Duften af englelyd

Duften af andesteg er duften af juleaften. Og langt de fleste danske hjem dufter af and juleaften. Enigheden om, at and skal der til, er dog slet ikke ensbetydende med enighed om, hvordan den skal steges.

Ifølge et afrikansk ordsprog er det med sandheden som med bagdelen: enhver sidder på sin egen. Noget lignende gælder sandheden om "den rette" tilberedning af juleanden. Men mon ikke modsætningerne til sidst forenes i den samme duft af jul?

Højtidens mad har rødder langt tilbage og ændres kun langsomt. I særdeleshed julens traditioner er til for at overholdes. Tungt sidder vi på deres "små" sandheder.

Friskkogt svineskinke? Ja, tak – men juleaften? Engang et upassende spørgsmål. For skinken hørte sig til den aften sammen med andet godt fra den nyslagtede julegris. En skik, der kendes fra hedensk tid i det meste af

Nordeuropa.

Det kan vel tænkes, at selv andestegs-fanatikere må indrømme, at også ordet "gåsesteg" har englelyd. Og da ikke mindst hvis de har ladet sig ombølge af den julestemning, der uden gustne forbehold udgår fra "Peters Jul", hvor gåsen anbefaler sig med flag i ryggen, små manchetter og grankrans på maven. Johan Jacob Krohns digt er fra 1866, da skikken med at spise gås juleaften havde bredt sig til byens bedre borgerskab. Gåsen blev forfremmet til julemad i løbet af 1800-tallet. I middelalderen indgik gæs som en del af den afgift – kaldet landgilde – som bønderne skulle betale til herremanden. Dette førte til, at gåsesteg blev en yndet ret juleaften på herregårdene.