Man kan ikke kritisere fædrene for manglende engagement i deres børns opvækst uden at forstå de voldsomme kræfter, de er oppe imod
Det begynder allerede i graviditeten. Alle spørger til kvinden og hendes voksende mave, men kun få til manden og hans voksende virvar af tanker. Og sådan fortsætter det faktisk fremover, fra fødegangen og sundhedsplejersken til arbejdsmarkedet og skolen. For børn er først og fremmest kvindens ejendom og opgave, og skal manden nå frem til dem, må han overvinde et utal af forhindringer på vejen.
Sådan lyder analysen, når kønsforsker Kenneth Reinicke, Roskilde Universitetscenter, og forkvinde Hanne Bille, Kvindeligt Selskab, skal forklare mænds manglende engagement i deres børns opvækst.
For fremfor kun at forklare mænds gennemsnitlige barselsperiode på 3,2 uger med modvilje, bør man se på de mekanismer, en mand møder på sin vej mod sine børn, mener Kenneth Reinicke, Center for Ligestilling ved Roskilde Universitetscenter.
– Vi tror, at der er ligestilling i det danske samfund, men vi er alle påvirket af utroligt mange og meget rodfæstede traditioner for, hvordan mænd og kvinder agerer i forhold til børn. Man kan sige, at de samme mønstre, som kvinder er oppe imod for at kombinere job og familie, også gælder for mændene, bare med modsat fortegn. De er født som skaffedyr, mens kvinden skal passe hjemmet og ungerne. Det betragter vi som den normale løsning. Den mand, der går imod dette, går imod normaliteten, og det får han at mærke, både på arbejdspladsen og hos sin omngangskreds, siger Kenneth Reinicke.
Samme holdning har Hanne Bille, forkvinde i Kvindeligt Selskab. Som eksempel peger hun blandt andet på de stadig blade og magasiner, der handler om børn og forældre.
– Slår man op i bladene, kommer man ind i et skræmmende, lyserødt stereotypt kvindesamfund. De handler om kvindens krop, kvindens tanker og hvis der endeligt står noget om faderen, er det som regel i en artikel af typen "Fem ting, du ikke vidste om din mand". Det kræver en meget stærk mand at tilkæmpe sig en plads i en kultur, der så massivt definerer børns opvækst som en opgave for mor, siger Hanne Bille, som også henviser til vores sprog som et eksempel på vores kønsrollemønstre.
– Man taler aldrig om en "ravnefar", for en fraværende far er ikke noget underligt. Det er nærmest normen. Og skulle han engagere sig meget i sine børn, er han straks en "god" far, fordi han går ud over det forventede. På samme måde taler vi heller aldrig om en god mor, for hun gør jo bare, hvad der forventes af hende. Det er faktisk skræmmende, hvor svært vi har ved at bryde disse mønstre, siger Hanne Bille.
rasmussen@kristeligt-dagblad.dk