Ytringsfrihed

Til Information siger Abu Laban: "Jeg går ind for kunstnerisk ytringsfrihed, men frihed er ikke anarki. Alle samfund har værdier og normer, som man ønsker at forsvare." Laban mente, at van Gogh burde have haft en rådgiver, der kunne fortælle ham, hvor grænsen for en anstændig debat går.

DEMOKRATI OG YTRINGSFRIHED er to helt forbundne størrelser, og det er øjensynligt denne sammenhæng, de muslimske imamer og de veluddannede kvinder ikke har fattet noget som helst af.

Ytringsfriheden gælder også holdninger, der kommer på tværs af de værdier og normer, man ønsker at forsvare. Eller rettere: Når man skal forsvare ytringsfriheden er det lige præcis andre menneskers ret til at give udtryk for holdninger, man ikke er enige i, man må forsvare. Intet er jo lettere end at sige god for folks ret til at ytre sig, hvis de blot siger det samme, som man selv mener. Lakmusprøven på ytringsfriheden er, at man vil forsvare andre menneskers ret til at ytre sig – stik imod de værdier og normer, man selv har. Og ytringsfriheden må ikke begrænses af nogen som helst form for tankepoliti, pakket ind i floskler om anstændighed og værdier. Hvad bliver det næste så? At alle kvinder uanset tro skal forsvare retten til ikke at bære tørklæde?

Ytringsfriheden er en fundamental rettighed med de begrænsninger, der præciseres i injurie- og racismelovgivningen. Det er denne demokratiske basisviden, det åbenbart er meget vanskeligt for nogle muslimer at tage til sig. Derfor må ytringsfriheden forsvares – også i 2004, og opdragelsen til demokrati må intensiveres i skolesystemet. Hvis man troede, at grundlæggende demokratiske rettighed er selvfølgelige for enhver dansker, så må udtalelserne fra de nævnte muslimer have vist behovet for – igen og igen – at formulere og stå fast på fundamentale demokratiske principper og værdier.

Ytringsfriheden er en af dem, der ikke kan gives køb på.

bl