Lykke er at glemme sig selv

Da instruktør Charlotte Sieling tager sin mobiltelefon, meddeler hun, at hun lige vil gå udenfor, så hun bedre kan

tale.

Der går lang tid, og hun taler og taler, men ikke i telefonen. Der er praktiske ting, der skal afklares først. "Det går aldrig med den der". "Jo, det kan godt gå, hvis vi bare ..." Hej, tak for i dag ..." "Hej, Max". Og så videre.

Hun er på vej hjem fra dagens optagelse til et afsnit af "Krøniken", hvis nye afsnit vi fra i aften kan følge på DR1. Charlotte Sieling har for DR lavet, hvad der i længde svarer til 15 spillefilm, men er på ingen måde arbejdsnarkoman. Hun elsker at holde fri og har

netop sat sig ind i bilen efter en forholdsvis kort arbejdsdag.

Hvordan vil du beskrive din tilstand

lige nu?

– Den er helt på toppen. Jeg er ved at afrunde afsnit 15 af "Krøniken", som jeg er meget glad for. Det kan jo være en kaotisk proces, og i perioder kan man ikke overskue situationen. I andre perioder har man overskud, og det har jeg lige nu. Det har været benhårdt at lave det sidste afsnit, og så lander jeg alligevel et blødt sted, hvor jeg præcist ved, hvor vi skal hen. Nu sidder den i skabet, og så bliver jeg så lettet. Det er planen, at jeg om 10 år skal kunne tage dvd'en med "Krøniken" ned fra hylden og stadig være stolt af mig selv.

– Mit sanseapparat er heftigt, fordi jeg hele tiden kigger efter de mindste detaljer både inden for og uden for mit arbejde. Jeg tror, jeg har dette arbejde, fordi jeg interesserer mig så meget for detaljerne. Jeg har altid brugt mit liv på at have et skarpsyn i forhold til, hvem vi mennesker er. Jeg har, lige fra jeg var lille, fået skabt mig en form for nærvær i forhold til andre mennesker og har en god fornemmelse for, hvad der foregår i et rum. I forbindelse med mit arbejde handler det meget om at lytte, vente og lade alle komme i spil. Jeg er næsten holdt op med at diskutere psykologi med skuespillerne, for det er deres gebet. At digte er det smukkeste, de kan, så hvis jeg bare placerer dem det rigtige sted i rummet og instruerer pauserne, fysikken og musikken, opstår det hele inde i dem. De skal sige replikkerne som en hvalsang, og så lytter jeg til hvalernes sang.