Fleksibilitet på arbejdsmarkedet kan styrke familien

Produktivitet berøres ikke i disse artikler eller i andre familiefokuserede artikler og udelades behændigt af alle fronter inden for politik. Måske fordi vi har stirret os blinde på, at lønarbejde for alle er en vigtig social faktor, som garanterer fælleskab og medlemskab af en kollegial kreds, faglig kontinuitet osv.

Det er vigtigt, at vi her holder fast i to måder at lukke den indlysende kløft, der er imellem det, vi ser som nødvendigt, og det vi tilsyneladende problematiserer som næsten umuligt – men lidt skjult ønskede var muligt i "familie-lønmodtager EU".

Økonomi-, arbejdsmarkeds-, demografipolitik skal forenes for at give os det svar, som ikke gives i artiklerne. Det sammenhængende svar må være en produktiv befolkning, hvor kvinder (og hjemmegående fædre og indvandrere) tilbydes deltidsjob som et minimum i en atmosfære af fokus på investeringer i kapitalapparat og viden.

Hvem blokerer så for denne udvikling? Kernen i problemet kunne lidt kreativt indkredses til at være fagforeninger, idet de netop ikke ønsker deltids job samt fokus på produktivitet, idet det fjerner lavtlønsarbejdspladser og dermed det vigtigste råstof for fagforeninger.

Nu er det i og for sig ikke for at hænge fagforeninger ud, men pudsigt nok hænger de ofte sammen med socialdemokratisk tankegods - også i EU. Både partiet og foreningen har en hæderkronet fortid, som vi alle kan være taknemmelige for, men kronen bør pudses op, eller også må vores borgerlige familieministerium til at træde i karakter og give bud på at løse denne gordiske knude. Borgerligt orienterede arbejdsgivere kunne for den sags skyld også i forbindelse med overenskomstforhandlingerne forlange deltidsarbejde i stedet for blot fortsat at forlænge barselsorlov.

Desværre er begge parter ikke interesserede i dette, og en gryende familiepolitik bliver altså kørt over af arbejdsmarkeds politik. Det er ikke godt nok, at en konservativ familienminister kan sidde så indlysende politiske fraktioner i samfundet overhørigt og overlade til den måbende befolkning åbenbaringen af, at der ikke findes nok politisk ledelse på dette område, specielt i et kommende valgår.

Man siger tiden læger alle sår, men hvor lang tid skal vi vente på at der kommer noget visionært på dette område, som er et gabende sår. Det er utvivlsomt med til at frembringe stress, utilpassede skolebørn, syge daginstitutionsbørn, forældre med dårlig samvittighed, sure chefer, stressede weekends osv. Mantraet er flere penge og mere frihed til selvbestemmelse. Det mantra hjælper ikke, og tilsyneladende ingen steder i EU kommer det til at hjælpe i en netværksøkonomi der drøner derudaf.

Danmark ynder at kalde sig foregangsland. Det kræver blot noget lederskab at vise vejen for andre. Artiklerne i Kristeligt Dagblad viser at der tilsyneladende er flere eksperimenter igang i EU. Har vi virkelig i Norden opfundet svaret, eller kunne Danmark for een gangs skyld blive inspireret af de andre lande og kombinere de forskellige landes erfaringer til en løsning der er bedre end nutidens?

Steffen Andersen,

adm. dir.,

Gartnerhaven 16,

Kgs. Lyngby