Det er vel det samme, om man bliver gift eller viet? I begge tilfælde træder man ind i ægtestanden, og det er vel i grunden ikke så giftigt?
Poul Tvermoes har sendt en mail, hvori han reflekterer over det at blive viet eller gift. Han mener, at ordet vie har at gøre med velsignelse og altså helligholdelse, og det kan kirken selvfølgelig gøre, men hvorfor hedder det så også at blive viet på et rådhus? Kan en borgmester eller giftefoged velsigne?
Tvermoes har ret og ikke ret. Ordet vie har rod i et oldnordisk ord wigja, der genfindes i gotisk som weihs, og som er beslægtet med moderne tysk weihen. Det oldnordiske ord betød hellig eller helligsted, således hed byen Odense engang Odins vi, Odins helligdom, og dette Odins vi er smeltet om til Odense.
Så det er rigtigt, at vielse sprogligt set egentlig er en hellig handling, som borgmesteren ikke burde kunne foretage sig, for rådhusbrylluppet er jo en borgerlig og ikke en sakral handling. Det hedder dog i moderne ordbøger, at man vies, også når man bliver gift borgerligt. Det er altså ikke kirken og det kirkelige, der bestemmer ordet vie, men ceremonien, og at man træder ind i ægteskabet.
Vielse er således både en kirkelig og en borgerlig ting i vore moderne, sekulære tider, men det er dog stadig kun præsten og kirken, der kan give velsignelse. Borgmesteren kan blot ønske tillykke på et jordisk og samfundsmæssigt plan.
Det andet ord for denne sag er selvfølgelig at blive gift. Det er kommet fra tysk til nordiske sprog engang i middelalderen, hvor det hed gift eller gipta og betød bortgivelse. Så her har vi fat i ægteskabets samfundsmæssige grundform: Man gav én bort! Den, der blev givet bort, var datteren, som af faderen blev givet bort, oftest med medgift. Ordet gift henviser altså til gave, sådan som en gave jo altså også kan hedde a gift på moderne engelsk.
Det der med at gifte sig bærer sprogligt set på den hemmelighed, at kvinden var et objekt, der blev givet bort. Med mindre man tolker det som dette, at de to giver sig væk til den anden. Det er en kønnere tolkning. På den måde får de begge gaver, som de forhåbentlig har ønsket sig.
Nu kan gift jo som bekendt betyde noget helt andet, nemlig væske eller stof, man kan dø af ved indtagelse. Det morsomme er, at det er det samme ord, vi her indtager, som ordet for at indgå i et ægteskab, der dog ikke af den grund kan kaldes et giftskab! Indgift var således ordet for noget, man tog ind, tog imod eller altså indtog. En dosis medicin kunne hedde en gift præparat, ligesom en skæppefuld havre til en hest kunne hedde en gift foder. Her betyder ordet gift altså noget, man giver, noget der overrækkes, ligesom en gave. Eller ligesom et par giver sig til hinanden ved et ægteskabs indgåelse. Med eller uden en kirkelig velsignelse.
Nu må man ikke misforstå udtrykket Til døden Jer skiller, bare fordi gift både kan betyde noget, man lever lykkeligt med at være, og som man kan dø af!