Humor og tro kan gå hånd i hånd

Jan Lindhardt mener nærmest også, at blasfemipara-graffen – som ikke har været i brug siden 1930'erne – kan afskaffes.

– Der er ikke noget, der ikke kan stå for skud i kirken og kristendommen. Det betyder ikke, at det ikke engang imellem kan genere mig, det der bliver sagt – som i sin tid den der Trille-vise om "Øjet", den var utrolig plat og åndssvag – men i det øjeblik, man overvejer at forbyde det, så står det helt klart, at det kan man ikke. Så må man hellere tage det tåbelige med. Det ligger jo også i kristendommen. Var der nogen, der var blasfemiker i forhold til traditionen, så var det Jesus selv. Han gjorde jo tykt nar af traditionen.

Biskop i Århus, Kjeld Holm, mener heller ikke, der er meget indhold tilbage i blasfemiparagraffen

– Når den ikke har været brugt i så mange år, så må man vel sige, at den må være tømt for indhold, og så ville det mest ærlige være at afskaffe den. Når det så er sagt, så må det også være sådan i enhver form for offentlighed, at man må respektere, at der er mennesker, der følelsesmæssigt er tæt forbundet med deres religion.

– Jeg har ikke noget imod, at man gør grin med kirke og kristendom, det har man jo altid gjort, men man skal være sig bevidst, at vi må fastholde en grundlæggende respekt for andre menneskers følelser og holdninger. Jeg tror bare ikke rigtig, at det er noget, man kan gøre med jura. I stedet må vi som enkeltmennesker og samfund pålægge os den etik, at vi taler ordentlig til hinanden, og det gælder naturligvis også i humoren.

Den østjyske sognepræst Christen Væver har holdt en bunke foredrag om humor og kristendom, og han er heller ikke bange for at fyre et par vitser af i sin prædiken i kirken.

– Jeg ser humoren som en form for kærlighed. Den omfatter os allesammen, og sætter os lige over for hinanden. Fortæller man en god historie med et humoristisk islæt, så kan folk i reglen huske den bagefter, så humoren er et godt kommunikationsmiddel. Jeg har aldrig fået klager, når jeg har fortalt sjove historier om Gud, Helligånden og Jesus i kirken, men tværtimod positive reaktioner bagefter, men det er klart, at jeg ikke bruger hvad som helst. Der går en eller anden grænse, men det er mere en menneskelig end juridisk grænse, og at det er sådan, viser forholdet omkring blasfemiparagraffen jo også, netop ved, at den ikke bliver brugt.

Christen Væver bruger den gamle engelske tv-komiker Dave Allen som et eksempel på god humor, der tør gøre grin med det hellige.

– Når det, som her, drejer sig om den venlige humor, så er der ingen grænser, og det er netop en styrke i kirken og kristendommen, at vi kan grine af os selv og det allermest ophøjede.

Tidligere sognepræst Carl V. Fogh-Hansen har undervist i "Kristendom og humor" på Teologi for Lægfolk i Århus. Desuden holder han foredrag om Storm P. og om humor i kirkens historie.

– Jeg kan ikke uden videre være enig med dem af mine kolleger, der påstår, at kun det, man kan lave grin med, kan man tage alvorligt. På en eller anden måde skal vi have nogle grænser, men hvor de skal gå, ved jeg ikke rigtig. Det er i hvert fald ikke realistisk i vores tid at forsøge at lovgive om det. I stedet må det enkelte menneske forsøge at tage ansvar for, hvor grænsen går.

– Ser vi på kirkens historie, så var man i middelalderen meget på vakt over for det humoristiske. Den store kirkefader, Augustin, mente, at "mennesker ler og græder, og det er til at græde over". I de katolske klostre måtte munkene højst stilfærdigt trække på smilebåndet, men deres humoristiske sans fik så til gengæld afløb i de små bemærkninger, nogle af dem skrev i marginen af de bøger, de skulle afskrive. Også i senere perioder har humoren ikke været velset, blandt andet under den pietistiske periode kunne det ofte være småt med humoren, selv om det ikke gjaldt generelt. Men Luther var jo kolossalt humoristisk, selv om meget af hans humor er lidt for grov for vores tid. En af de gode repræsentanter for kristen humor i vore dage synes jeg er den sydafrikanske biskop, Desmond Tutu.

steens@kristeligt-dagblad.dk