Troen på mirakler
03. dec 2004 01:00
Film Blødende statuer, pludselige helbredelser. Hvad skal man tro? Dokumentarfilmen ": Living Miracles" skildrer troen på mirakler
Uanset hvilken synsvinkel man anlægger til fænomenet mirakler, lever "Living Miracles" ikke op til et ellers både vigtigt og interessant emne. (Foto fra filmen)
Af Henrik Uth Jensen
"For de, der ikke tror på Gud, er ingen forklaring mulig. For de, der tror på Gud, er ingen forklaring nødvendig." Sådan beskriver repræsentanten for Vatikanets Helgenkåringskommission mirakler i dokumentarfilmen "Living Miracles". Det meget korte møde med denne ekspert i mirakler er filmens bedste og vigtigste øjeblik.
Mirakler har til enhver tid været en udfordring for såvel den troende som for skeptikeren, og filmens instruktører, Lene Stæhr og Alec Due, har valgt at beskrive dem, der tror på mirakler, frem for miraklerne selv. I filmens første scene er pilgrimme valfartet til Mojave-ørkenen for at fotografere himlen, der åbenbarer Gud, Jesus og Jomfru Maria. Vi ser dem ivrigt sammenligne polaroider, men filmen lader os aldrig få et ordentligt glimt af billederne. Vi ser blot en klar himmel, mens filmen tøver med at vise de slørede, overeksponerede billeder, der ligner Rorschach-prøver mere, end de ligner religiøse ikoner. Filmen holder pænt distancen. Neutraliteten bliver holdningsløs, og når man senere i filmen ser mere overbevisende vidnesbyrd om mirakler, er undertegnede i hvert fald på forhånd skeptisk indstillet.
I det følgende fokuserer "Living Miracles" på tre begivenheder.
I den centrale historie har den amerikanske teenagepige Audrey med efternavnet Santo ligget i koma i årevis, mens troende valfarter til hende i håb om, at hun som en levende helgen kan lindre deres sorger. Filmen har talrige vidnesbyrd om mirakuløse helbredelser, som tilskrives hende.
Nogle hundrede kilometer derfra har Jomfru Maria åbenbaret sig for John Snide, hvorefter han har omdannet sin garage til et kapel med religiøse statuetter, der på uforklarlig vis græder blod og olie, der har helbredende virkning.
Endelig har en syrisk kvinde i Damaskus flere gange modtaget blodige sår, og filmen viser, hvordan hun en påskedag under højlydt smerte begynder at bløde fra pande, hænder og fødder. Selv da man løfter hendes klæde, ser man et langt sår over hendes mave.
Hvad skal man i grunden tro? Ud fra filmen alene kan enhver af situationerne forklares på anden vis. Indledningssekvensen har netop vist, hvordan selvsuggestionen kan blive en form for massepsykose.
Så om mirakler siges forbløffende lidt. Det siger til gengæld meget om instruktørernes holdning til mirakeltro, når de fokuserer på forstadskvarterets velplejede almindelighed og underlægger billederne dybe synthesizer-toner og new age-tingeltangel. Mirakeltroen er for dem ren kitsch. Det synspunkt er der for så vidt intet galt i. Men hvad de glemmer, er, at kitsch ligesom tro kræver oprigtighed. En ærlighed, der ikke må forveksles med naivitet.
For de, der afviser enhver tanke om mirakler, kan filmen ses som dokumentation af et kuriøst fænomen. For de, der tror på mirakler, kan filmen ses som en halvhjertet beskrivelse af noget essentielt. For de, der tvivler, gør "Living Miracles" hverken fra eller til. Uanset hvilken synsvinkel man anlægger, lever filmen ikke op til et ellers både vigtigt og interessant emne.
Living Miracles. Danmark 2004. Instruktør: Lene Stæhr og Alec Due. Premiere i dag. Gloria, København.