– Teodicé-problemet er, hvordan Gud, som er en kærlig Gud, kan retfærdiggøres, når det onde er til i verden. Man kan også spørge om, hvordan Gud, der er skaber af himmel og jord og god og almægtig, kan tillade sådan en katastrofe, der ødelægger så mange liv? Gud kan alt, hvad han vil, så hvorfor standser han ikke dette, siger Theodor Jørgensen, emeriteret professor i teologi ved Københavns Universitet, og forklarer:

– Bibelen giver ikke svar på det. Guds ufattelighed og uforståelighed i den henseende anerkender Bibelen. Men den giver et andet svar. Et svar til at tackle eksistentielle situationer og anfægtelser, som mennesket befinder sig i. Det kan være katastrofer, men også grusomheder, som mennesker begår. Det svar, som kristendommen giver, er troens svar i form af den Gud, som har åbenbaret sig i den korsfæstede Jesus. Det billede på Gud er et paradoks-billede. At den almægtige Gud åbenbarer sig i en afmægtig Gud, der tager smerte og lidelse på sig og på den måde involverer sig i lidelsen for at overvinde den. Døden er Guds fjende, og Gud overvinder døden.

– Det kristne gudsbillede er sådan, at vi kan klage til Gud, ligesom Jesus på korset gjorde det. Vi kan klage og anklage Gud og på den måde blive befæstet i troen. Det er en kamp med og mod anfægtelsen. Jakobskampen fra Første Mosebog i Det Gamle Testamente er blevet et billede på den kamp. Jakob siger til Gud: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. Den velsignelse erfarer vi ved at mærke, at vi midt i smerten ikke er alene.

– Jesu død på korset langfredag beviser, at der objektivt set ingen gudsforladthed findes, fordi Gud også er i gudsforladtheden. Der findes heller ikke et gudsforladt helvede mere, for Gud er også til stede i de helveder, vi erfarer. Det fatter vi ikke, og det er troskampen, siger Theodor Jørgensen.

Bent Falk, teolog, psykoterapeut og forfatter til "Kærlighedens pris", hvori han blandt andet skriver om Gud og det onde, pointerer, at det er vigtigt at skelne mellem det onde og det hårde.

– Det er ikke kristendom at tillægge Gud det onde, det må ifølge kristendommen stamme fra Fanden. Det onde er altid noget, der står mennesker bag. Men man kan sige, at naturen er grusom, og så mener vi hård. Gud kan godt være kærligt til stede hos dem, der er ramt af flodbølgen. Han finder ikke ud af, at nu skal der lige sendes en flodbølge for at straffe mennesker, for så er der ikke meget at komme efter hos ham.

– På den anden side: Hvis Gud ikke har noget at gøre med naturen, kan det heller ikke nytte at bede ham om hjælp. Men det har han alligevel som skaber, hvis vi som i kristendommen regner med, at det er ham og ikke Djævlen, der har skabt verden. Hvis Gud er almægtig, er han den, der er den mægtigste. Og er verden skabt af ham, kan man ikke frikende Gud for et vist medansvar. For var der ingen jord, var der ingen flodbølge, og hvis ingen flodbølge, ingen ofre. Hvis verden er villet af Gud, og vi fastholder håbet om, at Gud engang vil føre verden og os et godt sted hen, om ikke andet så efter døden, må vi godt blive vrede på Gud og sige, at det er for råt, det her. Vi har et sted at rette klageråb og fortvivlelsen hen. Man kan være så heldig, når man virkelig skriger af dybets nød, at man kan få en fornemmelse af, at Gud er nær i sit fravær, siger Bent Falk.

Han er glad for, at han ikke er præst i disse dage og ikke blot skal udlægge Bibelen, men også prøve at gøre katastrofen begribelig. Han forsøger alligevel.

– Vi har livet på godt og ondt. Det er gavmildt og utrolig hårdt. Det er gavmildhed, at du og jeg får et gratis nytår uden først at skulle fortjene det. Men det er samtidig grusomt, når ulykken rammer i flæng. Livet er ikke moralsk, ikke retfærdigt – det bare er. Gud må stå til ansvar for, at sådan har han lavet det. I Jobs Bog i Det Gamle Testamente vil Job have Gud til at stå til ansvar. For det er ikke retfærdigt, hvad der overgår ham, og Gud er enig, så han er altså til at snakke med, også når ulykken rammer. Men som han siger: Kunne du have gjort det bedre, Job? Og så vælger Job at tage livet, som det er – det sure med det søde. Sådan gør de fleste, for det er bedre at være til, lige meget hvor hårdt det er, end ikke at være til. Og det er bedre at have elsket nogen, der er blevet dræbt af flodbølgen, end ikke at have nogen at savne. Der kommer et større perspektiv ind.

