Af MORTEN BONDE Pedersen |
7. december 2004
I Storbritannien er et forbud på vej mod at gøre grin med religion. Britiske komikere frygter for den kunstneriske frihed
Mens danske politikere er enige om at værne om ytringsfriheden i dens nuværende form, går deres kolleger i Storbritannien den modsatte vej. I London er Indenrigsministeriet på vej med et lovforslag, som vil forbyde, hvad der kaldes "ansporing til religiøst had".
En gruppe britiske komi- kere, forfattere og akademikere tog i går hul på en kampagne for at forsvare ytringsfriheden. De frygter blandt andet, at den kommende lov vil gøre det umuligt at lave grin med religion.
Med i gruppen er komikeren Rowan Atkinson, der blandt andet er berømt som Mr. Bean. Han frygter for den kunstneriske frihed og sagde i søndags til den britiske avis The Independent, at der er en stor forskel på "racistiske agitatorer, der kan retsforfølges under eksisterende love, og satirikere og forfattere, der vælger komik til kritik af religion, ligesom de gør det med politik".
– Ytringsfriheden må beskyttes for kunstnere og entertainere, og vi må ikke acceptere et forbud mod at gøre grin med religion eller religiøse ledere, sagde han.
Den danske præst og foredragsholder Johannes Møllehave, der er bosiddende i Brighton i Sydengland, er helt enig med de britiske komikere.
– Forslaget giver ingen mening. Engelsk humor er i øvrigt så genial, at den finder veje til at omgå sådan et forbud. Det er sundt at grine ad religion. Hvis man ikke skal grine ad sin far, hvem skal man så grine ad, siger han.
Johannes Møllehave påpeger ligesom kritikere af loven i England, at et forbud mod at gøre grin med religion kan blive vanskeligt at håndhæve:
– Det svarer til at forsøge at stoppe et hav med en teske. Hvis humoren skal ud, så kommer den det. Henrik G. Olsen, der er dansk præst i London, har ikke umiddelbart noget bud på, hvorfor poilitikere i England foreslår restriktioner på, hvad man kan sige om religion, mens deres kollegaer i Danmark står i kø for at forsvare ytringsfriheden.
– Det kan hænge sammen med, at der er flere forskellige religioner repræsenteret i det engelske samfund, mener han.
bonde@kristeligt-dagblad.dk