Hvad stiller vi op med integrations-uvillige muslimer?

Jeg kender ikke de tilsvarende tal for Holland og Sverige, men mener, at det ligger under 10 procent i begge lande. Men 10 procent kan også række rigeligt til at underminere demokrati og ytringsfrihed, hvis blot man er parat til at bruge rå vold og dermed skræmme befolkningen til at makke ret. Således kan jeg i dagspressen læse om van Gogh-morderen, at han "tilhører en lille kreds af ekstremistiske muslimer. Den anslås at udgøre ca. fem procent af Hollands en million muslimske indvandrere." Fem procent af en million er 50.000 mennesker. 50.000! Jeg lader lige tallet stå et øjeblik ...

Ingen kan påstå andet, end at de hidtidige integrations-tiltag har spillet fallit – ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Men hvad gør jeg, der af al magt vil kæmpe imod den stigende demokrati-nedbrydende islamisering? I det følgende vil jeg forsøge at opstille et idekatalog, hvis overordnede og styrende princip er: beløn de integrations-villige, straf de integrations-uvillige:

1) Stram reglerne for opholdstilladelse, forsørgelse og statsborgerskab.

2) Kun børnepenge til to børn.

3) Tillad ingen bidrag udefra til islamiske/arabiske moskeer, friskoler, "kulturcentre" etc.

4) Forlang, at danskkundskaber er

erhvervet allerede før ankomsten.

5) Programmer for hjemsendelse af gæstearbejder-gruppen uden dansk statsborgerskab. Vi kommer ikke uden om repatriering af udlændinge, som endnu ikke er statsborgere.

6) Ingen statsbetalte imamer.

7) Jævnlig og dybtgående kontrol med friskolers pensum og dannelsesidealer.

8) Kontrol med bistandsklienters mange rejser til oprindelseslandet.

9) Ophør med reparation af mødomme på det offentliges regning.

10) Særlige økonomiske præmier til tilflyttede kvinder, der består et vist antal danskuddannelser inden for en given årrække, så de har mulighed for at komme på arbejdsmarkedet. Hvilket mange kvinder gerne vil, men forhindres i af deres mænd og familie.

11) Etabler personlig lektiehjælps-støtte til tosprogedes gennemførelse af erhvervsuddannelser.

12) Efter 10 års ophold i Danmark, skal samfundet ikke længere dække udgifter til tolkning.

13) Udgiften til tolkning fratrækkes andre offentlige ydelser, som f.eks. børnepenge, huslejetilskud.

14) Når barnet er blevet 11 år, tilbydes forældrene kurser i at tackle teenage-liv mellem to kulturer. Kurserne kan suppleres med tv-programmer om kultur-sammenstød.

15) Mere gadefejning og lignende rengøring til gavn for samfundet af tilflyttere, der ellers ikke yder noget for deres bistandshjælp. Gælder selvfølgelig også etniske danske bistandshjælpsmodtagere.

16) Mere undervisning i "nationaløkonomi" til første generation og brude- og gomme-tilflyttere, så de forstår, at de skal bidrage.

17) Ingen slør eller tørklæder (eller nazisymboler eller politiske slagord) på nogen kvinder/personer på offentlige institutioner.

18) For en ugift flygtning varetager vi hans sikkerhed, og han får ikke ret til at importere flere borgere. Vi har gjort ham én tjeneste, og det er nok. Samfundet får en "negativ gevinst" ved at tage ham ind.

19) Hertil kommer, at vi er nødt til at diskriminere. Før eller siden bliver staten nødt til at erklære, at den betragter det som sin pligt og ret at forsvare dansk/vestlig kultur mod muslimsk fundamentalisme baseret på Koranen. Det betyder også, at vi må have ret til at acceptere visse indvandrere (familiesammenføringer) og afvise andre – simpelthen fordi erfaringen viser os, at de fleste muslimer ikke kan integreres, fordi de ikke vil integreres.

20) Forbud mod hidjab også i muslimske privatskoler.

21) Staten må gå i kødet på de imamer, der optræder som erklærede fjender af de vestlige samfund. De skal ikke have lov til at opildne til had mod de samfund, der har taget imod dem.

22) De offentlige tilskud til den såkaldte "integration" skal i vid udstrækning fjernes. I realiteten betaler vi for at opbygge og underholde et kæmpemæssigt indvandrerbureaukrati, hvis hovedinteresse er, at integrationen ikke finder sted.

23) Vi skal satse kraftigt på at give støtte til enhver muslim, der ønsker at frigøre sig – ikke mindst fra imamernes indflydelse.

Socialforskningsinstituttets nylige rapport om tvangsægteskaber og pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark var en katastrofe. Når den fik så fremtrædende en plads i medierne, var det på grund af rapportens opsigtsvækkende konklusion: Tvangsægteskaber udgør kun fire procent. Katastrofen lå og ligger i, at hvis politikerne danner sig deres meninger på grundlag af makværk a la SFI's rapport, så er det danske samfund for alvor på herrens mark. Derfor er der også kun en vej frem i forhold til forskning i islam: staten skal oprette og finansiere kritiske forskningscentre, der vil studere islamisk teologi, historie og kultur ud fra samme kritiske metode, som anvendes i enhver anden videnskabelig sammenhæng.

Det er fuldstændigt fantastisk, hvad det lykkes muslimske mænd at slippe af sted med over for deres kvinder – med henvisning til, at sådan er det nu altså i vores kultur og vores religion. Og Koranen siger ...

Som sagt er jeg dybt bekymret over en samfundsudvikling, der rummer få eller ingen positive træk i en globaliserings- og masseindvandringstid. Og mens jeg bekymrer mig, så vil jeg med stigende styrke i stemmen spørge: Hvornår kommer de moderate muslimer på banen? Eksisterer de i det hele taget?

Lone Nørgaard er lektor og cand.mag.