Historien om en vandrestjerne

Ironien er til at tage at føle på. Martin Luther gør oprør mod kirkens udlægning af Bibelen og gør sig i sine skrifter til fortaler for en tilbagevenden til Bibelen som Guds ord. Og hvad sker der? Hidtil har Bibelen været genstand for fortolkning. Nu bliver hans egne ord genstand for fortolkning. Hans gamle teologiprofessor forstår ham på én måde, bønderne på en anden og hans klosterbrødre på en tredje. Hans egen sarkastiske og stridbare tone gør ikke sagen bedre. Som så ofte før og siden kræver en religiøs konflikt tusinder døde. Det var slet ikke Luthers ærinde, men en nødvendighed på vejen mod målet. Når hans skriftefader spørger: "Martin, hvad søger du?", lyder svaret: "En barmhjertig Gud". Det er vel et sted reformationen kogt ind til sin essens: en Gud, der ikke dømmer og straffer, men tilgiver betingelsesløst.

I Eric Tills historiske drama "Luther" skildres reformatorens liv, fra han af ren og skær angst springer fra jurastudiet for at gå i kloster, og frem til han med fyrsternes støtte får den tyske kejsers opbakning til Den Augsburgske Bekendelse. Selv om filmen skildrer en række begivenheder, som Luther ikke selv kan have været vidne til, får man alligevel hurtigt det indtryk, at dette er reformationen set gennem reformatorens egne øjne.

Når Luther drager til Rom, ser han kun, hvordan kirken er blevet en forretning, der udbytter de troende, mens fordærvede præster opsøger prostituerede og ellers nøje udmåler den tid, pilgrimme kan bruge i andagt foran relikvierne. Beskrivelsen af dette syndige sted kunne være taget fra en Monty Python-film, men er udtryk for Luthers kritiske blik på den katolske kirke. Snart optræder han hjemme i Wittenberg som stand-up-teolog, der med sin læremesters velsignelse gør sig morsom over de katolske dogmer og de troendes optagethed af relikvier. "18 ud af 12 apostle er begravet i Spanien." Luthers angst og tvivl har hurtigt fået følgeskab af en bidende sarkasme og et hovmod, som plager Luther selv. Denne dobbelthed giver Joseph Fiennes udtryk ved at veksle mellem blid og fast stemmeføring, mens blikket er rettet skiftevis ind og fjernt ud mod noget større, som det ses i hans store prædiken, hvor han ser tværs igennem menigheden. Dette er ikke forsøget på at videreformidle ordet, men på at formulere en tanke i flugten. Joseph Fiennes dækker fint alle aspekter af Luthers personlighed, selv om man gerne havde undværet de scener i munkecellen, hvor kampen mellem de lyse og mørke kræfter ikke så meget ligner en eksistentiel krise som hysteri.