Af Johanne Duus Hornemann og Julie Grothen |
3. december 2004
Flere kirkelige og humanitære organisationer er afhængige af de midler, de kan samle ind i julemåneden
December er måneden, hvor man leder efter gaven til kvinden, manden og barnet, der har alt. Men det er også tid til at huske på dem, som har meget mindre. December er de gode gerningers måned, og det er en hel del organisationer afhængige af.
– I december skal vi have tre gange så mange penge ind, som på en normal måned. Vi ville jo egentlig gerne have pengene kontinuerligt, men i år mangler vi for eksempel 5,7 millioner kroner, som skal hentes hjem i november og december, siger administrationschef i Indre Mission, Henning Hansen.
Indre Mission sender traditionelt breve til deres faste støtter i november, for at appelere til bidragyderne om et ekstra tilskud ved juletid, for på langt sigt er det et problem med de manglende indtægter, som kan få konsekvenser for det fremtidige arbejde, erkender Henning Hansen.
Og det er Indre Mission ikke ene om at opleve. Flere af de kirkelige og humanitære organisationer, Kristeligt Dagblad har talt med, er også afhængige af at få en meget stor del af deres bidragsindtægter dækket i december.
– For de private humanitære og kirkelige organisationer, der ikke modtager offentlige tilskud, er december måned altafgørende for hjælpearbejdet. Ofte kommer en tredjedel af deres indtægter ind i julemåneden, og derfor har det naturligvis store konsekvenser for deres hjælpearbejde, hvis decemberindtægterne svigter, siger Stig Fog, der er generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd.
Formand for Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro, Flemming Kofod Svendsen, ser en klar tendens, hvor de organisationer, der formår at få deres bidragydere til at donere faste beløb, kan bruge julemåneden til at få ekstra midler samlet ind ud over det budgetterede.
– Vi har lavet en indtægtsundersøgelse af vores medlemsorganisationer, der viser, at de, der får faste bidrag, bevarer deres medlemmer og abonnementstal. En organisation kan godt rykke i december, men dem, der rykker i løbet af året, klarer sig meget bedre. At satse på december måned er det samme som lige at holde skindet på næsen, siger han og forudser, at der vil ske en udvikling, hvor de veldrevne organisationer vil vokse og de, der er mere defensive, i bedste fald vil bevare status quo.
For en stor organisation som Folkekirkens Nødhjælp, betyder mange faste månedlige bidrag en jævn fordeling af de private bidrag hen over årets måneder. Men december er stadig vigtig for organisationens arbejde, for normalt indbringer julemåneden mellem 15 og 20 procent af det samlede indsamlingbeløb for hele året.
– Helt konkret betyder en god december, at vi kan købe ris til flere mennesker, eller at vi kan fortsætte minerydningsarbejdet. Omvendt betyder færre penge, at færre mennesker får den hjælp, de har behov for, siger Mads Klæstrup Kristensen, der er leder af Folkekirkens Nødhjælps indsamlingsgruppe.
At danskerne er gode givere i den måned, der i forvejen koster os mest, hænger sammen med, at mange faktisk tager julens budskab alvorligt, mener Stig Fog, der er generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd.
– Organisationerne kender selvfølgelig til den tradition, og de lancerer af samme grund kampagner og andre tiltag op til jul, så på den måde bliver det også selvforstærkende, siger han.
Mads Klæstrup Kristensen fra Folkekirkens Nødhjælp er enig i, at julens kristne budskab spiller ind for den enkelte dansker. Men også nytåret har en betydning, mener han.
– Det er ofte den tid på året, hvor vi evaluerer årets gang. Vi tænker over, hvad vi står for, og hvad vi gerne vil i fremtiden, og her kommer det globale perspektiv og omtanken for andre ofte med på listen, siger han.
Det er ikke kun i Danmark, at december er store indsamlingsmåned for kirkelige og humanitære organisationer. I stort set hele den kristne del af verden er omtanken for andre størst op til jul.
– Særligt i England appellerer det til folks givervilje i juletiden, men også i store dele af Asien, hvor kristendommen ikke er den dominerende religion, har man taget den del af julebudskabet til sig, siger Stig Fog fra Dansk Ungdoms Fællesråd.
Men midt i glæden over at give i juletiden har professor Michael Møller fra Institut for Finansiering ved Handelshøjskolen i København et anderledes syn på, hvor man skal placere sin støtte.
– De fleste har jo en vis ide om, hvad der findes af velgørende organisationer, og man skal hellere bruge sin generelle viden end at lade sig påvirke af, hvem der i december måned sender et girokort.
Michael Møller opfordrer til at give få, men store beløb til netop de organisationer, hvis sag man vil støtte og at undgå at kombinere velgørenhed med spil, lotteri og varkøb.
duus@kristeligt-dagblad.dkgrothen@kristeligt-dagblad.dkGaver der gavner
organisationernes
indtægter indsamles
i december. Derfor
har det også store
konsekvenser for
hjælpearbejdet, hvis
danskernes giverlyst svigter.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad