De pyldrede mænd og den omsiggribende kvindemagt

Det er sikkert rigtigt, at det er kvinderne, der især bestemmer, hvad børnene skal have på af tøj, hvordan æstetikken i boligen skal udfolde sig, og hvordan tøjet skal vaskes, men er det magt?

Ejendommeligt er det jo også, at man har så travlt med at fastslå kvindernes magtposition i familien samtidig med, at en voksende indsats mod ofrene for hustruvold stadig synes utilstrækkelig. Den danske regering har ligesom en række andre europæiske lande adopteret den såkaldte "østrigske" model i indsatsen mod hustruvold. Ifølge denne kan man fjerne den voldsudøvende ægtemand fra hjemmet i en tidsperiode i stedet for at sende hustruen og børnene på krisecenter.

Jeg må straks tilføje, at jeg ikke selv er nogen tilhænger af denne model, netop fordi den ikke forudsætter den nødvendige indsats for at hjælpe den voldsudøvende ægtemand, hvilket i sidste ende kan blive endnu mere farligt for hustruen og børnene. Men når man alligevel har fundet det nødvendigt at indføre denne drastiske model også i Danmark, vidner det jo ikke om, at kvinderne har taget magten i de danske hjem eller hvad? Slår mændene kun af afmagt, således at det i sidste ende i virkeligheden er kvinderne, som har magten?

Påstandene virker absurde og vidner i det mindste om et meget forenklet syn på begrebet magt. For det er da rigtigt, at et parforhold udover at være en kærlighedsrelation og en omsorgs- og arbejdsrelation også er en magtrelation, og at denne hviler på en vakkelvorn balance, som der hele tiden pustes til gennem udefra og indefra kommende krav.

Den amerikanske sociolog Arlie Hochschildt har talt om, at hjemmet bliver arbejde og arbejdet hjem for kvinderne i en tid, hvor arbejdslivet i stigende grad efterspørger kvindelige værdier og også forbruger kvinders omsorgspotentiale, mens samtidig familien stiller de samme krav om omsorg, kærlighed og tid, som dengang den havde en husmoder. Hun beskriver også, hvordan amerikanske kvinder kan vælge at flygte fra de mange uforenelige krav ind i rollen som den gode omsorgsgiver på arbejdspladsen.

Her bliver hun belønnet og værdsat for sin indsats, mens hendes indsats i hjemmet forsvinder ned i et dybt hul, hvor familiens forskellige medlemmer aldrig kan få nok.

I artikelserien citeres sociologen Torben Berg Sørensens observationer for, at kvinderne i familierne taler mest og træffer beslutninger om familiens fritid og ferier. Men hvor meget kan dette tilskrives den faktiske omsorgsrolle, rollen som centrum for kærligheden og fællesskabet i familien, som de fleste kvinder stadig tilskrives og tilskriver sig selv, og hvor meget er det en magtdemonstration? Artiklernes mandlige debattører er ikke i tvivl. Det er blot et udtryk for, at kvinderne nu har taget al magten i familien.

Jeg er imidlertid lige så sikker på, at det er et udtryk for den rolle, som kvinderne tilskrives i familierne, hvor de forventes at give væsentlig mere tid, arbejde og omsorg til familien, end mændene gør. Og det giver dem da "magt" i de følelsesmæssige relationer, men det er da også en magt, som er på bekostning af samfundsmæssig magt. Den giver simpelthen kvinder mindre tid og overskud til at fordybe sig i deres arbejde, til at søge karriere, til at dyrke egne interesser og netværk.

Tidsstudierne taler et tydeligt sprog: Indtil det første barn bliver født, er der stort set ligestilling i familierne, men det første barns fødsel ændrer dette radikalt. Og den forskel, der skabes på dette tidspunkt, udlignes aldrig. Det betyder så igen, at kvinderne trods høj uddannelse stadig tjener en fjerdedel mindre end mænd og sjældent kan kombinere familie med karrierestillinger. Og så kan Bertill Nordahl nok så meget tale om, hvordan kvinderne dominerer på universiteterne. Ja, som studerende gør de, og som undervisningsassistenter, men frem til professoraterne tynder det kraftigt ud i kvinderne, således at over 90 procent er mænd, sådan som det er i de øvrige topstillinger i det danske samfund.

At kvinderne har omsorgsmagten og kærlighedsmagten i de danske familier, er der sådan set ikke noget nyt i. Den blev etableret for et par generationer siden, da den hjemmegående husmoder blev norm. Det var bestemt ikke nogen sund balance, at kvinderne udelukkende kunne befæste deres magt i familien gennem omsorg, husarbejde og den kærlighed, som dermed blev alt for alt-opslugende og dominerende, mens mændene så kunne gå ud og erobre den samfundsmæssige magt om at komme hjem med pengene og behov for opbakning, omsorg og trøst. I dag bringer kvinderne jo ca. 40 procent af pengene til huse og kan da også tillade sig at blande sig i de store økonomiske dispositioner i familien. Familien er dermed blevet en forhandlingsfamilie, hvor kvinden, sikkert i kraft af sin centrale rolle i familien, ofte får det sidste ord.

En helt anden sag er så børnene. Jette Hansen har, bl.a. i Politiken mellem jul og nytår, beskrevet, hvordan de store børn er ved at tage magten i familien. De er blevet forbrugsvante mennesker, der med selvfølgelighed ryger, drikker alkohol, går på café, restaurant og bestiller take away sushi, der ligger langt uden for familiens økonomiske rækkevidde bl.a. i kraft af, at de næsten altid har et job efter skoletid, modtager SU og i øvrigt modtager alle faste servicer gratis i familien.

En situation, som i Jette Hansens udlægning forstærkes i de mange tilfælde, hvor den tilstedeværende forælder til de store børn er en enlig mor. Hun påstår, at overjeg'et i familien, dvs. det herskende subjekt i familien, har holdt flyttedag, så det i dag er forældrene, som spørger børnene om lov og råd til den ene eller den anden disposition.

Tja, magtanalyse er en vanskelig sag, og de fleste er tilbøjelige til at betragte magten som en given størrelse, en appelsin, som kan havne i den ene eller den anden turban og så blive liggende der for en tid. Men så enkelt er det jo ikke. Mange unge forældre har jo oplevet, hvordan en baby totalt kan bemægtige sig "magten" i hjemmet, selv om det jo er afmagtens – den totale afhængigheds – magt, "skrige-babyen" udøver.

Nogen gange kan man godt opleve de mandlige debattører som sådanne "skrige-babyer". Forskellen er blot, at de er voksne mænd, som burde kunne mande sig op, med de gode samfundsmæssige positioner, gode indtægter og mulighed for at tiltage sig den samfundsmæssige "diskursmagt", som de stadig har i langt højere grad end kvinderne.

Karen Sjørup er sociolog og centerleder for Center for Ligestillingsforskning ved RUC