Hvorfor siger vi egentlig "Je suis Charlie"?

A public show of solidarity on Plaza del Sol in Madrid on January 11, 2015 and to protest against three days ...

Borgere i Madrid viser deres støtte til ofrene for terrorangrebet på satirebladet Charlie Hebdo med bannere med teksten "Je suis Charlie" ("Jeg er Charlie", red.) Foto: Geisler-Fotopress/DyD Fotografos / Scanpix Denmark

Et udsagn som "Je suis Charlie" er retorisk stærkt og giver mennesker en fornemmelse af fællesskab, forklarer retorikprofessor. Men formuleringen er også en "gratis omgang"

"Je suis Charlie". "Ich bin ein Berliner". "I am Spartacus". 

Tre berømte sætninger, der stammer fra henholdsvis en global støtteerklæring til ofrene for terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris, John F. Kennedys skelsættende tale i Vestberlin i 1963 og kultfilmen Spartacus fra 1960. 

Fælles for de tre udsagn er, at de starter med ordene "jeg er", og at de alle har skabt international opmærksomhed med deres simple og stærke retorik. Og det er der en god forklaring på, fortæller Christian Kock, der er professor i retorik på Københavns Universitet:

”Jeg er-udsagnene bliver i høj grad brugt til skabe identitet mellem mennesker. De skaber en fælles identitetsoplevelse, hvilket er det, vi ser netop nu, når mennesker over hele verden skriver 'Je suis Charlie' efter terrorangrebet i Paris.”

For når man tilslutter sig "Je suis Charlie"-bevægelsen, opnår man følelsen af at være en del af et fællesskab:

”Det giver en følelse af sammenhold. En af de varmeste følelser, vi har som mennesker, er følelsen af at blive ét med andre. Vi kender det fra kærlighed, men også fra sociale bevægelser. Det er en grundlæggende menneskelig impuls at opnå forening frem for adskillelse. Det opnår man i denne sag ved et 'Je suis Charlie'," siger Christian Kock og fremhæver den fransktalende canadiske provins Quebec som eksempel på det samme.

Her siger borgerne "Je suis Quebecois" (Jeg er fra Quebec, red.) for at vise, at de er fransksindede.

"Ved hjælp af retorik har man skabt en nationalfølelse i provinsen, som ikke var der til at begynde med," forklarer han.

For de simple "jeg er"-sætninger som "Je suis Charlie", "Ich bin ein Berliner" og "I am Spartacus" kan som sagt give afsender og modtager følelsen af at være en del af samme fællesskab. Det gælder også i de tilfælde, hvor ytringen i sig selv er det eneste, man har tilfælles. 

”Det er lidt en gratis omgang. Ved at sige ’Je suis Charlie' opnår man en følelse af fællesskab og af at gøre noget ædelt og solidarisk. Men i virkeligheden har man jo ikke gjort noget - det har ikke kostet en noget at sige det, man risikerer ikke noget ved det, og der er heller ikke noget reelt fællesskab at indgå i," siger Christian Kock og refererer til de anti-islamiske demonstrationer, der var i Dresden i Tyskland for nogle dage siden.

Her gik medlemmer af gruppen Pegida ”Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes” (Patriotiske europæere mod islamisering af Aftenlandet/Vesten, red.) også og sagde "Je suis Charlie." Det på trods af at den resterende redaktion på Charlie Hebdo har frabedt sig at blive sammenkoblet med anti-islamistiske bevægelser, da de ikke deler samme sag.

At Pegida alligevel bruger sætningen er ifølge Christian Kock et bevis på den imaginære sammenhørighed, man ønsker at være en del af.

”'Je suis Charlie' har en stærk følelsesappel. Det får blodet til at rulle i årerne, hvilket overdøver mere logiske ræsonnementer om, at der i realiteten ikke er noget fællesskab.” 

Se de to andre berømte eksempler på den enkle "jeg-er"-retorik herunder. 

"Ich bin ein Berliner"


Den daværende amerikanske præsident John F. Kennedys tale i Vestberlin i 1963 blev berømt for den famøse erklæring "Ich bin ein Berliner," som Kennedy gentog to gange i løbet af talen. Kennedy blev under sit besøg påvirket af situationen i Tyskland og besluttede derfor i sidste øjeblik at ændre i den tale, hans rådgivere havde skrevet. "Ich bin ein Berliner"-erklæringen var improviseret og står derfor ingen steder i det originale manuskript. Spol et minut frem i videoen for at høre ytringen. 

"I am Spartacus"


Spartacus er en amerikansk film fra 1960 instrueret af Stanley Kubrick. Filmen er inspireret af den historiske figur Spartacus og hans slaveoprør mod romerne. Filmens mest kendte scene er den ovenstående, hvor romerne beder slaverne om at udpege Spartacus. I stedet for at gøre dette rejser flere slaver sig op og proklamerer på skift, at de er Spartacus med sætningen "I am Spartacus" (45 sekunder inde i videoen).