Hvis det er skyfrit klokken 22.30 i aften, kan man over den sydøstlige horisont se fuldmånen. Lidt højere og fem grader til højre for Månen står Saturn, der netop er i opposition. Så det er i denne tid, planeten er nærmest og klarest.
Saturn var Solsystemets fjerneste kendte planet, indtil William Herschel i 1781 opdagede den endnu fjernere Uranus. Indtil da markerede Saturns bane i den klassiske forestilling den yderste og syvende sfære i vores planetsystem. Og det gælder, uanset om man tager udgangspunkt i det geocentriske, det tychoniske eller det heliocentriske verdensbillede.
Jupiter har vi længe kunnet betragte som en klartlysende planet højt på den sydvestlige himmel. Efterhånden som vi om bord på Jorden arbejder os rundt om Solen, vil vi se den fjerne og dermed langsommere planet sakke agterud og befinde sig længere og længere mod vest. Den bruger cirka 12 gange så lang tid som Jorden til et omløb.
I modsætning hertil farer Solsystemets inderste planet en gang rundt om Solen på kun 88 døgn. Set her fra Jorden vil Merkur aldrig være at finde på nattehimlen. Her finder vi kun planeter, der har baner længere ude i Solsystemet end Jordens.
Merkur kan maksimalt opnå en elongation (vinkel til Solen) på 27 grader. Det medfører, at den kun er synlig ved den vestlige horisont efter solnedgang eller ved den østlige før solopgang. Og på høje breddegrader er det lidt af en udfordring, da planeten således ofte skal findes i tusmørket.
Netop nu befinder Merkur sig i sin bane til venstre for Solen og går derfor ned efter Solen. Har man en fri horisont mod nordvest, kan man en times tid efter solnedgang få et sjældent glimt af Solsystemets inderste planet. Denne mulighed gælder de næste to uger.
Mars er næppe til at komme uden om. Den dominerer stadig på nattehimlen i sydlig retning. Har man en god håndkikkert eller bare en udsigtskikkert med god forstørrelse, kan man godt ane, at der ikke er tale om en stjerneprik, men om en orangefarvet klode. Prøv det.
Om en halv snes dage forventes Jorden at passere gennem materiale fra den lille periodiske komet P209/Linears bane. Kometen har for et par uger siden passeret det solnærmeste punkt i sin bane. Typisk for kometer giver solopvarmningen anledning til fordampning af de frosne gasser, hvorved det indefrosne materiale af grus, sten og støv frigives og breder sig i baneplanet.
Der er derfor en mulighed for en forøget meteoraktivitet, når Jorden sidst på natten mellem den 23. og den 24. maj med 30 kilometer i sekundet trænger gennem kometens efterladenskaber.
For at se det, skal vi have Danmarks horisontplan orienteret, så de indkommende meteorer rammer atmosfæren over vores horisont. Det giver problemer. I Danmark er vi nemlig drejet så meget, at Solen er tæt på solopgang, og himlen måske for lys. Sådan som beregninger angiver, er den største chance for at se de mange forventede meteorer at rette blikket mod zenit en-to timer før solopgang. Er det skyfrit, bør man give det en chance. På det nordamerikanske kontinent er man derimod ideelt positioneret, da det her er midnat, når aktiviteten kan observeres.
Er man tidligt oppe og har fri udsigt til den østlige horisont, kan man fra midten af maj rette blikket mod øst, hvor det klareste stjernelignende objekt, planeten Venus, markerer sig som en klartlysende morgenstjerne. Den 25. maj kan man se Månen i aftagende fase stå fem-seks grader til højre for Venus.
Jordens ”søster” er en indre planet og vil ligesom Merkur altid skulle findes på den østlige morgenhimmel før solopgang eller den vestlige aftenhimmel efter solnedgang. Da Venus bane om Solen er større end Merkurs, kan Venus opnå en elongation på hele 47 grader. Det giver os lidt bedre muligheder for at se den smukke planet.