En hyperkompleks kanon til kristendom

Men nu bør det ikke kun være danskfaget, der skal nyde godt af en kanon. Kristendomskundskab kan også godt bruge en. Både af hensyn til lærer og elev. Ligesom en bevidstløs tale om ansvar for egen læring er en kanonløs skole at svigte den svage elev og lærer. Professor K.E. Løgstrups ord om formløshedens tyranni gælder i alle forhold, også i skolen.

Kritikere af kanonbegrebet bruger ofte her det argument, at det er overflødigt, da vi allerede har både formål, CKF'er, fællesmål og trinmål for alle fag. Det er sandt; men selv trinmålene er ikke præcise nok. De er alt for generelle. F.eks. læser man vedr. "Ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser", at eleverne efter niende klasse skal kende og forholde sig til centrale dele af udvalgte religioner, intet præcist

om hvad! Lige så luftige er bestemmelserne om de bibelske fortællinger. Her skal eleverne forholde sig til udvalgte fortællinger fra Det Gamle og Nye Testamente efter sjette klasse, men intet om, at det f.eks. skal være kong David eller Job. Det er faktisk almindeligt, at nye lærerstuderende end ikke kender lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Det er udtryk for en forenklet modernitetsforståelse at overlade valget af indholdet i alle forløb til den enkelte lærer. Det er nu engang sådan, at læringsteorier og forestillingen om samfundet skal matche. Derfor må vi komme ud over vores frygt for bindinger vedr. stoffet. Først når vi er forpligtet på noget, er vi frie til at boltre os inden for fagets områder. Lad derefter alle initiativer blomstre; men ikke uden kernestoffet.

Viden er en fortolkningsproces, viden er ikke en substans, som kan overføres til eleverne. Tidligere da man troede på, at man refererede til en fælles viden som en substans, kunne man klare sig med pæne hensigtserklæringer om, hvad man skulle arbejde med i de forskellige fag på de forskellige trin. Men i dag, hvor der ikke er en fælles viden og referensramme, må man beslutte sig for en sådan.

Ifølge nogle moderne læringsteorier kan man skelne mellem psykiske og sociale processer. De psykiske processer beskrives som det sted, hvor der foregår læring, mens de sociale processer er stedet for undervisning

og kommunikation. Skolen kan derfor tilrettelægge en undervisning, der tilgodeser denne todeling af processer. Det sker bedst ved et mindstemål af præcise kontante krav om, hvad man skal lære, før man kaster sig ud i alle mulige interessante projekter.

Hvis den næste indvendig mod mine kanoner så er, at man ikke kan være sikker på, at eleverne så faktisk lærer det, de skal. Nej, det kan man ikke, det ved jeg godt; men man kan teste det, og hvis man tester præcise kanonforhold, bliver der helt afgjort mere fokus på, hvad man skal lære – og det kan vel aldrig skade. Sandsynligheden for, at eleverne både lærer og forstår noget konkret defineret i en kanon, er meget større, end hvis man ikke forsøger. En

væsentlig grund til, at kanon dog ikke må fylde det hele, er, at det er vigtigt, at læreren stadig møder eleven med stoffet der, hvor eleven er. Undervisningsdifferentieringen er nemlig kommet for at blive, den skal blot ikke styre undervisningen.

En hyperkompleks kanon lyder godt nok som en selvmodsigelse; men er ikke desto mindre en spændende mulighed. Lige siden Folkeskoleloven i 1975 afskaffede den nationale kanon i alle fag, og lige siden reformpædagogik-ken tog over og gik sin sejrsgang har begrebet kanon været en vederstyggelighed; men sådan behøver det ikke forblive. Takket være 1970'ernes opgør med kanon og fælles nationalromantisk identitet, kan man nu aktivt vælge en kanon uden at falde i den grøft, som hedder formørkelse.

Faktisk har 1970'ernes ideologi-

kritik åbnet op for indsigt i, at enhver ideologi er en konstruktion. Ideologikritikken har banet vejen for f.eks. den tyske sociolog Niklas Luhmanns systemteori. Ifølge Luhmann er alt ikke ligegyldigt og relativt. Luhmanns teorier er nemlig også et opgør med ideen om, at det hele er en konstruktion. Der er en verden, systemerne er ikke blot konstruktion.

Det betyder, at nu må og kan man

altså godt argumentere for en kanon velvidende, at en sådan ikke findes i

sig selv. Men af hensyn til undervisningen skal læreren nu præsentere en

kanon for eleverne. Der skal dog ikke være tale om en minutiøs beskrivelse og fastlæggelse af, hvad man skal arbejde med hvert sekund i hele skoleforløbet. - Men der skal være et mindstemål af fælles pensum i et land som Danmark.

Ikke så vi kan fastlægge det en gang for alle. Det skal kunne justeres.

Jeg har dog svært ved at se, det

skulle kunne justeres sådan, at Luther f.eks. ikke var med i en kanon. Det skal kunne justeres, så islam kan komme ind i kanon helt fra de små klassetrin,

fordi dansk virkelighed er en anden i dag end for 20 år siden. Man kan ikke i Egebæk i den globale landsby i 2004 have religion i skolen, uden at man

også arbejder med den del af virkeligheden, der hedder islam. På denne måde skal kanon være bevægelig.

Men uden en kanon, der kan skitsere og præcist beskrive fagets indholdsområder – uden det, er eleverne og med dem lærerne på Herrens mark.

Hans Krab Koed er seminarielektor