstogt i 1520'erne, smuldrede den sidste rest af det vældige mayarige. Byerne blev forladt og opslugt af den altædende jungle. Visse steder fortsatte mayaernes efterkommere med at bruge de gamle templer, andre steder forsvandt byerne i glemslen.

De spanske erobrere medbragte en flok af præster for at omvende de vantro. Men flere af disse kirkemænd blev ganske grebet af indianernes sagnomspundne fortid og gav sig til at studere de gamle kulturer. Den spanske klerk Diego de Landa skrev i 1566 et værk om mayaerne, deres traditioner og særlige skriftsystem.

En anden gejstlig, den franske abbed Charles-Étienne Brasseur de Bourbourg, endte faktisk som en anerkendt maya- og aztekerekspert. Fra 1848 til 1863 rejste han på mission i Mexico og Centralamerika. Undervejs studerede han de indianske kulturer.

Allerede i 1840 havde den amerikanske opdagelsesrejsende John Lloyd Stephens besøgt steder som Uxmal og Palenque sammen med kunstneren Frederick Catherwood. De fik betydning for genopdagelsen af mayakulturen med deres rigt illustrerede rejsebog.

Andre entusiaster gik mere håndfast til værks som den excentriske fotograf og amatørarkæolog Augustus Le Plongeon. I 1873 rejste Plongeon og konen Alice til Yucatán, hvor de blev frem til 1885. De to udforskede blandt andet Uxmal og Chich'en Itza. De medbragte arbejdere og gik i gang med at rydde ruinerne for den voldsomme vegetation. Ved hårdt slid lykkedes det at få frilagt og fotograferet mange fine bygninger. Parret Plongeon arbejdede så dedikeret med deres udgravninger, at de ofte boede i stenruinerne.

Plongeon havde dog nogle besynderlige teorier om ruinernes ophav. Han mente, at mayaerne havde nære bånd til det gamle Egypten. Han brugte det meste af sit liv på at bevise det og blev derfor aldrig betragtet som seriøs. Men hans omfattende fotosamling er af uvurderlig betydning, da mange af bygningsværkerne er forsvundet i dag.

Med tiden blev mayaforskningen mere videnskabeligt funderet og drevet af akademisk uddannede arkæologer. Men kortlægningen af mayalokaliteterne skete på ret uvidenskabelig vis.

Det første tyggegummi blev fremstillet i USA i 1848 af harpiks fra grantræer i New England. Produktionen gjorde dog så voldsomt indgreb i træbestanden, at man måtte finde et alternativ. I 1870'erne begyndte producenterne at bruge det såkaldte chicle fra chicozapotetræet, der vokser i det sydlige Mexico og Guatemala. Der kom livlig aktivitet i junglen, når arbejdere trængte ind i urørte skove for at tappe chicle fra træerne. Undervejs stødte de på ruiner, der lå gemt og glemt i den tætte vegetation.

En af de helt store mayaforskere, den amerikanske arkæolog Sylvanus Morley, erklærede da også, at tyggegummi-industrien og mayaforskningen hang uløseligt sammen. I takt med gummitappernes fremfærd i junglen blev mayacivilisationen kortlagt.

For mayaarkæologerne blev begyndelsen af 1900-tallet gyldne tider. Den anerkendte Carnegie Institution i Washington sponserede talrige udgravninger på Yucatán fra 1910 til 1930'erne. I 1924 blev den lovende Sylvanus Morley sat til at lede omfattende undersøgelser af Chich'en Itza. Unge Morley kom til at hellige de næste 20 år til udgravningsarbejde, primært i Chich'en Itza, men også i Uxmal og på andre lokaliteter.

Klimaet, myggene og de barske arbejdsforhold havde dog sin pris. Den spinkle Morley døjede med helbredet og fik som andre af tidens mayaforskere malaria. Datidens udgravningsliv krævede sin mand.

I fodsporene på de første ildsjæle er der gået mange dygtige arkæologer. De fleste indskrifter er i dag blevet tydet og mange mayabyer blevet undersøgt. Heldigvis for folk som César Garcia Ayala foregår udgravningerne nu under mere bekvemme forhold end på tyggegummipionerernes tid.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Mel Gibson på historiske afveje

**Mel Gibsons nyeste film "Apocalypto" vises for tiden i biografer landet over. Den handler om mayaerne i Mellemamerika i 1500-tallet. For at gøre filmen så autentisk som muligt har Gibson udelukkende brugt indianere i rollerne og ladet dialogen foregå på mayadialekt. Samtidigt er der lagt mange timer og penge i at genskabe fordums arkitektur, klædning og kultur. Men ifølge eksperter går den gode Gibson alligevel galt i byen.

**I filmen bliver mayaerne fremstillet som et blodtørstende og dødsfikseret folk, der foretog menneskeofringer i tide og utide. Det er korrekt, at de præcolumbianske indianere ofrede mennesker til deres guder. Men i mayaernes tilfælde skete det ved særlige lejligheder for eksempel ved indsættelsen af en ny hersker eller store religiøse fester. Blodofre var på ingen måde drivkraften i mayasamfundet, der primært var baseret på agerbrug og handel.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock