Rød hue og med hø i træskoene

Man kan kende ham på hans fyldige, grå skæg. Hans grå trøje og grå bukser. På hovedet bærer han en rød tophue, og på fødderne har han et par sorte træsko med hø i.

Kulturhistorisk set er julenissen både ung og gammel. I hedensk tid blev han ganske enkelt kaldt gårdboen, fordi han beskyttede gårdene.

Ifølge gamle beretninger og sagn var han god, hvis man også var god mod ham. Men var der noget, der gik ham på, kunne han godt blive ond i sulet. Derfor satte gårdens folk altid en skålfuld sødgrød med en stor klat smør ud til ham hver lørdag aften, eller som det mindste ved hver højtidsaften.

I 1818-1822 udgav folkemindesamleren J.M. Thiele en bog om gårdboen, der nu havde fået øgenavnet Nis. Heraf navnet nissen. Da Thieles udgivelser udkom, var de intellektuelle i København i fuld gang med at kopiere den tyske juletræsfest. Snart fik nissen en hædersplads i den nye jul, og flere kunstnere begyndte at afbilde julenissen.

Den første danske kunstner, der illustrerede en nisse var J.Th. Lundbye (1818-1848). Han tegnede en grødspisende nisse siddende under et billede af en dansk familie samlet omkring juletræet.

I midten af 1800-tallet blev den første nissekone illustreret i et anonymt hæfte, udsendt som skillingstryk. Hun var lille, rund og god.

Herefter gik det stærkt.

Julenissekunsten blev populær, og da juleindustrien for alvor kom i gang i slutningen af 1800-tallet, begyndte tidens tegnere at skabe nisser til forretningshavernes julekataloger og annoncer. Nisse-inflationen fortsatte, og i årene herefter blev kravlenisser og pyntenisser produceret i massevis.

bisgaard@kristeligt-dagblad.dk