Chok og vrede præger debattørene på mailinglisten Danmarks Forenede Cybermuslimer, efter at den hollandske filmmager Theo Van Gogh blev myrdet. Vreden gælder ikke mordet, men at en person på den lukkede mailingliste har videregivet reaktioner fra listen til Kristeligt Dagblad.
– Jeg synes, vi skal bede til Allah om, at personen bliver ramt af lynet, skriver en af debattørerne.
Kristeligt Dagblad skrev i fredags, at den fremtrædende danske debattør og muslim Omar Shah havde udtrykt sin tilfredshed på debatlisten med mordet på filmmageren. Lige siden har listen diskuteret den interne "angiver", mens ingen har været særlig ivrige efter at diskutere Omar Shahs udsagn.
Imam Fatih Alev er ordstyrer på den seks år gamle mailingliste. Han er utilfreds med, at der er lækket et indlæg fra debatten, og han mener ikke, at det er udtryk for proportionsforvrængning.
– Omars holdninger er forkerte, men i stedet for at konfrontere Omar med det, har en person kujonagtigt og mod mailinglistens regler lækket oplysninger til Kristeligt Dagblad. Det er uhæderligt, og det forfølger jeg, siger Fatih Alev.
Til Jyllands-Posten har han udtalt, at danske muslimer "ryster på hovedet" af Omars holdninger, men det fremgår slet ikke af debatten på mailinglisten.
– Folk vil slet ikke sige noget nu. De føler sig taget ved næsen og er skræmt fra vid og sans, fordi alt åbenbart kan ende i avisen. Alle har fået et chok. Derfor diskuterer vi kun, hvem stikkeren var, og hvor forargeligt det er, at Kristeligt Dagblad citerer fra en lukket liste, siger han.
Man skal aflevere telefonnummer og adresse for at blive medlem af debatlisten, men det kan alle til gengæld blive, hvis de overholder listens regler – herunder at man ikke må citere uden at få tilladelse af citatets ophavsmand.
– Det er et problem, at reglerne er overtrådt. Det er ikke et problem, at vi har regler på listen, siger Fatih Alev.
Han mener, at muslimer i Danmark har brug for et pressefrit debatforum.
– Debatklimaet herhjemme er hektisk, og derfor har vi brug for et debatforum, som ikke bare kan citeres i resten af samfundet.
Ifølge ham behøver danske muslimer i øvrigt ikke tage afstand fra mordet på Theo Van Gogh, eftersom mordet er et svagt menneskes handling og ikke et udtryk for muslimsk tro.
– Muslimer er ikke en perfekt samfundsgruppe, og der er muslimer, som er psykisk svage og kan finde på at dræbe, når de bliver provokeret. Jeg har intet forklaringsproblem i den anledning. Men jeg vil gerne anklage, at vi i Danmark kun diskuterer drabet, men ikke Van Goghs film. Det er hatespeech – hadsk tale – af værste skuffe, siger han.
korsholm@kristeligt-dagblad.dk$CLASS=rubfakta$Det sagde Shah
Det sagde Omar Shah efter mordet:
"Synd for ham (van Gogh) at han ikke længere kan nyde sit perverse kunstværk eller rettere Alhamdullilah (gudskelov) og må Allah swt (den ophøjede) give hans "morder sabr" (tålmodighed i hårdetider)."
Paranteserne er redaktionens forklaringer.
Læs under Danmark og under Leder