Når et teenageliv går op i sømmene

– Det er meget svært at få muslimske forældre til at acceptere, at deres døtre bliver anbragt, da de ofte anser det for ærekrænkende. Men det beroliger forældrene at vide, at det er et sted, hvor der ikke bor drenge, hvor de muslimske skikke respekteres, og hvor der også er muslimer blandt personalet, forklarer hun.

Hun vurderer, at pigerne på institutionen ville have sværere ved at blive hjulpet på en almindelig institution.

– Den frihedsgrad, der er på danske institutioner, har pigerne svært ved at forvalte. De kommer fra et meget beskyttet og lukket miljø, hvor de ikke har lært at sætte grænser. Tit er kontakten til familien dårlig under anbringelsen, og deres kritiske sans ligger derfor på et meget lille sted. Derfor kan det ende galt, hvis de havner på en ungdomspension med kriminalitet, bandevold, stoffer, drenge og alkohol. Nogle gange forstørrer sådan en anbringelse ligefrem en muslimsk piges problemer. Andre gange ender det med, at pigen tager tilbage til familien, selv om forholdene ikke har ændret sig hjemme.

Lise Sanvig Nordenhof har lange tænkepauser efter hvert spørgsmål og undskylder, at hun er så træt i hovedet. Trætheden skyldes, at Souzas mor lige har besøgt institutionen for første gang.

– Man skal være utroligt stærk for at kunne modstå presset fra familien. De truer med selvmord, eller med at de flytter tilbage til hjemlandet. De fortæller gerne, at de mindre søskende græder af længsel efter deres søster. Vi forsøger at fortælle forældrene, at de opdragelsesmetoder, de har gang i, ikke går an i Danmark, siger Lise Sanvig Nordenhof, der også forsøger at se sagen fra forældrenes synsvinkel.

– Ofte ligger der en reel bekymring for døtrene bag forældrenes handlinger, og det prøver vi også at forklare døtrene. Men det er en langvarig proces, og som det også gælder for anbragte børn med dansk baggrund, er det som regel ikke de ressourcestærke familier, vi arbejder med.

Hun afbryder interviewet for at være med til mavedans, som foregår i et stort, lyst rum for enden af trappen på 1. sal. Et hold træner hver tirsdag på Mariasminde, og alle piger samt Lise og en anden medarbejder er tilmeldt. Instruktøren skruer op for de orientalske toner og instruerer kvinderne i at ryste mave, baller og lår.

Souza har dog svært ved at koncentrere sig om dansen og sætter sig uden for rummet. Hun har brug for at tale ud om sit møde med moderen tidligere på dagen.

Souza er frustreret over, at forældrene kun er interesseret i, at hun kommer hjem hurtigst muligt, så deres ære er intakt.

– De tænker kun på, hvad folk tænker, og ikke på mig. De synes, jeg er blevet alt for dansk, konstaterer hun.

Hun viser stolt sit værelse frem. Oven over sengen hænger idolplakater, og på en lille kurvehylde står deodoranter og sminke. Oven over hænger et billede af hende og Semiha, en anden pige på institutionen. De står smilende med armene om hinanden foran den lokale ridebane.

Hjemme hos sine forældre delte hun et lille værelse med sine to yngre brødre og havde kun en smal hylde til sine ejendele. Souzas forældre er traumatiserede af flugten fra Irak, og det smitter af på familiens trivsel. Derhjemme måtte Souza ikke eje en mobiltelefon og skulle gå lige hjem efter skoletid. Heller ikke en pigeklub for muslimske piger måtte hun komme i.

Da forældrene fik nys om et forhold til en afghansk fyr, endte Souza på en psykiatrisk skadestue efter et selvmordsforsøg.

– Jeg vil gerne hjem, men så skal mine forældre forandre sig. De skal give mig mere kærlighed. Især min far, siger Souza, sidder med hænderne foldet i sit skød, mens hun fortæller.

Friheden på institutionen kan pigerne dog have svært ved at administrere, forklarer Lise Sanvig Nordenhof, der er vendt tilbage efter at have givet Semiha et lift til håndbold.

– Ofte er pigerne ikke særligt gode til at passe på sig selv, fordi der er nogen, der har beskyttet dem. Når pigerne så først har overskredet de meget snævre grænser, som bliver sat for dem derhjemme, så er de tit ikke klar over, at der findes grænser overhovedet. For eksempel bliver de tit meget overraskede, når vi fortæller dem, at dansk-etniske børn og unge heller ikke får lov til at føjte rundt, uden at forældrene ved, hvad de laver.

– Pigerne er ikke opdraget til, at de selv bestemmer over deres liv og også deres seksualitet. Desværre er der nogle muslimske drenge og mænd, der bruger islam til at forklare deres manglende respekt for kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, siger Lise Sanvig Nordenhof.

Hun henviser til en aktuel sag:

– Imamen, der udtalte, at kvinder selv er skyld i en voldtægt, hvis de ikke har dækket sig til, er jo et godt eksempel på det. Jeg kan blive temmelig harm, når drenge, der går meget op i deres egne søstres dyd og forlanger, at den, de skal giftes med, er jomfru, går i seng med piger med muslimsk baggrund. De burde jo vide, hvad der står på spil for pigerne, siger Lise Sanvig Nordenhof.

Ikke desto mindre tror hun på, at det er muligt at gøre en forskel for pigerne. Ved at tro på dem og deres ressourcer.

– Det, at de bliver set på på en anden måde, betyder utroligt meget. For eksempel boede en pige her, som havde massivt fravær og lave standpunktskarakterer, da hun kom. Men det lykkedes hende faktisk at tage en 9. klasses eksamen. Bare det, at nogen troede på, at det kunne lade sig gøre, betød, at hun fik mod på det.

Lise går ud i køkkenet, hvor Souza sidder og spiser mangofrugt. De taler om, at Souzas fødselsdag nærmer sig, og fødselsdagsgaven fra Mariasminde er en fælles udflugt til et tyrkisk bad. Hun har også fået lov til at holde fødselsdagsfest på Mariasminde for sine nye klassekammerater. Souzas øjne lyser op ved tanken om sin fødselsdag.

– Men jeg ønsker mig også en stor, fed BMW, Lise. Så skal der stå "Perker-BMW" bagpå.

bindslev@kristeligt-dagblad.dk

Beboerne på Mariasminde er anonymiserede. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.