Symbolet på oprør

Tilbage til begyndelsen. Den 2. juli 1789 lød der råb fra et vindue i Bastillen, Paris' gamle statsfængsel, om, at fangevogterne var begyndt at slå fanger ihjel. Dette var usandt. Manden, der råbte, blev anset for gal og overført til et galehus. Manden var Marquis de Sade, en aristokrat og forfatter, som i dag er kendt for sine usædelige skrifter – og for at have lagt navn til sadisme.

Men rygtet var sat i søen, og eftersom oprørstrangen i forvejen var på kogepunktet blandt Paris' borgere, og eftersom Bastillen blev ansat som symbol på det franske enevældes undertrykkelse af befolkningen, begyndte begivenhederne at tage fart. Nogle historikere mener, at de oprørske franske borgere valgte at angribe Bastillen, fordi den indeholdt et våbenlager. Der er imidlertid almindelig enighed om, at borgen, der var bygget helt tilbage i 1370 og havde været fængsel siden 1620, var uden militær betydning.

Såvel Bastillen som kongens og adelens regime var så upopulært, at selv en del af kongens livgarde sluttede sig til folket medbringende fem kanoner. Derefter overgav Bastillens kommandant sig. Folket stormede ind, huggede hovedet af ham, satte det på en lanse og bar det triumferende rundt i Paris' gader.

Årene, der fulgte, var badet i blod. Kongen og dronningen blev halshugget. Og ikke mindst det aristokrati, Marquis de Sade selv var født ind i, måtte lade livet. På længere sigt fik borgerskabet langt mere magt, men i lang tid herskede et kaos, som først blev bragt til ophør, da Napoleon Bonaparte kuppede sig til magten. Senere endnu, da borgerskabets magt i 1880 var velkonsolideret, blev den 14. juli Frankrigs nationaldag. Og det har den været lige siden.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

HISTORIENS KANON

Undervisningsministeriets historieudvalg har udvalgt 29 centrale personer og begivenheder, som skal indgå i folkeskolens historieundervisning. I 29 artikler gennemgår Kristeligt Dagblad i løbet af skoleåret samtlige punkter. Dette er den 14. artikel i serien.

Læs alle artikler i serien