Moralhistorien gentager sig

I en artikel om kristendom og reklame af Gustav Brøndsted fandt jeg et ræsonnement, som jeg finder vigtigt, efter at have læst Bæk Simonsens indlæg om ytringsfrihed i det moderne multireligiøse samfund i anledning af mordet på Theo van Gogh i Kristeligt Dagblad den 18. november. Det handler om, hvem der skal trække følehornene til sig, når der er hellig forargelse på spil. Det drejer sig om Kristelig Dagblads kampagne mod korte skørter fra sidst i 1920'erne og kan meget vel svare til, hvem der skal gøre hvad, hvis man forarges over, at Koran og kvindekroppe blandes sammen: "Den Tid er jo længst forbi, da man tænkte sig, at den virkelige Afværgelse af en Forargelse maatte ske ved en afgørende Forandring hos vedkommende selv, altsaa noget i Retning af dette "dersom dit øje forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig"; nu skal Forargelsen først og fremmest afværges ved at øjet beskyttes, altsaa ved at de andre forandres. Og det kan der jo ogsaa være noget i – naa, men det er altsaa de korte Skørters Skyld, og der er Forargelse og der er Sorg og saa er det saamænd netop saadan en meget kortskørtet Dame i samme Blad og i samme Nummer, der staar og betaler Artiklerne og Forargelsen og Sorgen - thi hvordan skulde der blive Raad til Enqu*ter om synkende Kvindemoral, dersom der ikke var noget der hed Elektrolux eller Kjolemagasiner!"

Der er hertil to bemærkninger. Det første er, at det ikke kun er det moderne samfund, der må lære at leve med, at religionerne får afgørende betydning igen, men også religionerne, der må lære at leve med at den frihed, som har skabt vores åbne samfund, meget vel kan lukke til igen, hvis man lader imamer og kristne etikere diktere den offentlige moral og grænser for ytringsfriheden. Så kommer de samfund frem, som mennesker flygter fra.

Det andet er, at i et moderne samfund kan forargelsen ikke afværges, "ved at øjet beskyttes". For det første ville alle mediernes reklamekroner forsvinde, og for det andet ville det i vores mediebillede betyde et "billedforbud". Vi så alle i TV-avisen, hvor glade rettroende afghanske mænd blev efter talebanernes fald, da de igen kunne købe postkort med letpåklædte indiske skuespillere. Hykleri var ikke vejen i 1920'erne og er næppe heller vejen frem anno 2004.

Torben Bramming,

Puggaardsgade 3,

Ribe