– Dertil kommer, at verden tydeligvis ikke er færdig. Vi er midt i skabelsesprocessen. Men de naturkræfter, der nogle gange slår os ned som kvæg, er også dem, vi lever af. Universet er et forfærdeligt livsfjendtligt sted, men alligevel er der liv. Det findes som at gå på vulkaner. Hvis jordens indre ikke var glødende, ville vi ikke have det magnetfelt, der beskytter os mod kosmisk stråling, og som sørgede for, at den flyver, jeg rejste hjem fra USA med forleden, ikke landede på månen. Så der er orden i universet for, at vi overhovedet kan begå os. Men hvis Gud hele tiden kunne og skulle sætte sig ind som skaber, var det ikke til at færdes på jorden, siger Bent Falk.

Den katolske søster Emma Martensen, retræteleder på Skt. Joseph Søstrenes retrætested Stella Matutina i Kokkedal, er inde på det samme.

– Selve den enorme ulykke i Asien er en del af evolutionen. Jorden er stadig i sin vorden. Den menneskelige begrænsning er, at vi slet ikke kan fatte, hvor mange millioner år jorden har været under udvikling, og de fantastiske kræfter, der er på spil. Men for Gud er døden ikke det sidste ord. Kristus har sagt, at han er opstandelsen og livet, at denne verden ikke består evigt, og at han har overvundet døden. Derfor tror jeg også, at Gud er i sådan en katastrofe. Jeg er sikker på, at hver eneste, der er død, kalder han ved navn og er dem ganske nær. Og han fører dem fra dette liv med al dets lidelse, sorg og glæde ind i et nyt liv. Det er svært at forklare, for det er der ingen, der har været medvidende til. Men jeg tror på opstandelsen, og at dette liv er gennemgang til et nyt liv hos Gud, siger Søster Emma og fortsætter:

– Et andet aspekt ved katastrofen er, at mennesker bliver berørte. Pludselig bliver vi ramt i vores hjerte, bliver solidariske og vil gerne komme til hjælp og give af vores overskud. Hvis bare noget af den solidaritet for de nødlidende kunne bevares, for så ville verden se anderledes ud og blive et bedre sted at leve. Det gør ikke katastrofen mindre forfærdelig, men bevirker, at man tænker: Hvad er det dog for en overfladisk verden, hvor man glemmer al lidelse. Gud siger: Tag jer af hinanden, trøst hinanden, styrk hinanden, og fortæl hinanden, at døden ikke er det sidste ord.

– Jeg tror, at Gud er meget mere nær de lidende, end vi kan forestille os. Og jeg tror, at mange af os har oplevet det, når vi står i ulykke og sorg. Et lys i mørket, en lille trøst. Jeg tror, at Gud hører vores skrig, siger Søster Emma.

Søren Krarup, sognepræst i Seem og medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, er uenig i, at Gud har en mening om, hvordan vi medmenneskeligt skal reagere på en katastrofe som den i Sydøstasien.

– Gud er Gud, og vi mennesker kan ikke forklare Guds veje. Det er ren ugudelighed at forsøge på det, siger Søren Krarup, der til gengæld har flere eksempler på, hvordan katastrofer kan ændre på gudsbilledet.

– Jordskælvet i Lissabon i 1755 med 30.000 døde skete midt i oplysningstiden og var en katastrofe for den herskende tankegang om, at Gud er god. Jordskælvet i Messina på Sicilien i 1908 med 60.000 omkomne var på samme måde et brud med den teologiske pænhed, der havde opstillet regler for, hvad Gud måtte og ikke måtte. Og Første Verdenskrigs rædsler betød, at man teologisk trængte ned i evangeliet og til Luther.

– Ifølge Luther bliver vi nødt til at høre Gud som den, der selv bestemmer over, hvad der er hans væsen. Og vi kan i troen forkynde, at han er det væsen, der blev søn for vores skyld. Vi ved intet som helst om, hvad Gud vil, at vi skal gøre. Jesus er Guds søn, og vi får ikke moralske eller humanitære anvisninger af evangeliet. Det, vi må gøre, er, hvad vi selv synes, vi må gøre. Der er ingen hellige regler. Vi må leve i troen på, at vi har fået syndernes forladelse.

– Gud er herre over liv og død, og vi oprøres naturligvis over katastrofer som den i Asien. Men vi må fastholde, at vi ikke kan finde nogen som helst tolkning. Det var egentlig også, hvad biskop Erik Norman Svendsen sagde i sin tale ved mindegudstjenesten i domkirken i København: "Vi får ikke noget svar på, hvorfor det onde skulle ske. Heller ikke en forklaring, der giver mening i alt det meningsløse. Men vi får det løfte, at ingen eller intet kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre." Det er det, der altid siges til begravelser, nemlig at døden er til forargelse, uforståelig og meningsløs. Men at Gud er vores frelser og den, der skænker os vores byrder, kærlighed og nåde, siger Søren Krarup.

fortsætter næste side

Laurids Korsgaard, sognepræst i Frederikshavn Kirke, tager også udgangspunkt i Erik Norman Svendsens mindetale om det håb, der peger frem mod opstandelsen.

– Jeg har kun ros til overs for den gudstjeneste, siger Korsgaard.

Som leder af Det kirkelige Katastrofeberedskab har han været med til at sende en præst til Bangkok i Thailand for at yde hjælp og sjælesorg til danske turister, der var evakueret fra ferieøen Phuket i Thailand. I sin prædiken nytårsdag tog han på baggrund af katastrofen udgangspunkt i Jesus på korset og hans råb i den yderste time: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

– Det blev hørt af en romersk soldat, der stod ved foden af korset. Han udbrød: Sandelig, den mand er Guds søn! Han kom til den erkendelse, da Jesus udstiller den yderste meningsløshed. Gud er ikke den, der har mening med noget som helst. Gud er ikke højt hævet over det hele og har en plan. Men Gud er den, der er tro mod det meningsløse, der rammer os. Det viser han ved at lade sig korsfæste til det meningsløse.

– Jesus på korset råber præcis det samme som folk, der skylles væk på stranden i Phuket, og som de efterladte råber. Dér gør Gud sig ét med ofrene for katastrofen. Gud er således ikke en forklaring, men en identifikation med dem, der bliver ramt. Så Gud er den, der tager turen sammen med os helt ned i dødsriget. Det gør han ved at lade sig korsfæste som den, der lider den meningsløse død.

– Det forunderlige er jo, at når vi døber små børn i den danske folkekirke, tegner vi et kors på dem og siger, at de skal tilhøre den korsfæstede Jesus Kristus. Og så døber vi dem ned i vandet. Det er et ældgammelt ritual, der udtrykker, at kære, lille barn, du er på vej til dødsriget, men du er ikke alene. Turen ned i det meningsløse, den tager vi altså sammen med Jesus. Vi er vokset sammen med ham i døden. Han gør sin tragiske historie til vores. Det er det, kristendom er. At han har taget menneskehedens tragedie på sig ved at tage os med i opstandelsen, siger Laurids Korsgaard og tilføjer:

– Gud viser sin almagt ved at gøre sig afmægtig sammen med os afmægtige. Og ud af den afmagt skaber han en ny magt – opstandelsen. Det er det, der fører os ud af kaos. Jesus er ikke en forklaring, Jesus er et håb.

Rejsepræst i Indre Mission og lærer ved Menighedsfakultetet, Leif Andersen, har ikke noget svar på sit eget spørgsmål om, hvorfor nogle overlevede katastrofen i Sydøstasien og andre ikke.

– Det er her, at kristendommen adskiller sig fra alle andre livssyn. Der findes hurtige, enkle teologiske løsninger på lidelsens problem. Enten at det uden videre er Guds vilje. Sådan tænker islam. Eller at Gud intet har med det at gøre, som nogle kristne synes at mene. Eller at folk bliver straffet for et eller andet. Problemet med de hurtige enkle svar er dels, at de ikke holder, dels at de lukker munden på os. Og vi har brug for at spørge og protestere.

– I kristendommen kan vi først og fremmest møde Gud i Kristus. Dér kender vi Gud som den grædende Gud. Der sker noget i verden, som Gud ikke vil, og som selv den almægtigste græder hjælpeløst over. Samtidig er han den almægtige, som ikke bare kan vaske sine hænder og erklære sig uskyldig. For hvorfor greb han ikke ind, spørger Leif Andersen.

– Det er i det spændingsfelt mellem Guds gråd og Guds almagt, at jeg kan gå ind og græde og råbe og protestere.

remar@kristeligt-dagblad.dk