Nogle hundrede kilometer derfra har Jomfru Maria åbenbaret sig for John Snide, hvorefter han har omdannet sin garage til et kapel med religiøse statuetter, der på uforklarlig vis græder blod og olie, der har helbredende virkning.

Endelig har en syrisk kvinde i Damaskus flere gange modtaget blodige sår, og filmen viser, hvordan hun en påskedag under højlydt smerte begynder at bløde fra pande, hænder og fødder. Selv da man løfter hendes klæde, ser man et langt sår over hendes mave.

Hvad skal man i grunden tro? Ud fra filmen alene kan enhver af situationerne forklares på anden vis. Indledningssekvensen har netop vist, hvordan selvsuggestionen kan blive en form for massepsykose.

Så om mirakler siges forbløffende lidt. Det siger til gengæld meget om instruktørernes holdning til mirakeltro, når de fokuserer på forstadskvarterets velplejede almindelighed og underlægger billederne dybe synthesizer-toner og new age-tingeltangel. Mirakeltroen er for dem ren kitsch. Det synspunkt er der for så vidt intet galt i. Men hvad de glemmer, er, at kitsch ligesom tro kræver oprigtighed. En ærlighed, der ikke må forveksles med naivitet.

For de, der afviser enhver tanke om mirakler, kan filmen ses som dokumentation af et kuriøst fænomen. For de, der tror på mirakler, kan filmen ses som en halvhjertet beskrivelse af noget essentielt. For de, der tvivler, gør "Living Miracles" hverken fra eller til. Uanset hvilken synsvinkel man anlægger, lever filmen ikke op til et ellers både vigtigt og interessant emne.

Living Miracles. Danmark 2004. Instruktør: Lene Stæhr og Alec Due. Premiere i dag. Gloria, København.