AF ANNE KORSHOLM |
17. december 2004
JULENS SKIKKE Verdens kendteste julesalme blev skrevet i en lille østrigsk landsby og udbredt af en orgelbygger fra Tyrol
I alverdens salmebøger kan man læse, at Franz Gruber har skrevet melodien til "Glade jul, dejlige jul" – eller "Stille Nacht, heilige Nacht", som den første tekst lød. Men i mange salmebøger stod der tidligere bare, at melodien var en folkevise fra Tyrol.
Franz Gruber var lærer i den lille østrigske by Arnsdorf og ven med præsten i nabobyen pater Joseph Mohr fra Oberndorf. De to skrev juleaftensdag 1818 salmen og melodien, som i dag er blevet verdens kendteste julesalme.
Samme aften skulle den splinternye salme have sin uropførsel i Pater Mohrs kirke, men orglet var i stykker, så præsten måtte selv sørge for akkompagnement på guitar, og så sang han ellers tenor, mens Gruber sang bas.
Trods forhindringerne tog menigheden øjeblikkeligt salmen til sig, og de talte stadig om den, da en orgelbygger fra Tyrol kom efter jul for at ordne orglet. Han lærte sig sangen udenad, lærte den videre i Tyrol, hvorefter den blev trykt i et hæfte med "ægte tyrolersange". En sangkvartet med fire søskende udbredte "tyrolersalmen" til Tyskland, og overalt begejstrede den tilhørerne.
I Danmark oversatte salmedigteren Ingemann salmen i 1850 i den tro, at det var en tyrolsk folkevise, og først fire år senere fik lærer Gruber æren for sin komposition.
De kejserlige musikere i Berlin blev nemlig spurgt, hvem der havde skrevet den berømte salme. De gættede på, at det var Joseph Haydns lillebror Michael og spurgte i hans hjemby Salzburg, om det kunne passe. Der undersøgte man ihærdigt sagen og fandt frem til den gamle lærer Gruber, som stadig boede i Arndorf.
Han huskede orgelbyggeren fra Tyrol, og på den måde stykkede man melodiens rigtige historie sammen.
I dag har Arndorf indrettet et lille museum i Grubers lærerhjem, og hver juleaften synger et børnekor julesalmen foran bygningen.
korsholm@kristeligt-dagblad.dkjulens skikke
I Kristeligt Dagblads julekalenderserie, "Julens skikke" sætter vi frem til juleaften lup på alle de små og store traditioner, som knytter sig til julen. Vi modtager også meget gerne forslag til artikler om juleskikke fra læserne. Henvendelse kan ske til mail adressen:
julensskikke@kristeligt-dagblad.dk eller til Kristeligt Dagblad. Rosengården 14, 1174 København K.