At overleve sammen med en misbruger

Min mand døde for nogle år siden. Men jeg kan indimellem stadig få den tanke, som siger: "Gjorde du, hvad du kunne for at hjælpe din mand?" Eller: "Gjorde du noget forkert?" Og mange andre spørgsmål. At have et så alvorligt problem eller sygdom inde på livet giver sår. Jeg har helet disse sår, men må alligevel indrømme, at der er blevet ar, og det bliver jeg nok aldrig af med.

Min familie og venner har været og er en god støtte for mig, så jeg har et godt liv i dag og føler mig klar til at rejse ud for at se verden med åbne øjne. Jeg vil ønske for den tidligere brevskriver og andre i samme situation, at hun trods sin hårde skæbne må finde glæde ved livet og få en god tilværelse.

Venlig hilsen

Den overlevende

Kære overlevende

Tak, fordi du vil fortælle om dine erfaringer, og tak for dine gode ønsker til alle andre, der lider under misbrugets svøbe. Det er godt at høre, at du på trods af smerte og ar har kæmpet dig frem til både mod og livsglæde. Det er efterfølgelsesværdigt, at du kan se livets gode øjeblikke og blive taknemmelig for det, som hverdagen bringer med sig af små gode glimt og oplevelser. Ofte kommer vi til at overse dem, fordi vi måske hele tiden skuer efter noget større, der er anderledes og længere væk, og på den måde blive snydt for begge dele.

Det er desværre alt for sandt, at det ikke er let at råbe en misbruger op. Og det er næsten umuligt at få en afhængig til at ændre adfærd, hvis han eller hun ikke selv har den mindste problemerkendelse. Det er jo den indre trang, som er selve motivationen eller startknappen til al forandring. Denne dystre erfaring har mange pårørende måttet erkende. Man vil så gerne hjælpe, ikke mindst dem man lever tæt på, og som man måske holder meget af. I mange tilfælde består den bedste hjælp i, at man i respekt for sig selv mærker sin egen grænse, sætter foden eftertrykkeligt ned, og lader ord og handling følges ad, så alvoren ikke er til at misforstå. Enten må hjælpen opsøges og misbruget holde op, eller også må man på den ene eller anden måde fjerne sig fra misbrugeren. Noget må flyttes. Hvis det ikke sker, står man i fare for at blive medafhængig, uden at man selv er alkoholiker.

Vi kan forstå, at du flyttede dig, mens din mand levede, og ikke i de senere år deltog i misbrugets bagatellisering. Vi synes, at du skal lægge alle tanker, om at du kunne have gjort noget andet eller hjulpet på andre måder, bort. Han fik en del chancer, og både du og flere i familien konfronterede ham med problemet. For øvrigt er der ingen af os, der kan gøre ting fra vores fortid ugjort. Det er måske det, som Luther mener, når han siger, at vi skal "synde tappert". Vores bekymringer og selvbebrejdelser omkring fortiden må vi lade ligge. For vi kan ikke gøre noget ved det, og det kan ikke andet end tappe vores kræfter. Kun den lærdom, som vi kan vride ud af fortiden, kan bruges i det videre liv. Vi mennesker er ofte så ubarmhjertige mod os selv, når det gælder fortiden, men vi lever forlæns og ikke baglæns.

Desværre kunne din mand ikke tage imod nogen af de udfordringer, han fik. Men vi kan læse af dit brev, at du havde gavn af, at der var nogen, som vovede sig ind over privatlivets grænse. Tænk, hvis de ikke havde gjort det. Så havde du måske måttet leve endnu flere år med facade og fortielse. Det er et vanskeligt spil at skulle levere for en voksen. Desværre er det et sådant spil, mange tusinde børn i Danmark må spille hver eneste dag, hvis de vokser op med en misbrugende forælder. Midt i deres personlige udvikling er de vidne til betydelig angstskabende adfærd derhjemme, mens de må spille "problemfri" familie udadtil. På den måde bliver de ensomme, for ingen vedkender sig livet, som det er, og ingen giver dem ret i det, de ser og mærker. På den måde får de vanskeligheder med at stole på sig selv og må samtidig leve med skammen og frygten for fremtiden, fordi de altid er alene med den sorg og det savn, som ofte præger familier med misbrug.

Vi vil ønske dig alt godt og glæder os over, at du nu føler dig "klar til at rejse ud, for at se verden med åbne øjne". God tur.

Mange hilsener

Annette og Jørgen