USA hæmmer ytringsfriheden

For at omgå den lov, der beskytter informationsudveksling, har den amerikanske regering forbudt offentliggørelse af "materiale, der ikke er fuldt færdigt og egentligt eksisterende". Derfor kan jeg godt udgive mine erindringer i USA, men det ville være ulovligt for en amerikansk litteraturagent, udgiver, redaktør eller oversætter at hjælpe mig.

Iranere og andre muslimer har gennem tiderne lagt stor vægt på det skrevne ords magt. Mine forældre lærte mig og mine søskende, at de ideer, der står på bogens sider, kan føres ud i livet. Min mand og jeg har videregivet disse værdier til vores døtre.

Iran bugner af unge, veluddannede og dynamiske mennesker, som er ivrige efter at kommunikere med den amerikanske offentlighed. Mange af vores universitetsstuderende og forskere har forsøgt at få deres publikationer offentliggjort i førende amerikanske tidsskrifter, men de er blevet afvist af frygt for Finansministeriets sanktioner.

For eksempel afviste et amerikansk videnskabeligt tidsskrift for nylig at bringe en artikel om de menneskelige og økonomiske konsekvenser af det katastrofale jordskælv, der ramte Bam i Iran i fjor, fordi artiklen var blevet til med hjælp fra iranske videnskabsmænd. Derfor skulle tidsskriftet indhente en særlig tilladelse for at kunne offentliggøre artiklen. (Aviser er undtaget for nogle af disse krav).

I 1979 blev jeg taget fra bestillingen som dommer ved de iranske domstole, fordi de gejstlige havde bestemt, at kvinder var for "følelsesladede" til at kunne fungere som dommere. Jeg har siden da virket som uafhængig forsvarer for kvinder, børn og menneskerettighedsforkæmpere. Jeg har i den periode lært, at det skrevne ord ofte er det mest magtfulde, og ofte det eneste middel, vi har, til at beskytte de magtesløse.

Der er mange af de sager, jeg har ført, som har sat mig i direkte opposition til strammerne i vores regering. Jeg er blevet chikaneret, truet og sat i fængsel for at forsvare menneskerettighederne og for at søge retfærdighed for voldsofre. Et af de seneste tilfælde var, da jeg stod i spidsen for et hold af sagførere, der repræsenterede Zahra Kazemi, en iransk-canadisk fotojournalist, som blev dræbt i juli 2003, mens hun var tilbageholdt i Teheran. Hun blev arresteret for at tage billeder af familier til politiske fanger uden for det berygtede Evin-fængsel.

Jeg kan ikke udgive mine erindringer i Iran. Bogen ville enten blive helt forbudt eller censureret i et sådant omfang, at den ville være ubrugelig. Hvis jeg udgav bogen i USA, ville jeg risikere at blive udsat for repressalier her i Iran. Men jeg mener, at bogens budskab er så vigtigt, at jeg med glæde ville løbe den risiko og tage eventuelle konsekvenser.

Hvis selv folk som mig, der er fortalere for fred og dialog, bliver nægtet adgang til at offentliggøre vores bøger i USA med hjælp fra amerikanere, så vil folk for alvor sætte spørgsmålstegn ved USA's rolle som fortaler for demokrati og frihed over alt. Hvad er forskellen på censur i Iran og denne form for censur i USA? Ville det ikke være bedre at opmuntre til dialog mellem iranere og den amerikanske offentlighed?

Dette er baggrunden for, at jeg den 26. oktober i år har anlagt sag mod det amerikanske Finansministerium i forlængelse af et andet sagsanlæg, som blev præsenteret i september måned af en række amerikanske organisationer, der repræsenterer udgivere, redaktører og oversættere. Vores hensigt er at få omstødt de regulativer, der begrænser amerikanernes muligheder for selv at vælge, hvad de vil læse.

Menneskerettighederne, herunder friheden til at læse, hvad man vil, er universelle værdier, der rækker på tværs af nationale grænser. Derfor er jeg nødt til at følge min samvittighed og anlægge sag i USA for at forsvare mine og det amerikanske folks rettigheder, på selv samme måde, som jeg påtager mig at forsvare andres rettigheder ved domstolene her i Teheran.

udland@kristeligt-dagblad.dk

© The New York Times

Oversat af Finn Juhl Pedersen



Shirin ebadi

Shirin Ebadi er født i 1947. Hun modtog i 2003 Nobels Fredspris. Uddannet i jura ved Teheran Universitet. Fra 1975 til 1979 var hun en af de første kvindelige dommere i Iran. Efter den islamiske revolution i 1979 måtte hun trække sig fra posten. I dag er hun menneskeretsaktivist og juraprofessor ved Teheran Universitet.