I lykke og lidt modgang

Men hvad har holdt dem sammen i alle de år? Sådan har de aldrig spurgt sig selv, for i deres livsforløb har det ikke være på tale at sætte spørgsmålstegn ved, at ægteskabet er en livsvarig kontrakt. Men de siger, at deres styrke som ægtepar har været, at de har delt et engagement og altid arbejdet sammen.

Siden årene i søndagsskolen hjemme i Herrup bar Arne Pilgaard på en drøm om en dag at komme ud som missionær. Arne Pilgaard blev den første teologiske kandidat fra Københavns Universitet efter Anden Verdenskrig, og da den grønne teolog drog hjem på sommerferie, krydsedes hans veje med doktor Brønnum fra Sudanmission, der lod vide, at de manglede teologer til missionsmarken, der kunne afløse de missionærer, som havde været udsendt under krigen.

– Vi var blevet gift i 1943, og vores ældste datter var knap to år, så vores betingelse for at rejse ud var, at vi kunne tage vores datter med. Ellers havde jeg ingen betænkeligheder. Vi er begge fra indremissionske hjem, og vores forældre bakkede os op, fordi de kendte til missionen og syntes, det var et vigtigt arbejde, der ventede os, siger Arne Pilgaard, 84 år.

Familien vinkede farvel på kajen i Esbjerg. Det var i 1946; dengang var det et særsyn, at folk rejste til udlandet.

– Der var hele tiden fornemmelsen af, at "måske ses vi ikke igen", men vi var ved frisk mod. Vi havde jo hinanden, og så mente vi, at resten nok skulle gå. Vi troede, at vi var, hvor Gud ville have os og følte os under højere beskyttelse, siger Mette Pilgaard.

Efter at have været på sprogskole i London kom de sammen med seks andre kommende danske missionærer og et missionærbarn med et skib til Nigerias hovedstad Lagos. Inden de var fremme ved bestemmelsesstedet, missionsstationen i Numan, havde de rejst i en måned med båd, tog og floddamper. To måneder senere nedkom Mette Pilgaard med parrets andet barn, Marna. Parret var sig bevidst, at de rejste ud som børnefamilie og vidste derfor også, at de ikke kunne vie hele deres liv til Afrika. De havde lovet at give 15 år af deres liv til Afrika.

Historierne fra den gang står i kø. De har prøvet at bo i lerhytte på bushen, levet under mere bekvemme forhold på missionsstationer i Nigeria, og viften af arbejdsopgaver har været bred. Arne Pilgaard virkede både som administrativ medarbejder, underviser og præst, mens Mette Pilgaard fik brug for sin viden fra sygeplejeskolen og erfaringen fra årene som pige i huset, da hun fik en række værtindefunktioner.

– Vi har været privilegerede ved at kunne arbejde sammen om noget, som vi begge oplevede som meningsgivende. Vi har ikke kendt til at vende trætte hjem og leve en stor del af vores liv hver vores verden, men af og til har vi da været uenige om nogle detaljer. Vores piger var ret fintfølende. "I må ikke skændes", sagde de, så forklarede vi dem, at vi bare diskuterede, men i deres ører var det altså et skænderi, siger Mette Pilgaard.

Skal de pege på modgang i deres liv, så var det, da de måtte sende deres piger på kostskole og i mange måneder leve adskilt fra pigerne. Alle brevene fra den gang er gemt, men uden at finde de gamle breve kan Mette Pilgaard citere fra den første hilsen, som Karin sendte fra skolen. "Kommer I ikke og henter mig?", skrev hun, men en uge senere undskyldte hun i et nyt brev, hvis hun skulle have gjort dem bekymrede. Da lillesøster Marna nogle måneder siden skulle på kostskole, kunne forældrene ikke forstå, hvorfor hun virkede så frejdig og smilende. "Hvis jeg ikke smiler, så græder jeg", var den seksårige piges forklaring.

– Vi savnede pigerne gevaldigt, så derfor måtte vi har et barn mere, siger Mette Pilgaard med henvisning til efternøleren, Sonja.

Det sidste halvandet år af parrets tid på missionsmarken var de ældste døtre i Danmark, og med til parrets afsavn hører, at de ikke kunne være med, da deres mellemste datter blev konfirmeret. Siden juli 1961 har parret boet i Danmark, men forblev i Sudanmissionen, hvor Arne Pilgaard blev landssekretær og siden generalsekretær 1965-1978, hvor han blev sognepræst ved Christianskirken i Århus. 10 år som præst blev det til, inden han gik på pension.

– I alle de år har jeg været med i Arnes arbejde på den ene eller anden måde, men jeg har også, i hvert fald i det små, haft mine egne ting, som jeg har plejet: Kor, gymnastik og svømning, siger Mette Pilgaard.

Med til det svære i parrets liv hører også den ene af døtrenes skilsmisse. Skønt det er længe siden, kan de stadig malende beskrive den pinsemorgen, hvor datteren ringede dem op og gav beskeden.

– Ungdomsoprøret har nok ændret en del. Der er sket et skred, siger Arne Pilgaard, og Mette Pilgaard uddyber. Hos familien Pilgaard er det gemalen, der siger det kort, mens fruen er til de længere forklaringer:

– For os var det en ny tankegang at man kunne blive skilt. I mange tilfælde tror jeg, at der mangler en kristen ansvarsfølelse over for hinanden. Har vi været uenige om noget, har vi hver især lagt det frem i bøn, for vi har følt et ansvar for familien og derfor forsonet os med hinanden. Det har slet ikke været en mulighed at gå fra hinanden.

De gør ikke noget for at skjule, at de er lykkelige ved at have hinanden. Når de mødes med gamle venner, så er de ofte ene par blandt enker.

– Når folk spørger "hvordan går det?", så svar jeg gerne "godt nok, hvis vi lader være med at gå i detaljer", svarer Mette Pilgaard og fortæller om de små skavanker, som de hver især døjer med: Svækket syn, nedsat hørelse og dårlige tænder, men modet på livet og lysten til at opleve nyt er intakt.

– Vi har været heldige at kunne rejse vældig meget sammen, og det vil vi gerne blive ved med, for det er dejligt at opleve nyt sammen, siger Mette Pilgaard, der til sommer forventer at kunne skrive postkort fra dækket af et krydstogtsskib på Donau.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk