Debatklima kan ødelægge religionsdialogen i Danmark

– Muslimerne er den eneste gruppe i samfundet, som har en chance for at påvirke baglandet. De ekstreme holdninger kommer fra en lille gruppe af islamister, som går ind for vold. De er uden for pædagogisk rækkevidde. Så hvis man ønsker en fredelig omgang mellem religioner, så må man gøre alt for at isolere den gruppe. Og her må muslimerne selv pacificere egne rækker, siger Viggo Mortensen.

På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er et stort ansvar at lægge på muslimer i Danmark, siger han:

– Det hele handler om at skifte loyaliteten, så den bliver lige så stor i forhold til menneskerettighederne, som over for islams forskrifter. Om man indtager en fredelig position som medspiller i samfundet eller ikke til det fælles samfund. Selvfølgelig har majoritetssamfundet også ansvar for at inkludere muslimer, men tilbage står, at der i Danmark findes en ledende kultur, som har etableret institutioner, er præget af et bestemt værdisæt, og det er på den måde man regulerer forholdene for alle borgere. Mordet på Van Gogh har i hvert fald åbnet mine øjne for, at den ellers beundrede hollandske model for multikulturalitet er skudt i sænk.

Viggo Mortensen tilføjer, at samfundet selvfølgelig måles på, hvordan man behandler sine minoritetsgrupper, men at dagsordenen stadig sættes af den ledende kultur.

Lissi Rasmussen, formand for Islamisk Kristent Studiecenter, mener at religionsdialogen på det nationale plan er kørt fuldstændig i selvsving.

– Men lokalt, for eksempel i Studiecenteret, kender vi hinanden som mennesker, så vi påvirkes ikke så meget af den offentlige debat. Jeg opfatter debatten som en del af en valgkamp, som allerede er i gang. Det skete ved sidste valg, som kom lige efter 11. september 2001, og nu er en ny i gang lige efter mordet på Van Gogh.

Lissi Rasmussen understreger, at man selvfølgelig har ret til at sige, hvad man mener. Det betyder også, at muslimer har ret til at sige, at de mener ytringsfrihedens grænser måske bør indskrænkes.

– Den eksluderende tone, der er i debatten, er ikke gavnlig for en dialog mellem kristne og muslimer. Og så kan man jo med Paulus sige, at "alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt", siger hun og tilføjer, at det føles som om, at visse debattører ikke helmer før muslimerne generelt falder på knæ og erkender, at "ja, vi er onde og voldelige."

Det eneste positive, hun kan se ved debatten, er, at den trækker moderate muslimer og kristne af huse, som får nok af debatniveauet og melder sig under dialogfanerne.

Biskop Jan Lindhardt, Roskilde Stift – det eneste stift, der ikke er medlem af "Folkekirke og religionsmøde" – mener, at kristne og sekulære danskere og muslimerne på mange måder allerede lever i parallelle samfund.

– Vi står med to forskellige religioner, som lever i hver sin tid. Som kristne er vi 200 år foran dem. Når for eksempel imam Abu Laban siger, at vi vil forstå, hvor sårede muslimerne er over Van Goghs film, hvis han på tilsvarende måde gjorde grin med Dronningen, så forstår han simpelthen ikke samfundet. Vi gør hele tiden nar af Dronningen. Vores moderne demokrati er farligt, det kritiserer og gør grin, og det vil vi ikke give afkald på, siger han.

Jan Lindhardt forudser, at kristne og muslimer på den måde vil komme til at leve ved siden af hinanden med hver sin opfattelse af samfundet i lang tid, hvor man må regne med forskellige reaktioner fra gammel- og nydanskere med hver sin religion.

– I et demokrati kan man ikke bindes til at tage særlige hensyn heller ikke til islam. Det udelukker ikke, at folk kan være flinke ved hinanden i dagligdagen, men der er noget råt ved et liberalt demokrati, siger Jan Lindhardt.

Om der kunne ske det samme i Danmark som i Holland, vil Jan Lindhardt ikke udelukke.

– Forestil dig den kvalme og det raseri, muslimer må føle, når de møder et Vesten med helt andre værdier. Og det ser ud til, at de unge bliver mere konservative muslimer af at leve her, end de ville være blevet i forældrenes hjemlande. Det var chokerende at høre reaktionen i sin tid på 11. september, hvor nogle unge jublede i gaderne. Men jeg tror også, det er rigtigt, at over tid vinder majoritetskulturens værdier.

Jan Lindhardt vil ikke begræde, hvis religionsdialogen forsvinder.

– Folkekirken skal missionere. Religionsdialog er for hattedamer, mener han.

Deri er imam Abu Laban helt enig. Han mener, at religionsdialog må være skabt for at få folk til at se travle ud. Og han føler ikke, at samfundet endnu tillader muslimer at indgå i debatten på lige fod.

– Jeg bliver for eksempel bedt om at tage afstand fra terror, stening i Nigeria og et mord begået af en galning i Holland, som om jeg var statsminister eller noget i den retning. Jeg er en lille muslimsk prædikant i en lille moske drevet af frivillige. Og vi har rasende travlt med for det første at uddanne de unge, for det andet at uddanne de unge og for det tredje at uddanne de unge, så de kan klare sig i det her samfund og blive ordentlige borgere. Det går min tid med, siger Abu Laban, som erkender, at han blev meget overrasket, da det første gang gik op for ham, hvor stor vægt samfundet tillægger hans udtalelser.

Det var i forbindelse med terrorangrebene på USA, hvor han i en fredagsprædiken (khrutba) sagde, at han ikke havde flere tårer tilbage til ofrene i USA, fordi de alle var brugt til at græde over palæstinensernes lidelser. Han kan stadig provokere og bliver stadig overrasket, når hans udtalelser bliver udlagt som gældende for mange muslimer.

Abu Laban mener alligevel, at integrationen for en stor del af lykkedes.

– Jeg bliver stolt, når jeg ser min datter med studenterhue. Og der kommer flere og flere unge muslimer på de højere uddannelser. Det virker! De unge blander sig i samfundsdebatten. Og jeg tror også, at vi er ovre den skizofreni, hvor muslimernes kroppe er i Danmark og deres hjerne og hjerter i et andet land, men jeg ved også godt, at jeg næppe ville overleve en stilling i diplomatiet, siger han.

Abu Laban mener ikke, at dialogen i dag overhovedet involverer muslimer.

– Det er danskere imod islam og danskere for islam, der diskuterer med hinanden. Vi er ikke med på lige fod. Den store midtergruppe af danskere burde arbejde for at etablere mekanismer, som inddrager muslimerne i en ordentlig debat, siger han.

Hischam Chouceir er formand for "Forening for moske og islamisk center" i Århus. Og han ser ingen grund til, at han aktivt skal tage afstand hver gang en af hans trosfæller gør eller siger noget dumt.

– Men jeg kan godt se faren for, at debatten bliver så ekstrem, at det hele ender i had og splittelse. I den situation må vi, der er stærke og har overskud styrke dialogen, så vi ikke ender i samme grøft. Men for mig er det et fælles ansvar for både moderate danskere og moderate muslimer. Muslimer er ikke andenklasses borgere, der skal finde sig i alle de beskyldinger, der bliver hældt ned over dem.

– Jeg mener, at særlig medierne har et stort ansvar i den sag. Hvorfor spørger journalisterne ikke de moderate muslimer om de vil deltage i "Tal med Gud". Hvorfor undersøger journalisten ikke, om den mand, der kalder sig mufti også er en mufti. På den måde får man først hans horrible udtalelser om kvinder og voldtægt på tv, og dernæst bruger BT de næste tre dage på at afsløre hans hykleri, og det gavner kun yderfløjene i debatten, siger Hischam Chouceir.

Han understreger, at dialogarbejdet i Århus fungerer fortrinligt. I søndags var han til generalforsamling i sin forening, hvor det – med to præster som inviterede gæster – blev besluttet, at arbejdet i "Forening for moske og islamisk center" skal fungere efter principper som åbenhed, mangfoldighed, lighed og demokrati.

Leder af Brorsons Hus i Ribe og sognepræst Torben Bramming mener derimod, at religionsdebatten er kørt helt af sporet. Han er overbevist om, at moderate muslimer i Danmark ville være bedst hjulpet, hvis man gik i franskmændenes fodspor og forbød muslimske tørklæder i skolerne.

– På den måde kunne de moderate muslimer slippe for presset fra de ekstreme og henvise til dansk lovgivning. Staten bliver på den måde et værn, de kan bruge.

Han mener ikke, at det på samme måde som i Frankrig samtidig skal forbydes at gå med kors eller turban.

– Vi er gået væk fra den pædagogik, at når en rod mobber andre elever, så får hele klassen skæld ud, siger han, og tilføjer, at de internationale konventioner er blevet til i en anden tid, og at de nu må ændres så de passer til samfundet.

– Lige nu bruger den politiske opinion menneskerettighederne til at beskytte muslimerne. I et andet politisk klima kunne man sprænge ethvert muslimsk argument med samme konvention. Istedet burde man koncentrere kræfterne om at hjælpe de moderate, så de får plads til at blive gode samfundsborgere. Og selvfølgelig med religionsfrihed til moskeer, bøn og så videre, siger han.

Torben Bramming frygter et samfund som det franske, hvor områder reelt er uden for fransk lovgivnings kontrol. På den måde kan der, ifølge Bramming med forfatteren Hans Magnus Enzenbergers ord, opstå molekylære borgerkrige.

– Det er det, man ser en begyndelse til, når politi og brandfolk ikke kan komme ind i bydelen uden at blive mødt med stenkast. Det er godt nok kriminalitet, men jeg tror billedet er mere kompleks. Der ligger også kulturelle og religiøse forskelle til grund.

Torben Bramming mener ikke, at han endnu har set en muslimsk midtbane i debatten. Men han håber, at der kan etableres et frirum i rammerne af et demokratisk pluralistisk samfund som kan få en debat igang.

Mogens Mogensen maner til den besindighed der også ligger i at gribe i egen barm.

–Vi skal ikke fifle med rettighederne. Når statsministeren aldrig kunne drømme om at opfordre danske sognepræster til at tage afstand fra dette eller hint, så skal han heller ikke bede imamerne om det. Det ødelægger spillereglerne, hvis der er forskellige regler for forskellige religioner. Vi skal ikke byde muslimerne krav, vi ikke selv vil finde os i.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk