Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Belgien gør op med kolonitiden til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Belgien gør op med kolonitiden

Kommenter Hold mig opdateret

BELGIENIAFRIKA: Belgien er først de senere år blevet klar til at se sin kolonitid i øjnene. Generelt er det en tendens i Europa, at landene reviderer deres u-landsopfattelse i disse år

– Husker du fortiden, mister du ét øje. Glem fortiden og du mister begge, har den russiske forfatter og samfundskritiker Alexandr Solzjenitsyn sagt.

Ifølge Guido Gryseels, direktør på Det kongelige Museum for Centralafrika i Belgien, var det først i 1998, da den ameri-kanske journalist Adam Hochschild udgav bogen "King Leopold's Ghost" ("Kong Leopolds arv"), at belgierne virkelig har haft mulighed for at se.

Det var først da, at de blev konfronteret med det faktum, at den koloniale fortid ikke var så perfekt, som mange troede.

Hochschild beskriver i sin bog, hvordan Kong Leopold den II myrdede og torturerede millioner af congolesere i sit forsøg på at presse mest muligt ud af den koloni, der var hans personlige ejendom fra 1885 til 1908.

Annonce
– Videnskabsfolk var klar over, hvad der skete. Bogen er blandt andet baseret på belgiske kilder, men det var ikke ting, der var nået ud til den brede offentlighed. Selv i dag i skolerne har man ikke ændret på pensum, når det gælder kolonitiden. Børnene lærer stadig, at vi kom til Congo for at bibringe civi- lisation, og at vi var der på en human og kærlig mission, så mange har ikke haft en chance for at vide, hvad der egentlig foregik, forklarer Guido Gry- seels.

Alligevel blev Hochschilds bog generelt positivt modtaget i Belgien, og lå øverst på bestsellerlisten i flere måneder. Tiden var simpelthen moden til at høre sandheden, mener Guido Gryseels.

– Specielt de yngre generationer er meget åbne og kritiske. For dem er Congo en fjern fortid, som det er i orden at diskutere, men der er samtidig ingen tvivl om, at det stadig er et meget følelsesmæssigt ømfindtligt område. Mange familier har medlemmer, der har viet deres liv til Congo og en stor del af dem arbejdede hårdt og ud fra et oprigtigt ønske om at hjælpe. For dem og deres efterkommere er det selvfølgelig svært med alle de negative ting, der kommer frem nu, siger han.

Hver gang, Guido Gryseels giver et interview i Belgien, skaber det derfor røre.

– Jeg får mindst 20 breve dagen efter. 10 breve, der påpeger, at Kong Leopold den II var den mest visionære konge, vi nogen sinde har haft, og 10, der ikke forstår, at vi ikke gør mere for at klargøre, at millioner af mennesker døde på grund af det, han gjorde. Det viser, at det er følsomt, men også nødvendigt at se den tid i øjnene nu, siger Guido Gryseels.

Adam Hochschild har efter ud-givelsen af sin bog i et interview udtalt, at Europa er bagefter USA i forhold til at se sin kolonifortid i øjnene. I USA lærte man ingenting om slaveriet i 1950'erne, men i dag er der skrevet mange bøger om emnet og lavet både Hollywood-film og dokumentarfilm.

– Det skyldes, at millioner af sorte amerikanere i 1960'erne gjorde oprør og insisterede på deres rettigheder og anerkendelse af deres historie, men der er ikke 30 millioner mennesker med afrikanske rødder i Europa til at skabe den samme bevægelse. Derfor er det op til europæerne selv at tage opgøret med koloniopfattelsen og få historien skrevet om. Og det er den trend, vi er ved at se i Europa, siger Guido Gryseels.

– Folk ser meget mere kritisk på historien, og frem for alt lægger de mere vægt på at høre dem, der blev berørt. Nu lytter vi til afrikanerne og deres måde at se tingene på. I England snakker regeringen om officielt at mindes briternes rolle i behandlingen af de afrikanske slaver, og i Tyskland er der debat om, at efterkommerne af dem, der blev myrdet i Namibia i begyndelsen af 1900-tallet skal have erstatning. Så vi er ved at tage fat i fortidens dæmoner, mener Guido Gryseels.

Også i Danmark ses der mere og mere på fortiden, og her er socialantropolog og leder af Nationalmuseets etnografiske samling, Espen Wæhle, enig i, at der er gang i en overordnet bevægelse af koloniopfattelsen.

– Det hænger også sammen med, at antropologi er et fag i vækst, og der derfor bliver flere, der interesser sig for koloniseringen. For eksempel er vi selv for øjeblikket i gang med store projekter, der ser på danskernes rolle i Trankebar og Ghana, fortæller Espen Wæhle.

Han mener dog, at vi i Skandinavien er længere fremme end for eksempel Belgien med hensyn til erkendelsen af de grusomme minder.

– Når smertelige ting dukker op i de nordiske lande, er vi generelt bedre til at grave i dem for at finde forsoning, selv om man jo altid kan diskutere, om vi egentlig har været til bunds i vores rolle i nazismen eller i forholdet til Grønland, siger Espen Wæhle.

Han er selv netop nu involveret i at lave en nordisk udstilling om skandinavernes rolle i Congo, som skal vises fra november næste år i Stockholm og derefter turnere rundt i Norden.

Mellem 1500 og 2000 skandinaver, hvoraf mindst en tredjedel var danskere, deltog i perioden 1880-1930 i koloniseringen af Congo. Det var primært søfolk, der hjalp med at organisere søfartstransporten, men også mange missionærer og militærfolk tog af sted. Heriblandt var også folk ansat i de store koncessionsselskaber, der stod i spidsen for den grove udnyttelse af Congo.

– I begyndelsen af 1900-tallet var der utrolig stor interesse omkring Congo i Norden, men den forsvandt, og i dag ved kun de færreste, hvilken rolle vi egentlig spillede på den tid. Mange skandinaver ved i dag, at der var et skrækkeligt terrorregime i Congo, men vi vil gerne forsøge at få flere nuancer frem omkring de møder, der udspandt sig mellem parterne, siger Espen Wæhle.

Det er vigtigt at huske på, at koloniseringen også medførte noget godt, påpeger Guido Gryseels.

– Belgierne gjorde meget godt i Congo. De udviklede infrastrukturen, lægehjælpen, skolegangen og landbruget. Problemet var, at det blev gjort ud fra "vi gør det for jer"-devisen. Så da Belgien blev tvunget til at trække sig ud i 1960, kollapsede hele systemet, selv om Congo faktisk på det tidspunkt var det mest avancerede land i Afrika, fortæller Guido Gryseels.

Han mener, at man skal huske, at europæerne dengang havde andre briller på end i dag, og at man bør huske den historiske sammenhæng, inden man dømmer for hårdt.

– Man kan spørge sig selv, hvorfor Belgien overhovedet havde brug for en koloni, men faktum er, at mange lande havde det, og Kong Leopold den II troede på den tid, at Belgien aldrig ville udvikles, hvis vi ikke var med. Jeg tror ikke nogen kan se med stolthed på, hvad der skete i nogle af de afrikanske lande under koloniseringen, men man skal være forsigtig med at bedømme fortiden med nutidens moral. Det er ikke retfærdigt.

udland@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​