De skjulte børn

Ingen ved hvor mange jødiske børn, der under Anden Verdenskrig blev skjult i katolske familier og institutioner. En af dem var Felix Zylbersztajn, som overlevede holocaust skjult i et belgisk kloster, hvor han er fotograferet i 1943. (Arkivfoto)

Læs også

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Andreas Rude | 19. januar 2005

Vatikanet, holocaust og de jødiske børn Under Anden Verdenskrig blev jødiske børn skjult i katolske institutioner og familier. Et nyopdukket dokument fra den katolske kirkes arkiver i Frankrig har skabt røre

Et nyfundet dokument i den katolske kirkes arkiver i Frankrig har pustet til ilden i debatten om kirkens stilling i forhold til jøderne under holocaust. Det blev første gang omtalt kort før nytår i den italienske avis Corriere della Sera af historikeren Alberto Melloni. Dokumentet omhandler de jødiske børn, der under Anden Verdenskrig blev skjult i katolske institutioner og familier. Nogle af børnene blev døbt for at beskytte dem mod nazisterne, og ifølge dokumentet modsatte kirken sig, at disse børn blev udleveret til jødiske pårørende eller organisationer efter krigen.

Dokumentet består af nogle få maskinskrevne linjer på fransk, altså nærmest en note. Den er skrevet på brevpapir fra Det apo-stolske Nuntiatur i Paris, det vil sige pavestolens ambassade, og synes rettet til de franske kirkelige myndigheder. Noten, dateret den 23. oktober 1946, er usigneret, men angiver selv at være et resumé af en beslutning taget i Vatikanet, som har pavens godkendelse.

Efter den første omtale blev dokumentet gennemgået i "Le Monde" af en af Frankrigs kendteste kirkelige kommentatorer, Henri Tincq. Han skriver, at noten rejser "foruroligende spørgsmål", men indleder sin artikel med at fortælle, at den franske kvindelige historiker, der oprindeligt fandt dokumentet, har fraskrevet sig ethvert ansvar for dets publikation og heller ikke vil have sit navn frem.

Annonce

I noten fastslås det, at "døbte børn ikke kan overlades til institutioner, der ikke er i stand til at garantere børnenes kristne opdragelse." Det tilføjes, at "hvis det er forældrene, der ønsker børnene overdraget, så kan det ske for så vidt, at børnene ikke er blevet døbt." Derfor må man gå ud fra, at tilladelsen til at blive genforenet med deres familier ikke gælder jødiske børn, som er blevet døbt, noterer Tincq.

Eksistensen af et sådant dokument rejser en række foruroligende spørgsmål, skriver Henri Tincq, men fremhæver også, at notens egen henvisning til en pavelig godkendelse "er en gængs formulering, der på ingen måde garanterer, at instruktionen kommer fra Vatikanet."

For Alberto Melloni er der ingen tvivl om, at det drejer sig om en instruks fra kirkens øverste ledelse. I sin artikel i Corriere della Sera, der har titlen "Pius XII til nuntius Roncalli: lad være med at returnere jødiske børn", karakteriserer Melloni noten som "iskolde ordrer" fra krigstids-paven Pius XII. Han gør dog samtidigt gældende, at den daværende pavelige nuntius (ambassadør) i Paris, ærkebiskop Angelo Roncalli, ignorerede instruksen. Angelo Roncalli blev i 1958 valgt til pave under navnet Johannes XXIII.

Mellonis artikel udløste et ramaskrig på begge sider af Atlanten. Formanden for det jødiske samfund i Italien, Amos Luzzatto, advarede således i Corriere della Sera om, "at der bliver vanskeligheder med jøderne, hvis saligkåringsprocessen for Pius XII går videre". Og i samme avis opfordrede den jødiske, amerikanske historiker, Daniel Goldhagen, først i til nedsættelsen af en international kommission til at undersøge den katolske kirkes praksis med ikke at returnere jødiske børn.

For den franske kirkehistoriker Etienne Fouilloux, der er kollega til Melloni, understreger noten den alvor, hvormed den katolske kirke behandler dåbens sakramente, uanset hvordan det i øvrigt blev administreret.

- Dokumentet er meget sigende for Vatikanets måde at gribe tingene an på, hvor man forholdt sig til problemerne rent juridisk uden at bekymre sig for de mennesker, der var involveret, sagde Fouilloux ifølge New York Times.

Andre røster har taget kirken i forsvar.Den italienske, jødiske historiker Michael Tagliacozzo tvivler på, at man kan tolke retningslinierne i instruksen som udtryk for en bevidst strategi fra Pavestolens side. I en artikel i det katolske dagblad "Avvenire" med overskriften: "Pius XII - børnekidnapper? Hold dog op med det pjat!", skriver han, at jødiske børn i Rom blev genforenet med deres forældre så hurtigt som muligt.

