Ved midsommer tændes der bål over hele Europa. Fra Nordnorge til Gibraltar vil flammerne danse i sommernatten, som de har gjort, lige siden årets længste dag blev identificeret som et pejlemærke for årets gang, vintersolhvervets spejlbillede, hvor man fejrer den forestående høst. Men også frygter, at mørkets kræfter skal snige sig ind gennem dette vindue, hvor dag og nat ikke er skarpt adskilte, men blandes i tusmørket.

Især i Nordeuropa er midsommerfesten forblevet en hyldest til frugtbarheden og lysets kræfter. Den gamle majstang er et germansk frugtbarhedssymbol, der ud over i Sverige også findes i blandt andet Tyskland, Østrig og Ungarn, og den blev oprindelig rejst pinsedag. I Sverige er midsommerstangen med sine kranse og blomstersmykning gennem årene blevet rykket frem til juni og er blevet en uadskillelig del af midsommerfesten.

Sankthans i andre lande

I de baltiske lande vil de unge piger bære blomsterkranse i håret, og for eksempel i Polen vil traditionen, at de unge piger kaster kransen i floden, hvorefter de unge mænd skal svømme ud og redde deres udkårnes krans.

Også i Sydeuropa fejres sankthans oftest tre dage efter solhvervet, den 24. juni, hvor katolikkerne fejrer Johannes Døberen. For ligesom julen har erstattet den hedenske fest ved vintersolhverv, har den katolske kirke kristnet midsommerfesterne. Ifølge Lukasevangeliet blev Johannes Døberen født seks måneder før Kristus. Hans fødselsdag blev derfor sat til den 24. juni, og Johannes Døberen, der betragtes som en helgen i den katolske kirke, er en af de få helgener, der mindes for sin fødsel og ikke for sin død.

Ofte vil fejringen finde sted aftenen før helgendagen, så sankthansaften er natten mellem den 23. og den 24. juni. Og både i Spanien og Portugal er San Juan/So Joo-festerne og i Italien San Giovanni-festerne store årlige begivenheder, hvor den gamle båltradition stadig er kernen. Nogle steder, som for eksempel på De Canariske Øer, bestod bålene traditionelt af genstande, man ikke længere havde brug for, og som man benyttede sankthansbålet til at skille sig af med.

Bålet hører sankthans til

I Alicante i Spanien skal 200 bål ifølge traditionen brænde hele natten under fugeres de San Joan. Og i Catalonien i det nordøstlige Spanien skal bålene, hvis det skal gå helt rigtigt til, tændes med ild, der er båret ned fra Mont Canigou, catalanernes hellige bjerg på grænsen mellem Spanien og Frankrig.

Mens bålene nogle steder skal kunne brænde hele natten og trække et lysspor langs Middelhavskysten, kan lokale traditioner indebære små bål, så de unge mænd kan demonstrere deres mod og mandshjerte ved at springe over dem. Denne skik hører også til sankthans-traditionerne i visse områder i Frankrig, som for eksempel det franske Centralmassiv, selv om den langsomt går i glemmebogen. Frankrig har i vid udstrækning erstattet sankthans-festen med den årlige Fête de la Musique den 21. juni med gratis musik i gaderne i både store og små byer over hele landet.

I Italien kunne sankthans-festerne i middelalderen og renæssancen strække sig over tre dage, fra solhvervet den 21. juni og til sankthansdag den 24. juni. I Cesena organiseres stadig et stort marked i gaderne i denne periode. Og i blandt andet Firenze, hvis skytshelgen er Johannes Døberen, har man traditionelt indsamlet lægeurter, hvis helbredende virkning skulle blive mangedoblet, når de indsamles ved sommersolhverv. Også i Storbritannien har man længe indsamlet urter som rosmarin eller salvie og ladet dem trække i vand hele natten, hvorefter vandet skal drikkes næste morgen.

Overtro og heksekunster trækker derfor stadig deres spor gennem sankthansaften, trods den katolske kirke og Johannes Døberen.