Hun dræbte sin søn af kærlighed

Marie Humbert hjalp sin søn med at dø efter en trafikulykke. Nu kæmper hun for retten til dødshjælp i Frankrig, så ingen mødre nogensinde kommer i samme situation

Marie Humbert ved kirken Notre Dame des Sables i den franske by Berck-sur-Mer efter begravelsen af sin søn Vincent Humbert, som døde den 26. oktober 2003; to dage efter, at hun havde givet ham en overdosis smertestillende medicin. Det er Vincents brødre Laurent (til højre) og Guillaume (til venstre), på hver deres side af moderen. (Foto: Scanpix)
Marie Humbert ved kirken Notre Dame des Sables i den franske by Berck-sur-Mer efter begravelsen af sin søn Vincent Humbert, som døde den 26. oktober 2003; to dage efter, at hun havde givet ham en overdosis smertestillende medicin. Det er Vincents brødre Laurent (til højre) og Guillaume (til venstre), på hver deres side af moderen. (Foto: Scanpix).

– Behøver vi at tale om den dag?

Marie Humberts lille stemme knækker over. Med afklaret ro – kun afbrudt af hosteanfald, der tvinger tårerne frem i øjnene – har hun ellers fortalt om sin søns trafik-uheld den 24. september 2000 på en nordfransk landevej og de efterfølgende vanskelige år.

Men da vi når til den 24. september 2003, kommer sjælestyrken til kort. Den dag udførte hun sit livs vanskeligste handling. Hun hjalp sit barn til at dø.

– Jeg sagde til Vincent, at nu var dagen kommet, men at vi stadig kunne vende om. Han svarede, at hans eneste ønske var at dø.

Og så gav Marie Humbert sin 22-årige søn den sprøjte med sovemidler, som sendte ham i koma. Uden for skinnede efterårssolen ned over den nordfranske badeby Bergh-sur-Mer, hvor Vincent havde været lænket til sin

hospitalsseng i præcis tre år; lam, blind og døv. Syv dage efter gav hans læge ham den afgørende, dræbende injektion, der fremkaldte et hjertestop.

– Jeg var nok lettet bagefter. Mit barns lidelser var slut. Nu er han borte, og jeg savner ham så meget. Men hvis jeg skulle gøre det om igen, ville jeg gøre det.

– I virkeligheden var det ikke mig, der traf beslutningen. Det var Vincent. Han havde selv bestemt, hvor han ville begraves, og hvilken musik, der skulle spilles i kirken. Og han havde selv bestemt datoen. Han sagde, at hans krop var død den 24. september. Derfor skulle hans hjerne også dø en 24. september, fortæller Marie Humbert.

Vincent var brandmand og på vej hjem fra arbejde ved ottetiden om aftenen, da det ene dæk på hans bil eksploderede. Imod ham kom en lastvogn. Vincent mistede herredømmet over sin bil, som endte sin rutsjetur under lastvognens karosseri. Det var hans egne kammerater fra redningskorpset, som kom til ulykkesstedet og skar ham fri.

– Vi forstod ret hurtigt på lægerne, at Vincent ville være slemt handicappet, hvis han vågnede af koma. Da han endelig kom til bevidsthed efter ni måneder, var han totalt lammet. Han kunne ikke tale. Han var døv og blind. Hans øjne var syet sammen, fordi de havde svært ved at læges.

– Der er ingen ord for, hvad man føler, når man ser sit barn i den tilstand. Jeg var hos ham hver eneste dag fra klokken 13 til klokken 19. Jeg talte til ham, og en dag opdagede jeg, at han bevægede sin ene tommelfinger ganske let. Lidt efter lidt lærte han at angive alfabetets bogstaver ved at trykke på min hånd med tommelen og forme ord med den. Det var svært for ham at holde styr på bogstaverne, for hans hjerne havde taget skade. Men vi kunne kommunikere.

– Jeg kunne pludselig hjælpe Vincent og lindre hans smerter, for nu kunne han sige, hvor han havde ondt. Man føler sig så magtesløs foran en krop, man ikke kan kommunikere med. Nu kunne han bede mig om at klø sit øre eller flytte hans pude.

– Hans første store bekymring var, om han havde dræbt nogen. "Sig mig sandheden, mor", sagde han. Men derefter sagde han igen og igen, at han ikke kunne holde det ud længere. At livet var slut for ham. At han ville dø.

– Det første, man gør, er at forsøge at muntre ham op. Man siger, at det nok skal gå, han skal bare vente og se, der skal nok vise sig noget.

– Men man siger det lige så meget for at berolige sig selv. Når man står over for en kræftsygdom, kan man sige til sig selv, at der måske dukker en ny medicin op, som kan helbrede sygdommen. Men her var der absolut intet håb. Hans rygmarv var skåret over, hans hjerne var beskadiget 80 procent, og intet af det kan helbredes.

– Han sagde, at han havde elsket livet alt for meget til at kunne affinde sig med at leve på denne måde. Og han blev vred på mig, når jeg forsøgte at sige til ham, at han ikke skulle tænke på at dø, og at det nok skulle gå. "Hold op med at sige det vrøvl. Hvis du bliver ved, kan du lige så godt blive væk", sagde han til mig. Hans smerter var uudholdelige, og han sagde til mig, at hvis jeg elskede ham, ville jeg hjælpe ham, siger Marie Humbert.

– "Det er dig, der har sat mig i verden, uden at jeg havde bedt om det", sagde han. "Hvis du elsker mig, vil du nu hjælpe mig til at dø. Det er kun, fordi du vil beholde mig, at du ikke vil hjælpe mig med at dø. Du er en stor egoist", sagde han til mig.

– Og jeg følte, at han havde ret.

– Jeg følte mig skyldig over at ville beholde ham, selv om hans liv var et helvede. Den skyldfølelse hjalp mig til at forstå hans ønske om at dø. For en mor kan ikke ønske sit barn dødt. Det er simpelthen en umulig tanke. Men lidt efter lidt gik det op for mig, at han havde ret.

– At befri ham fra hans lidelser ville være som en slags genfødsel. Han vil leve videre et andet sted, ikke langt herfra. Han er stadig hos mig på en eller anden måde.

– Da jeg først havde lovet, at jeg ville hjælpe ham, blev han et helt andet menneske. Han blev glad, næsten sorgløs. Han begyndte igen at fortælle mig vittigheder, ligesom i gamle dage. Jeg troede næsten, at han alligevel kunne affinde sig med at leve som handicappet, men da jeg nævnte det for ham, blev han vred og troede, at jeg ville svigte ham.

Der gik et år, fra Marie lovede at hjælpe sin søn med at dø, og til den fatale septemberdag sidste år. Med hjælp fra en pædagog skrev han en bog, "Giv mig lov til at dø", dikteret bogstav for bogstav med tommeltotten. Han skrev også til præsident Jacques Chirac.

– Ingen ville hjælpe os. Vi var helt alene. Og så kommer der et tidspunkt, hvor man ikke stiller sig selv flere spørgsmål. Man gør det bare, siger Marie Humbert.

Hun venter nu på den retssag, som skal afgøre, om hun skal idømmes op til fem års fængsel for at have givet sin søn den indsprøjtning, som sendte ham i koma.

Lægen, Frédéric Chaussoy, risikerer livsvarigt fængsel for at have injiceret den dødelige dosis.

Hendes kamp går nu ud på at få vedtaget en lov, der legaliserer medlidenhedsdrab. Hun og hendes støtteforening, "Faut qu'on s'active" (Vi Må Gøre Noget) har indsamlet halvdelen af de 100.000 underskrifter, som er nødvendige for at få behandlet det lovforslag, organisationen har udarbejdet.

Den franske regering har også et lovforslag på trapperne, som vil blive behandlet inden årets udgang. Dette forslag tillader lægerne at indstille behandlingen af døende patienter, enten efter patienternes eget ønske eller med de pårørendes tilladelse. Men forslaget tilfredsstiller ikke Marie Humbert.

– Det hjælper ikke i tilfælde som Vincents. Han var ikke døende. Han kunne have levet mindst 40 år endnu. Jeg tror ikke, at eutanasi (dødshjælp, red.) kan misbruges. Det er nu, hvor der ingen lovgiving findes, at vi risikerer misbrug. De lande, som Holland og Schweiz, hvor man tillader aktiv dødshjælp, sker der ingen misbrug, mener hun.

– Vores lovforslag om aktiv dødshjælp skal give mennesker lov til at dø i værdighed, når de ikke har mere at leve for og ikke kan forvente medicinsk hjælp. De skal ikke dømmes til i årevis at vente på døden. For ganske nylig begik en mor selvmord efter at have dræbt sit handicappede barn. Det er forkasteligt, at nogen tvinges så langt ud.

– Jeg kæmper for, at ingen andre mødre nogensinde kommer i samme situation som mig og bliver nødt til selv at tage deres barns liv, helt alene, uden støtte. Jeg har truffet sundhedsministeren, (Philippe Douste-Blazy, red.), og han har lovet, at han vil hjælpe og måske indføje et stykke af vores lovforslag i regeringens eget forslag.

- Hvis det lykkes for os, vil Vincents død ikke have været forgæves, siger Marie Humbert.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Dødshjælp i Europa

uAktiv dødshjælp er forbudt i samtlige europæiske lande med undtagelse af Holland, som i 2001 vedtog en lov, der undtager læger fra forbuddet mod dødshjælp. Året efter fulgte Belgien efter med en næsten identisk lov.

I begge lande er det tilladt for læger at afbryde behandlingen eller aktivt hjælpe patienten til at dø, hvis lægerne er overbevist om, at patientens lidelser er uudholdelige og uden udsigt til bedring.

Patienten skal gentagne gange, frivilligt og ved sin fornufts fulde brug have givet udtryk for sit ønske om at dø. Er patienten ude af stand til at tale, kan lægen træffe beslutningen i samråd med de pårørende. Lægen skal konsultere mindst én kollega og efterfølgende udarbejde en rapport om dødshjælpen.

Holland havde i 2002 1882 tilfælde af aktiv dødshjælp, mens Belgien efter det første år med loven havde haft 259 tilfælde.

I Schweiz er hjælp til selvmord lovlig, hvorimod dødshjælp befinder sig i en gråzone. Foreningen Exit, som tilbyder hjælp til selvmord, påstår at hjælpe 120 personer om året.

Omslaget på bogen "Jeg kræver retten til at dø", skrevet af Vincent Humbert, som blev fuldstændig lammet efter en alvorlig trafikulykke og gennem flere år kæmpede for at få lov til at dø. Den eneste del af kroppen, han kunne bevæge, var højre tommelfinger. Med den kommunikerede Vincent med sin mor, som til sidst indvilgede i at være med til at tage livet af ham. (Foto: Scanpix)
Omslaget på bogen "Jeg kræver retten til at dø", skrevet af Vincent Humbert, som blev fuldstændig lammet efter en alvorlig trafikulykke og gennem flere år kæmpede for at få lov til at dø. Den eneste del af kroppen, han kunne bevæge, var højre tommelfinger. Med den kommunikerede Vincent med sin mor, som til sidst indvilgede i at være med til at tage livet af ham. (Foto: Scanpix)