Vi giver til vores egen samvittighed

I en måned, hvor mad i næsten vulgære mængder bliver båret ind og ud af julebordene, og hvor det økonomiske overskud i samfundet ligger pænt pakket ind under juletræet, tænker danskerne også på at hjælpe dem, der nok aldrig kommer til at opleve en velstand, der kan måles med vores egen.

Men hjælpen til verdens fattige er ikke kun et udtryk for omsorg og medlidenhed med vores medmennesker i den fattige del af verden. Den er i høj grad båret af et ønske om at være tilfreds med sig selv. Når vi putter penge i Folkekirkens Nødhjælps indsamlingsbøsser eller betaler næste års medlemskab af Red Barnet, får vi det nemlig godt med os selv, og det er den væsentligste årsag til, at så mange danskere hvert år giver store eller mindre summer til kirkelige og humanitære hjælpeorganisationer. Det siger blandt andre forfatteren og videnskabsmanden Tor Nørretranders.

– Biologisk føler vi en glæde ved at være gode mod andre. En glæde, der faktisk kan måles i hjernen. Når vi gør noget godt for andre eller samarbejder med vores medmennesker, er der et område i hjernen - et slags belønningscenter - der aktiveres, og det gør os glade, siger han.

Selvom det ikke mindst er for at tilfredsstille vores egen samvittighed, at vi giver til sultne børn i Afrika, så betyder global retfærdighed også meget for vores hjælp til de trængende. På samme vis som at tilfredsheden ved at give kan måles biologisk, så er den menneskelige retfærdighedsfølelse også begrundet i det naturvidenskabelige univers.