Is kan flytte bjerge

At store dele af landskabet i Europa og Danmark er formet af gletsjernes bevægelse under istiden er i dag indlysende. Men sådan har det ikke altid været

Gletsjere har været med til at forme mange landskaber. Her ses Eqi-gletsjeren ved Jakobshavn i Grønland.
Gletsjere har været med til at forme mange landskaber. Her ses Eqi-gletsjeren ved Jakobshavn i Grønland. . Foto: Kjeld Olesen/Scanpix,.

Is og sommer er en perfekt kombination. Hvis altså isen bliver serveret i afmålte mængder. Det blev den ikke for 70.000 år siden, da det meste af Skandinavien var dækket helt til i nogle tusind år. Det var under den seneste istid, og man skal faktisk ikke længere end 60 år tilbage, før man fandt ud af, hvad der egentlig var årsagen til den.

Den første fremlæggelse af en istidsteori skyldtes et forklaringsproblem. I starten af 1800-tallet undrede man sig over, at store granitblokke ved områder i de franske Jurabjerge i så høj grad mindede om klipper længere sydpå i alperne. Det samme var tilfældet for nogle klippeblokke i det nordtyske og polske lavland, der var af samme beskaffenhed som det skandinaviske fjeldmassiv. Der var flere 100 kilometer mellem disse, men der var alligevel en vægtig bevisbyrde for, at klipperne skulle have vandret. Spørgsmålet var hvordan. Og til besvarelse af dette var det daværende geologiske verdenssyn bare ikke tilstrækkeligt.

I 1830erne var den mest anerkendte geomorfologiske teori den såkaldte ”diluvianisme”. Den var antagelsen om, at landskabet var formet af en stor oversvømmelse engang i fortiden. Man mente, at strømmen havde transporteret vandreblokke over enorme afstande, men der kunne ikke gives en ordentlig forklaring på, hvordan det havde kunnet lade sig gøre, når blokkene var så store.

Det var naturhistoriker og professor ved Universitetet i Neuchtel i Schweiz Johannes Louis Agassiz (1807-1873), der var den første til at fremlægge en teori, der involverede is. Han var dengang kendt som en af de største autoriteter inden for viden om fisk, men vi kender ham i dag bedst som ophavsmanden til teorien om istiden. Han begyndte at studere gletsjernes virkning på alperne, hvilket ikke var et nyt studium. Tidligere havde geologer foreslået, at de såkaldte ledeblokke som man kalder klippestykker, der er vandret var blevet transporteret af gletsjere, men Agassiz var den første til at argumentere fyldestgørende for sagen. Han argumenterede endda for, at hele Schweiz på et tidspunkt havde været dækket af et massivt lag is, og efter en studietur til det skotske højland konkluderede han det samme om det meste af Nordeuropa. Ideen om én istid, der havde dækket store dele af den nordlige halvkugle med is, fremlagde Agassiz i 1837.

Der var dog problemer med teorien: Hvad var årsagen til istiden, og hvorfor var den hørt op igen?

Det kunne Agassiz ikke svare på, men alligevel havde teorien en stor forklaringskraft og blev derfor ikke afskrevet. I 1860 begyndte man at foreslå, at der kunne have været flere istider, men da var der stadig ingen forklaring på, hvordan de så skulle være opstået.

Det kom der først, da den skotske amatørforsker og geolog James Croll i 1870 foreslog, at det kunne have noget med Jordens bevægelse rundt om Solen at gøre. Ændringer i rutens ellipseform kunne være årsag til istiderne, mente han.

Senere, i 1930erne, præsenterede den serbiske astronom og matematiker Milutin Milankovic så en udvidet version af den forklaring, der også kunne give et bud på, hvor mange istider, der havde været gennem de sidste 650.000 år: Det drejede sig om fire, mente han.

Den teori blev dog revideret, da man 20 år senere havde mere data at arbejde med, men er, som den ser ud i dag, den mest anerkendte forklaring på Jordens klimaforandringer over lang tid og derfor også istidernes opståen.

Og ifølge den forklaring kan vi ogJå godt forvente en istid mere. Men det er dog først om små 100.000 år, så det burde ikke gå udover det gode sommervejr.