Skoler skal lære at påvirke eleverne

– Debatten handlede om, hvilke holdninger man kan tillade sig at påvirke børn med i en friskolesammenhæng. Som lærer forventes man at kunne finde en etisk balance mellem at gå for tæt på og være for usynlig. Men det gik op for mig, at dette spørgsmål var helt overladt til den enkeltes egen fornemmelse. Derfor ville jeg prøve at formulere en teori for, hvad der kendetegner den gode afstand, siger Carsten Hjorth Pedersen, der har fået sin undersøgelse anerkendt til såkaldt førstelektor-kompetence ved Norsk Lærerakademi, hvilket omtrent svarer til en ph.d.-grad.

På lærredet bag ham viser sig en simpel tegning, som illustrerer de fire begreber, han bygger sin teori op om. Omkring barnet er der to grænser. Overtræder den voksne den inderste grænse, er man kommet for tæt på og intimiserer. Til gengæld er det vigtigt, at man tør overskride den yderste grænse og konfrontere.

Uden om den voksne går også to grænser. Konfrontation er ikke altid vejen frem, og nogle gange skal den første ydre grænse overskrides. Det kalder Carsten Hjorth Pedersen tilbagetrænkning. Men i det øjeblik, næste grænse overskrides og den voksne er fraværende, når det gælder, er der tale om desertering.

– Hvor grænsen går, afhænger af tiden. Derfor siger min undersøgelse ikke noget om, hvor grænserne gik i min barndoms skole i 1960'erne, hvor for eksempel holdningen til fysisk afstraffelse var en anden end i dag. Nogle vil måske sige, at børn er blevet mere sårbare. For mig er det vigtigt at møde eleven, hvor eleven er, påpeger han.

Undersøgelsen bygger på 12 interview med voksne, der som børn var elever på skoler med et tydeligt religiøst eller politisk ståsted. Det vil sige kristne friskoler, lilleskoler og Tvind-skoler. Personerne er udvalgt efter, at de har haft negative oplevelser med påvirkning. Deres udsagn siger derfor ikke noget om omfanget af påvirkning, men om, hvad der går galt, når noget går galt.

– På alle skoletyper er det tydeligt, at i det øjeblik de voksne gør sig til talsmænd for én uimodsigelig sandhed, som ikke tåler modsigelse og ikke levner plads til tvivl, har eleverne følt sig krænket. Nogle elever på kristne friskoler har for eksempel følt, at det kristne budskab blev proppet ned i halsen på dem, fortæller han.

I eksemplet fra indledningen kan man sige, at lilleskolen repræsenterer intimiseringen og den kristne friskole deserteringen, men i andre tilfælde er det omvendt. Og pointen er, at ikke kun ved at gå for tæt på, men også ved at trække sig væk, kan man som skole svigte barnet.

– Hvis man som lærer accepterer en hvilken som helst fortolkning af en tekst, deserterer man. Det samme sker, hvis man ikke tør konfrontere en politisk eller religiøs holdning hos eleven. Der er en udbredt holdning om, at enhver er salig i sin tro, men det er for mig at se meget passende at udfordre eleverne ud fra den merviden, man som lærer må formodes at have. For eksempel om, at man ikke samtidig kan tro på reinkarnation og opstandelse, siger Carsten Hjorth Pedersen.

Hans opfordring er, at især frie skoler taler sig frem til, hvilken religiøs og politisk platform, skolen skal påvirke eleverne ud fra.

– Det skal være en forholdsvis tydelig platform, men samtidig med stor frihed til at tolerere modsynspunkter fra eleverne. På den enkelte skole kan man løbende justere sit værdigrundlag, men man er nødt til at have en fællesnævner som sammenhængskraft. Hver lærer kan ikke bare have sit eget personlige ideologiske projekt, siger Carsten Hjorth Pedersen.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under TEMA: Friskoler, religion og tilsyn