"Allerede under krigen gennemsøgte jødiske organisationer og palæstinensiske frivillige, der kæmpede med de allierede, religiøse institutioner i Rom på jagt efter jødiske børn, der boede der. Men de fandt dem ikke af den simple grund, at de ikke var der," forklarer Tagliacozzo.

Samme dag bragte Avvenire også et interview med den 89-årige ærkebiskop Loris Capovilla, der var sekretær for Johannes XXIII, mens denne var nuntius i Paris.

- Den franske kirke og Roncallis holdning var utvetydigt at redde forsvarsløse børns liv, at overlade dem i sikkerhed hos katolske familier og at genforene dem med deres oprindelige familier, så snart de dukkede op, sagde Capovilla.

– Da krigen var forbi, var det naturligt at tage hver enkelt situation op til nøjere overvejelse, og nøje undersøge dem, der bankede på og krævede børnene udleveret. Hvad andet kunne familierne gøre? Overlade de børn, som de havde opdraget med deres egne, til den første og bedste, der dukkede op? Kirken gjorde ikke andet end at råde til forsigtighed og passe godt på de små, fortalte han.

Den 10. januar fik sagen en ny drejning, da den italienske avis "Il Giornale" offentliggjorde en depeche på italiensk fra Vatikanets Statssekretær, kardinal Domenico Tardini, adresseret til Roncalli og dateret den 28. september 1946. Ifølge "Il Giornale" er det denne depeche, som den franske note er et resumé af, med den forskel, at fokus her er mere på de børn, der ingen slægtninge har, og som kræves udleveret af jødiske organisationer,end på spørgsmålet om at genforene børnene med deres forældre. I depechen står blandt andet:

"Det vil i sidste ende være nødvendigt for kirken at anstille sine egne undersøgelser og gøre sine egne iagttagelser for at kunne tage stilling fra sag til sag, al den stund det er oplagt, at børn, der er døbt ikke kan overlades til institutioner, der ikke kan garantere deres kristne opdragelse. Hvad angår resten, inklusive de børn, der ikke er døbt, og som ikke længere har overlevende slægtninge,blev de betroet kirken, som tog imod dem, og så længe de ikke kan tage vare på sig selv, så bør de ikke lades i stikken af kirken eller overgives til andre parter, der ikke har nogen ret til dem. Det ville være anderledes, hvis det var slægtninge, der ønskede børnene."

Hvordan man end tolker betydningen af den franske note, er der næppe tvivl om, at den fra begge sider ses som en udløber af debatten om pave Pius XII's person. I den forstand synes instrukserne næsten forudbestemt til yderligere at trække fronterne op mellem de kritikere af paven, der karakteriserer ham som en hjerteløs antisemit, der undlod at protestere over jødeforfølgelserne, og hans forsvarere, der hævder, at tusinder af jødiske liv blev reddet på hans initiativ.

Konflikten skærpes af, at Pius XII's saligkåringsproces er tilendebragt og kun kræver pave Johannes Paul II's godkendelse for at blive ført ud i livet.

"Hvis de saligkårer ham, så bed ikke os om at klappe", betonede Amos Luzzatto overfor New York Times.

"Tolkningen af Pius XII er uhistorisk", replicerede historikeren Andrea Riccardi i Avennire: "Enten er han det symbolske udtryk for l'ancien regime, der rituelt skal styrtes om, eller også er han den syndebuk, bagved hvilken man skjuler den ufølsomhed overfor jøderne, der var til stede i de institutioner og regeringer, der bekæmpede nazismen og fascismen".

Ingen ved, hvor mange franske jødiske børn der blev berørt af instrukserne i den franske note. Ejheller ved man, hvor mange børn, der blev reddet af kirken under krigen, for forskningen i "hidden children", som de kaldes, er endnu i sin vorden.

Men i 2002 leverede den britiske, jødiske historiker Martin Gilbert et bidrag med bogen "The Righteous: The Unsung Heroes of the Holocaust", hvori han fortæller om de ikke-jøder, der under Anden Verdenskrig reddede jødiske børn. Gilbert omtaler ikke forhindringer for, at døbte jødiske børn kunne genforenes med deres overlevende familier. Men han fortæller om falske dåbsattester, improviserede dåbshandlinger, og om at spørgsmålet om personlig loyalitet og religiøs identitet kunne blive akut for de børn og unge, der i årevis skjulte sig i kristne miljøer.

For den ni-årige Batja Piechotka, var det meget problematisk, da hun efter krigen blev afhentet af en jødisk organisation i det kloster i Polen, hvor hun var blevet skjult de foregående fire år. I et brev til Gilbert beretter hun som voksen om episoden, og i sin bog gengiver han hendes frustration og citerer fra hende brev: "Ved befrielsen nægtede Batja at forlade abbedissen, "men jeg blev tvunget til det. I efteråret, da jeg var ni - i 1945 - forlod jeg klostret." På det tidspunkt, da hun blev adskilt, fra dem, der havde reddet hende, "tabte jeg for altid min barndom og menneskelig kærlighed i sin reneste form."

historie@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock