Den folkelige kyndelmisse

Kyndelmisse er ikke bare en kirkelig begivenhed. Det er også en gammel folkelig tradition.

Som kalendermæssigt midtpunkt i en lang og kold vinter (fra den 1. november til den 1. maj), var den 2. februar dagen, hvor bonden i det gamle landbrugssamfund gik sit forråd igennem. Forskellige ritualer markerede længslen efter forår og frodige marker, men der var endnu lang tid til nye afgrøder, så halvdelen af lagerbeholdningen skulle helst være tilbage på dette tidspunkt. Ellers varslede det sult og nød i de kommende måneder.

Om aftenen holdt man et såkaldt kjørmes-gilde med masser af fed mad og drikke som flæsk, pandekager og kål og brændevin og mørkt øl, hvis der kunne blive til det. Et ordsprog sagde, at hvis man ikke spiste flæsk denne dag, måtte man i skoven "for at bide snegle".

Dagen igennem blev der holdt godt øje med vejret og taget varsler for det kommende år. Hvis det for eksempel blæste så meget, at "18 kællinger ikke kan holde den 19. ved jorden," ville det snart blive forår. Men hvis et pindsvin kunne se sin egen skygge, betød det endnu seks ugers vinter. Omvendt ville tøvejr ved kyndelmisse give god høst ("kjørmes tø er så godt som 100 læs hø").

Kyndelmisse kendes af mange danskere ellers især fra det kendte vers af St. Steensen Blicher:

"Det er hvidt herude:

Kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård.

Hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven,

som ud i min Abildgård."

I den folkelige tradition kaldes Kyndelmisse også Kjørmes-knud, blandt andet i Jeppe Aakjærs "Sneflokke kommer vrimlende", der slutter med ordene: "og nu kom Kjørmes-knud". Udtrykket henviser til, at nu skulle halvdelen af vinteren være gået. Både Kjørmes-knud og kyndelmisse-knude er en betegnelse for streng frost og hård vinter.

kirke@kristeligt-dagblad.dk