Folkeskolens minister

Manden mener nemlig, at det i sjældne tilfælde kan ske, at psykiatriske patienter ikke lider af en "almindelig" psykisk sygdom, men er besat af en ond ånd, en dæmon. Det har han efter eget udsagn oven i købet i et enkelt tilfælde drøftet med en kvindelig patient. Hun fortalte ham, at hun efter at have gennemført nogle sataniske ritualer var blevet besat af en dæmon, der fik hende til at være voldelig. Under en barnedåb kunne hun slet ikke kontrollere sig selv, men brølede "neeeej, neeeej, neeeej", da præsten læste op af trosbekendelsen. Hun kunne ikke tåle at høre om Gud eller Jesus, og derfor tilbød Thomas Teglgaard hende, at hun kunne komme til at tale med en præst, som kunne uddrive den onde ånd.

Sådan har han forklaret sig i flere interview, og det har på det nærmeste fået kolleger i lægeverdenen til at slå korsets tegn for sig. Næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, overlæge Poul Videbech, er for eksempel forfærdet over Thomas Teglgaards holdninger. Han sammenligner dem med 1600-tallets overtro, da man mente, at en blindtarmsbetændelse skulle kureres med håndspålæggelse, og at epilepsi var en psykisk lidelse.

Annonce

Det er nu en vigtig og vanskelig debat, Thomas Teglgaard har åbnet. Først og fremmest ved at skrive en bog om emnet. Mange vil selvfølgelig uden videre afskrive ham som gal og betragte hans synspunkter som ren overtro. Men forhåbentlig er der også nogle, som seriøst vil overveje hans sag. Mange steder i den videnskabelige verden er der jo i disse år ved at opstå en vis ydmyghed over for videnskabens grænser. For nylig gav den danske hjerneforsker ved Oxford Universitet, 34-årige Morten Kringelbach, for eksempel udtryk for, at selv om vi ved meget om hjernen, så er der fantastisk meget, vi ikke ved.

En tilsvarende tilbageholdenhed savner man i reaktionerne på Thomas Teglgaards udtalelser. Det er klart, at psykiatriske patienter er meget udsatte, og det ville være frygteligt, hvis de psykiatriske hospitaler kom til at vrimle med alskens religiøse åndeuddrivere og rene plattenslagere. Det går heller ikke an, at læger forsøger at påvirke patienter med deres egen tro.

På den anden side har en læge selvfølgelig lov til at svare ærligt, når en patient selv spørger, om han mener, der kan ligge en religiøs forklaring bag patientens sygdom. Det er en meget vanskelig balancegang, som stiller store krav til lægens etik.

Noget andet er, at hele det psykiatriske system burde forholde sig mere åbent over for, at menneskets sind ikke er en maskine, der kan repareres som et brækket ben. Der bliver i dag brugt enorme ressourcer på medicin til psykiatriske patienter, tilsyneladende ud fra en klippefast tro på, at medicin er universalløsningen på alle lidelser. Medicin kan nok gøre en højtråbende patient rolig, men medicinen har ofte også mange særdeles ubehagelige bivirkninger. De gør det relevant at spørge efter andre løsninger, som måske ikke er så nærliggende i øjeblikket.

Dæmonuddrivelse skal ikke være en del af det offentlige sundhedstilbud, men i nogle tilfælde kunne kirken og præsterne måske være til hjælp for patienterne i en lidt bredere sammenhæng.

Normalitetsbegrebet er blevet meget smalt, når en læge får en næse, blot fordi han offentligt lufter sin tro på, at der findes åndelige kræfter, som kan overmande et menneske. Man tør næsten ikke gætte på, hvilken diagnose de moderne psykiatere ville have givet den unge mand, hvis fødselsdag vi skal fejre om en måneds tid.

hhh

Fortsættes, klik her | Vis hele artiklen

1 2 Næste side »

Kommentér denne artikel