Korstogene var en folkesag

Lektor Kurt Villads Jensen omgivet af riddere fra Johanitterordenen på Tøjhusmuseets middelaldermarked. Marius Borg til højre er med for sjov, mens hjelm og ringbrynje skjuler middelalderhistoriker Maria Dahlberg, som er medlem af en af Johanitterordnerne i Danmark, en humanitær forening. (Foto: Leif Tuxen)

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Bente Clausen | 20. oktober 2004

Korstog: Fire forskere har søgt de danske spor i korstogshistorien og sætter fokus på Danmarks Europa-samarbejde i middelalderen og den folkelige forankring i korstogene i Østersø-området

I middelalderen betød ordet fred, at der var fred til at prædike. Så de største fredsskabere var i konstant krig. De ryddede rum i hedningeland, så der kunne bygges kirker og folkene der kunne høre Guds ord. Eller med andre ord: De drog på korstog.

I bogen "Danske korstog – krig og mission i Østersøen", der udkommer i næste uge har fire forskere taget middelaldermennesket på ordet. De tror på, at korstogene handlede om andet end politik og økonomi, som blot blev dækket ind under religion.

– Stormænd og riddere var ikke ligeglade med penge og jord. Men de troede også på, at de kæmpede for sandheden. Ellers havde der ikke været så mange korstog, og de var heller ikke blevet ved så længe, siger lektor i middelalderhistorie ved Syddansk Universitet, Kurt Villads Jensen, som er en af forfatterne.

I Danmark har forskning i danske korstog ifølge Kurt Villads Jensen ligget død siden 1864. Efter det nationale nederlag fokuserede danske historikere nemlig på at etablere billedet af Danmark som et lille homogent land, der levede under en evig trussel fra naboen i syd. Erobringen af Rügen i 1168 blev beskrevet som en reaktion på vendiske angreb på Danmark.

Annonce

– Korstogene var et fælleseuropæisk projekt. Derfor passede det ikke ind i identiteten som det lille land, som altid havde været isoleret og klaret sig selv.

De fire forskere trækker på den nye internationale forskning om og definition af korstog og har søgt i allehånde internationale kilder for at finde de danske spor i korstogshistorien. Det er kendt, at der var danskere med i korstogene til Mellemøsten. Blandt andet døde kong Erik Ejegod (konge fra 1095-1103) på Cypern, på vej til Jerusalem - men hans kone Bodil nåede frem. Men bogen koncentrerer sig om korstogene mod vendere og estere - forsøget på at erobre og kristne riget om Østersøen.

– I traditionel korstogsforskning regner man korstogsperioden fra pave Urban II's korstogsprædiken fra 1095 om at befri Jerusalem, til 1291 hvor den sidste kristne bastion i det hellige land falder. Men i dag definerer man korstog meget bredere. Nu handler det ikke længere kun om befrielsen af det hellige land, men om de krige, paven satte sin autoritet ind på, og som deltagere kunne få aflad for at deltage i. Det betyder, at korstogene ikke sluttede før efter reformationen - faktisk blev en af de sidste korstogsbuller udstedt til Portugal i 1828, vendt mod tyrken, siger Kurt Villads Jensen.

Et eksempel på et sent dansk korstog er pavens korstogsprædiken om hjælp til Margrete I i 1402, så hun kan nedkæmpe kristne og hedenske fjender, der truede Kalmarunionen. Det var meget usædvanligt, at hun fik direkte tilladelse til at føre korstog mod kristne.

I Danmark og andre nordeuropæiske lande satte reformationen - i Danmark i 1536 - en stopper for korstogene. Protestanterne anerkendte ikke længere pavens autoritet og afladssystemet. Men det hindrer for eksempel ikke kong Christian IV (konge fra 1588-1648) i at erklære, at enhver der dør i kamp mod svenskerne bliver kristen martyr.

