Leif Kiil Sørensen |
25. november 2004
Biskop Erik Norman Svendsen vil have en redegørelse fra to sognepræster, som i medierne har sagt, at de uddriver dæmoner
To københavnske sognepræster skal nu forklare sig over for deres biskop, efter at de i denne uge trådte frem i medierne og fortalte, at de praktiserer dæmonuddrivelser som en del af deres præstearbejde.
Efter at psykiateren Thomas Teglgaard fra Hillerød Sygehus har fået en næse for sine udtalelser om, at nogle patienter kan have mere brug for en dæmonuddrivelse end en psykiatrisk behandling, er turen måske kommet til præsterne Agnethe Zimino fra Korsvejskirken på Amager og Erik Hviid Larsen fra Betlehemskirken på Nørrebro.
I hvert fald vil deres biskop have dem til at forklare sig nærmere, efter at for eksempel Erik Hviid Larsen i medierne har fortalt, at han i gennemsnit en gang om ugen bliver opsøgt personer, som er besat af en ond ånd, og at han beder sammen med dem i forlængelse af bønnen i Fadervor om at "fri os fra det onde".
– Af mediernes omtale fremgår det, at to præster fra Københavns stift til tv har udtalt, at de praktiserer eksorcisme. Jeg har på den baggrund anmodet dem begge om en nærmere redegørelse for deres praksis, hvorefter jeg vil tage en kollegial samtale med dem herom, siger Erik Norman Svendsen.
– Præster får mange slags henvendelser, også fra psykisk syge og folk, der mener, de er besat af onde ånder. Sådanne henvendelser skal enhver præst tage alvorligt, men derfor behøver præsten jo ikke tage folks forestillinger alvorligt.
– Jeg har hidtil betragtet præsters virke på dette område som hørende ind under sjælesorgen, hvor enhver præst kan bede med og for forpinte mennesker, der ønsker præstens hjælp. I en forbøn kan man også bede om, at mennesker må blive befriet for det, som de føler, plager dem. Men samtidig bør præsten som sagt være opmærksom på, at de ikke fastholder folk i vrangforestillinger, så de ikke får den lægefaglige hjælp, de har brug for, siger biskoppen.
Erik Norman Svendsen vil ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvordan han vurderer det, som de to præster har foretaget sig.
– Det er jo ikke folk, der er ude på at snyde hverken systemet eller Vorherre. Det er præster, der tager deres embede alvorligt, og spørgsmålet er så, hvordan de gør det, og hvordan jeg bedømmer det.
I Viborg Stift har sognepræst Mogens Svendsen i det vestjyske sogn Kølkær i flere år praktiseret uddrivelse af dæmoner. Det har imidlertid ikke fået hans biskop, Karsten Nissen, til at bede om en redegørelse.
– Der er ikke noget i Mogens Svendsens praksis, som jeg er utryg ved. Sådan som jeg kender ham og den måde, han er præst på, har jeg ikke følt nogen anledning til at foretage mig noget, siger Karsten Nissen, som jævnligt bliver kontaktet af præster, som ønsker biskoppens vejledning i, hvordan de skal forholde sig til det kontroversielle spørgsmål.
– Det er vigtigt, at præster hjælper mennesker i nød. Hvis mennesker føler, at de kan få hjælp af en præst, som kan bede en bøn om befrielse fra det onde, så synes jeg, det er rigtigt af præsten at hjælpe med det. Vi forsager jo Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det gør vi, fordi vi tror, at det onde er en realitet. Ellers er det jo bare ord. Vi skal hjælpe folk, når de har brug for vores hjælp, siger han.
kiil@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad