Af Andrea Bisgaard Hansen |
8. december 2004
JULENS SKIKKE Mandlens navn stammer fra det latinske ord amanda, der betyder "som skal elskes"
Mandlen er ikke en spise, der er forbeholdt julen. Hele året rundt bruges den til madlavning eller som presset mandelolie. Den spises dog især i juletiden som konfekt eller som en vigtig ingrediens i risalamanden. Olien fra mandlen kan også bruges til parfume eller likør.
Mandlen, der egentlig er et frø, kommer fra et højt træ med bred krone i stenfrugtfamilien. Mandeltræet vokser især i Middelhavsområdet og Vestasien – men det dyrkes også i i Iran, Japan, Kina, Australien, Sydafrika og USA.
Mandelfrugten, der er en ægformet stenfrugt med en hård, grøn skal, kommer fra de hvide eller lyserøde mandelblomster, der springer ud i det tidlige forår inden løvspring. Inden i stenfrugten ligger en sten, og det er heri, mandlen ligger. Mandlens smag varierer fra sød til stærkt bitter. Den bitre smag skyldes indholdet af stoffet amygdalin, der kan omdannes til blåsyre. Det er derfor uklogt at fylde sig med uanede mængder af mandler.
I juletiden er der tradition for at bruge mandlen til marcipan og risalamande. Definitionen på marcipan er lidt forskellig, men et gammelt husråd siger, at hvis man blander hakkede mandler med mere end 1/3 flormelis, så får man en ren, rå marcipanmasse. Flere vælger dog at blande de fintmalede søde mandler med mindre sukker og malede abrikoskerner, som i faglige termer kaldes mandelmasse.
Mandlen er også en vigtig ingrediens i risalamanden, der trods sit franske navn er et dansk fænomen. I borgerlige kredse begyndte man i starten af 1900-tallet at servere rislalamande med kirsebærsauce i stedet for risengrød. Her blev en mandel, der er omgivet af en tynd, sej frøskal, men som let kan smuttes efter behandling med varmt vand, puttet i risalamanden. Den, der får mandlen, vinder mandelgaven.
bisgaard@kristeligt-dagblad.dkJulens skikke
I Kristeligt Dagblads julekalenderserie, "Julens skikke", vil vi hver dag op til juleaften sætte lup på alle de små og store traditioner, som knytter sig til julen. Vi modtager også meget gerne fra læserne forslag til artikler om juleskikke. Henvendelse kan ske til mailadressen:
julensskikke@kristeligt-dagblad.dk, eller til Kristeligt Dagblad, Rosengården 14, 1174 København K.