Kurt Villads Jensen understreger også, at korstogene var en folkelig sag, som ikke blot beskæftigede nogle få riddere i en kort periode. I mere end 400 år var korstogene fra Danmark en del af hverdagen, som også satte sig spor i landskabet og i administrationen af landet.

– Danmark var opdelt i regioner, i geografi svarende til de gamle herreder. Hver region havde ansvaret for et antal skibe, der hele tiden skulle være klar til korstog. Det involverede altså også almindelige danskere.

Ridderne, der drog på korstog - med pavelige løfter om aflad for alle synder, hvis de blev dræbt i hellig krig - havde hver 10 til 50 småriddere med, og derudover var der et større følge af bønder og mindre småfolk, der enten fungerede som fodfolk, roere, kokke eller lignende. Det var ikke billigt at drage på korstog.

Hver deltager i et korstog skulle medbringe 16 skæpper sigtemel og den tilsvarende vægt i smør, flæsk og oksekød, helst uden ben. Dertil en ørtug malt og en ørtug havre. Det stod i Skånske Ledingsret fra omkring 1200. Fire måneder skulle korsridderen og hver enkelt i hans følge kunne klare sig med ovenstående ration. Derefter skulle menuen skaffes ved plyndring.

– Der er mange eksempler på, at korsridderne tager hjem for at høste på egne gårde, mens venderne gør det samme. Og så drager de afsted igen for at plyndre vendernes nyhøstede afgrøder, siger Kurt Villads Jensen.

Munkeordner og kirkerne spillede en stor rolle for folkets opdragelse til et samfund i nærmest evig krig med muslimer og hedninge. Først kom korstogsprædikanterne. Det var hovedsageligt munkeriddere fra Johanitterordnenen, som i korstogene fungerede som den humanitære styrke. De fjernede den "byld", muslimer og hedninge i samtidens retorik udgjorde for et sandt kristent rige, og de oprettede hospitaler, som også behandlede sårede efter egen og andre korsridderes vold. Danmark var det første rige, hvor hele landet skulle opkræve skat til Johanitterordenen.

– Fra 1213 blev det besluttet fra Rom, at der hver søndag efter den almindelige gudstjeneste skulle holdes en korstogsprædiken. Det er derfor, vi så sikkert kan sige, at korstog var en del af den danske hverdag gennem mange århundreder. Korstogsprædikenerne var ens fra Spanien til Island, så paven og de nationale magthavere sikrede sig, at alle vidste, at muslimer og hedninge var afskyelige væsner, der skulle fjernes for at give plads for kristendommen.

Når korstogene betydning rakte langt ind i de vesteuropæiske samfunds identitet, kan en af forklaringerne ifølge Kurt Villads Jensen være, at man får en anden opfattelse af kristendommen i 1100-tallet.

– Man bliver meget optaget af den personlige synd. Før den tid havde kristne stormænd, som førte krig, opført klostre eller kirker som en form for stedfortrædende soning for drabene. Udviklingen i teologien, hvor der blev lagt større vægt på, at Kristus valgte at dø for menneskenes synder, blev mere fremherskende. Derfor fik man også et andet syn på krig. Der var enighed om, at det onde skulle bekæmpes. Alligevel blev alle Vilhelm Erobrerens krigere ved slaget ved Hastings i 1066 idømt bod for de mennesker de havde slået ihjel.

– Men herefter blev det betragtet som en bod at gå i krig mod kristendommens fjender. Og når kristendommen blev personlig var det også vigtigt for kirken, at så mange som muligt fik del i bekæmpelsen af det onde. Og her mener jeg, at den senere lutherdom tog fejl i deres kritik af afladssystemet - og det gjorde nogle katolske præster måske også. Men hvis et menneske angrede sine synder i skriftestolen, så fik det også tilgivelse. Derefter blev man idømt bod. Boden for drab var stor, så derfor kunne det for stormænd, der blev idømt syv år i sæk og aske være et mere hæderværdigt bodsbytte med et korstog.

