Peter Pan-pigernes fremmarch

Pigerne har gode kår. For en

moderne hverdag passer bare bedre

til piger. Hvad skal en dreng imponere med i videnssamfundet? Rå muskelkraft som produktiv kraft er ikke efterspurgt. Den tavse forsørger og beskytter ej heller. Derimod er sociale og kommunikative kompetencer i høj kurs. Og her hævder det feminine –

og for tiden pigerne – sig langt bedre end det maskuline og drengene.

Det ved dygtige drenge godt. Derfor tager de ved lære og vil ligne deres

søstre. Michael Jackson-syndromet hedder det – eller registrering af den metroseksuelle mand som et aktuelt tegn i tiden. Reklameindustrien ved det også godt, hvorfor sexualiseringen af den ikke-modne kvinde, pigen, er i centrum for deres reklamedesigns.

Pigeligheden vinder altså stadig

større herredømme. Det viser sig på jobbet. For eksempel i idéen om dialogledelse. I hjemmet som idéen om en aftalefamilie. Ja, det viser sig sådan set bare ved, at selv drenge vil være pigelige. Hvorfor? Fordi samfundets magtkampe og magtbalancer ser helt anderledes ud i dag end tidligere.

En af de gamle kampe kalder vi Ødipus-komplekset, det vil sige moren og sønnens kamp mod faderen, som enhver psykologi-studerende – fra gymnasiet til universitetet – traditionen tro bliver eksamineret i. Her handler det altså om opgøret med faderen, den moderne kernefamilies autoritet: den tavse, eller i hvert fald kortfattede, "Jeg bestemmer-basta-autoritet".

Faderens autoritet opstod, fordi der bag manden (ikke stod en kvinde), men en stat, der autoriserede ham som den fader, der skulle garantere familiens ve og vel. Tilsvarende skulle læreren stå for opdragelsen af børnene til ordentlige borgere. Moren var henvist til omsorgsfunktionen. Ligesom pædagogen siden hen har overtaget og professionaliseret hendes oprindelige funktion. Så morens og sønnens opgør med faderen er én ting. Kvindekamp en anden. Men basalt set det samme. Et opgør med stats- og fadermagten, der i dag er ført til ende.

I dag handler det derfor ikke om Sofokles' "Kong Ødipus", men om Shakespears "Kong Lear". Et Lear-kompleks bør være nyt og altafgørende stof på uddannelsesinstitutionernes psykologistudier. Komplekset handler om magtens skuffelse over, at frisatte benytter sig af deres frihed.

En af Kong Lears døtre hedder Cordelia. Modsat sine søstre er hun ikke giftet bort. Hun har ikke en medgift. Men hun har sine helt egne åbenlyse ynder, som en mand vil investere i. Det ved hun i al sin selvbevidsthed. Hun vil gifte sig. Men hun siger også, at hun vil have lov til at gifte sig på en anden måde end sine søstre. Cordelia er nemlig den første kvinde, der åbent vedkender sig – ja, insisterer på – sit liv og sine valg.

Hun demonstrerer det, vi først i dag med en vis naturlighed kunne kalde den enkelte persons selvværd mellem andre selvværdige. Det lyder måske lidt mærkeligt. Men egentlig er der bare tale om en situation, hvor alt og alle er sideordnet. Hvor idéen om synlige og klare overordnede instanser – for eksempel "fædre" – der blot bestemmer over andre og ikke er så optagede af at samtale og begrunde er forvist til fordums tider. Det er fars pige, der har magten. Også over far. Ja, faktisk så meget magt, at far aldrig får lov til at blive far. For tiden.

Forandringen af familien har at gøre med forandringen i forholdet mellem magt og lyst. I dag spiller lysten førsteviolin, det vil sige den pigelige lyst. Det betyder, at vi er vidne til en hidtil uset diskuterende og snakkesalig kultur.

Det giver os problemer. Med at voksne ikke vil opføre sig voksent,

med mangel på disciplin og loyalitet, med mangel på kontante færdigheder i skolen, med mangel på synlig ledelse og definitive afgørelser. Det giver os

også mange andre ting. For eksempel en hær af dygtige proceskonsulenters endeløse opfordring til diskussioner

og ligeværdige meningstilkendegivelser. Den evigt lyttende proceskonsu-lent som ideal har taget magten. Ikke alene i familiesammenhænge. Også i skolesammenhænge, på arbejdsmarkedet, ja, snart sagt hvor som helst.

Pigeliggørelse er over os. Den er

nærmest tyrannisk, det vil sige endeløs. Derfor er nu grund til at lede efter en balance. Åh, hvor jeg dog længes efter, at en stat igen vil være stat, at en far igen kan blive lidt faderlig, at en familie kan blive lidt mere sammenhængende og så videre.

For vi har brug for en bedre balance. Mellem det ungdommelige og det voksne. Mellem Ødipus og Lear. Det er mit ønske for det nye år. Det står ikke til diskussion. Basta.

Lars-Henrik Schmidt er rektor

på Danmarks Pædagogiske Universitet

Læs kronikken i morgen:

"Europas udenrigspolitiske zar"

af Kasper Kloch