Vi lever ikke i den samme verden

Vi ynder at opfatte det som en vestlig kulturs storladne accept af fremmede skikke, men sandheden er jo, at vi accepterer et menneskesyn, der er så totalitært og ukristent, at vi aldrig ville anerkende det, hvis det på nogen måde berørte os selv.

Mange griner spontant, når de hører om folk, der dyrker Thor og Odin, og vi lytter ikke længere seriøst til hverken nazister eller betonkommunister, eftersom vi har kasseret deres ideologi som grusom. Men islam griner vi ikke af (ikke officielt i hvert fald), for islam har fået status af den instans, der kan afsløre, om en dansker er rummelig eller snarere på vej ud i Pia Kjærsgaards sorte bagland.

Trods kvindeundertrykkelse og fundamentalistisk skriftlæsning er islam blevet samfundets førende tolerance-test godt støttet af imamer som den allestedsnærværende Fatih Alev, der cirka en gang om ugen siger, at islam må man ikke håne. Åbenlyst er han havnet det forkerte sted. Her i landet må man håne hvad som helst, hvis samvittigheden ellers er til det. Alt lige fra Dronningen til folkekirken og Tivoli-Garden, for intet af det, vi siger, kan rokke ved Guds forhold til sin skabning. Ordet i verden er frit – præcis som spisevaner, tøjsmag og antallet af daglige bønner.

Set i lyset af, at den bogstavtro indgang til religion i Danmark stort set hører fortiden til, må man overveje, hvad begrebet integration egentlig betyder. Betyder det, at jeg skal sidde og nikke forstående til en kvinde, der knap tør røre sig af skræk for en straffende Gud, og betyder det, at vi i dette samfund for eksempel skal tillade særlige bade og spiseregler for muslimske skolebørn? Skal vi opfatte integration som et projekt, der skal skabe plads til islam, eller bør bestræbelsen snarere gå ud på at rendyrke det menneskesyn og den holdning til samfund og frihed, som vi selv tror på? Jeg holder på det sidste, og i selskab med muslimske kvinder, hvis liv i detaljer er styret af Koranen, overvejer man, hvorvidt der i virkeligheden er så farligt meget at tale om.

Hvorfor arrangerer vi debatter med mennesker, der på mange måder lever i en anden tidsalder? Hvorfor taler vi om religionsdialog, når kristendom og islam er så grundlæggende forskellige, at man vel næppe kan nære ægte forståelse for modpartens udgangspunkt? Vi kan blive enige om, at vi alle er ligeværdige mennesker, men den sandhed er kun interessant i det korte øjeblik, ordene udtales, for sekundet efter handler det om, hvordan livet konkret skal leves i samfundet. Og så er det fælles sprog brugt op – hvilket sagen om drabet på Theo van Gogh er et fantastisk eksempel på.

Tragedien i Holland har langt hen ad vejen udviklet sig til en diskussion om, hvorvidt den ekstreme kunstner gik over stregen i sin hån af islam, og man bliver stedse mere paf. Over stregen! Manden er myrdet. Den oprindeligt entydige fordømmelse drysser ud mellem fingrene på os, mens de klippefaste værdier bliver relativeret, fordi vi hopper med på en samtaleform, der i vid udstrækning er dikteret af muslimer. En mand er blevet henrettet på gaden, men inden vi ser os om, handler diskussionen om debatklima og vores måde at omtale islam på, og den mekanisme er dybt forbundet med skrækken for at blive udråbt som en imperialistisk blegfed bølle, der kun vil fremme nationale festdage og flæskesteg.

Folk får hurtigt dårlig samvittighed, når de mistænkes for at trampe på minoriteter, og når visse imamer påberåber sig en offerrolle i stil med jødernes i Nazityskland, er samtalen for alvor afsporet. Vi startede med at fordømme mordet på Theo van Gogh, men mange muslimer fokuserer i stedet på en identitet som forfulgt minoritet, og dét mønster er højst betegnende for vores dialog. Vi taler ikke om det samme. Vi kæmper to forskellige slag.

Til sidst spurgte én af de muslimske kvinder ved debatmødet i Århus, om jeg i sidste ende ønskede, at hun skulle blive fuldstændig som andre danskere. "Fuldstændig" er et stort ord, men hun har en pointe, for i mødet mellem en oplyst og en udefrakommende tilbagestående kultur må det være sidstnævnte, der indordner sig.

Derfor er det alarmerende, at jeg som medlem af et debatpanel bliver opfordret til at aflægge min kultur, alt imens jeg sidder over for kvinder, der er tilhyllet fra top til tå og ikke har spist i mange timer, fordi deres Gud siger, at sådan skal det være nu og i al evighed.

Det er tankevækkende, at nogle af de danske kvinder den dag så det som et mål i sig selv at opløse betydningen af dansk kultur, samtidig med at muslimernes verden kritikløst bliver respekteret i al sin middelalderlige absurditet. Bagsiden ved den moderne oplysthed er, at den har skabt en idé om, at mennesker slet ikke bør føle sig som kulturelle væsner, men derimod som blanke eksistenser, der kan mødes på en åben mark og blot være til – heraf situationen i Sverige, hvor man i dag er så bange for at sætte kulturelle kendetegn på folk, at omtalen af en drabssag efterhånden kan koges ned til "menneske slår menneske ihjel".

Muslimerne lærer os i disse år, at den tankegang er en enorm misforståelse. Mennesket er altid kultur. Vi er nationale, historiske, sproglige og religiøse individer, og vi trækker hele bagagen med os, uanset om vi vil det eller ej. Og hvis vi insisterer på at nedgøre betydningen af vores eget tilhørsforhold, sker der først og fremmest det, at vores velmente forsøg på dialog kommer til at foregå uden klar kontakt til det fundament, der skaber vores forståelse af menneske og samfund.

Vi tillader, at danske grundværdier bliver sat til diskussion, præcis som vi lige nu gør i Theo van Gogh-sagen, fordi vi i troen på det kulturelt fritstillede menneske lader os overtrumfe af de mest målrettede muslimer, der er alt andet end kulturelt fritstillede. De er tværtimod så rodfæstede i en mental middelalder, at deres mentalitet er helt anderledes end vores, og der er lang vej til forståelse af et dansk samfund, hvor enhver kan gøre grin med både Gud, konge og fædreland uden at blive dømt til piskeslag. Vi lever ikke i den samme verden, og enhver, der har deltaget i debatter med hardcore muslimer, må på et tidspunkt have overvejet, hvad meningen med det hele egentlig er. Hvorfor skal vi lytte til dem?

Sørine Gotfredsen er journalist og cand.theol.