For de danske konger var korstogene ikke blot en måde at skaffe rum til udbredelse af kristendommen og til at opføre kirker og klostre. Korstogene betød også, at kongerne fik et så godt forhold til paven, at de nærmest fik nordeuropæisk monopol på korstog i Østersøområdet.

– Og så skaffede korstogene de danske konger mange gode alliancer til andre fyrster i området. Ved korstoget til Kalmar i 1123 var der både norske og polske korsriddere med, og alliancerne blev også udbygget via ægteskaber.

Det var ikke kun kongerne, der skabte tværkulturelle kontakter. Riddere, storbønder og bueskytter oplevede andre kulturer, både i forbindelse med kampe mod dem, men også i de meget blandede flokke af mennesker fra hele Europa, som deltog i korstogene.

– Det er en glemt historie, at korstogene var så tværnationale. I 1864 var ånden på bjerget, at tyskerne var den store nabo i syd, og at man gjorde bedst i at blande sig uden om verdens trængsler. På trods af at Danmark fra 1300-tallet og op til begyndelsen af 1800-tallet var en større trussel mod de små tyske fyrstendømmer end omvendt.

En lille krølle på korstogshistorien er, at det sidste store værk om danske korstog er skrevet af den franske greve Paul Riant i 1865, og oversat til dansk i 1868. Ifølge Kurt Villads Jensen og hans medforfattere en velskreven og læseværdig bog om de skandinaviske korstog og pilgrimsrejser. Greven var meget interesseret i Skandinavien og Danmark især. Blandt andet skrev han i 1864 "Og jeg som elsker Danmark særlig højt, jeg ville ønske, at jeg så alle prøjserne på bunden af havet."

Men bortset fra en enstemmig optagelse af grev Riant i Det Kongelige nordiske Oldskrifts Selskab i 1867, så fik han ikke meget ud af sine nordiske kontakter.

Hans henvendelser til selskabet blev kun nævnt en gang siden, selvom han igen og igen "opfordrede dem til at sende oplysninger om nye skandinaviske bøger og artikler om korstog, men der kom aldrig noget. Han opfordrede, tiggede og bad, tilbød at betale, og han greb til direkte smiger."

Tilbage i 1800-tallets Danmark malede Laurits Tuxen fra 1884-94 på bestilling fra brygger Jacobsen "Kong Valdemar og biskop Absalon indtager Arkona og ødelægger Svantevits billedstøtte". Maleriet skulle ikke opfattes som en beskrivelse af danske korstog i samarbejde med andre. Det skulle opfattes som et samarbejde mellem konge og kirke, der skabte grundstenen til Danmark og dermed styrkede dansk nationalfølelse.

Det er den nationale korstogsopfattelse, Kurt Villads Jensen og hans medforfattere til bogen "Danske Korstog - Krig og Mission i Østersøen" blandt andet forsøger at gøre op med.

Kurt Villads Jensen har sammen med dr.phil og forskningsbibliotekar John H. Lind, adjunkt i kirkehistorie Carsten Selch Jensen og Ph.d. i middelalderhistorie Ane L. Bysted skrevet bogen "Danske korstog - Krig og Mission i Østersøen", der udkommer i næste uge på foralget Høst og Søn.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

$CLASS=skilt$Danske korstog

Danskerne foretog alene eller sammen med andre nationer en lang række korstog fra 1100-tallet og frem til Reformationen. De to vigtigste var erobringen af Rügen i 1168, der åbnede for videre ekspansion mod Øst og korstoget til Estland i 1219, som danskerne kontrollerede frem til salget til Den Tyske Ridderorden i 1346. I resten af middelalderen gjorde flere konger krav på at generobre Estland, som blev et symbol på det tidligere store danske rige. Så sent som i 1400-tallet havde Christian I planer om at stille med 200.000 mand til en generobring af Jerusalem på pavens anmodning. Det måtte opgives på grund af uroligheder i Sverige, der truede Kalmarunionen.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock