Maskinen, der effektiviserede såningen

Radsåmaskine er det rigtige svar på sidste uges spørgsmål i bagsidens sommerkonkurrence

En radsåmaskine på Frilandsmuseet.
En radsåmaskine på Frilandsmuseet. . Foto: Leif Tuxen.

Fredag den 4. juli præsenterede bagsiden læserne for et grønt instrument i træ med to hjul, et stort og et lille, med en kasse, der kan åbnes, og to håndtag. Og igen i denne uge har mange læsere deltaget i konkurrencen og gættet, at billedet forestiller en såmaskine.

Erik Sørensen fra Hjørring giver her en fyldestgørende forklaring på, hvordan maskinen fungerer: ”Da man begyndte at dyrke frøafgrøder som roer, gulerødder, kål, ærter med mere på større arealer, opstod behovet for en såmaskine. Den afbildede fungerede på den måde, at en person via de to håndtag skubbede maskinen frem. Det forreste store hjul formede en ”kam” i såbedet. Bag det store hjul er der et 'skær' (man kan ane det på billedet), som laver en 'rille' i kammen. Over skæret er der en beholder, hvori udsædsfrøene hældes. Bunden af beholderen består af en plade med den hulstørrelse, der passer til de enkelte frøsorter (der kunne være flere plader eller en vandret skive med forskellige hulstørrelser, der kunne drejes). I den nederste del af beholderen sidder der en rørepind, som under såningen er i bevægelse, for at der hele tiden er frø over det hul i skiven, som de skal falde ned igennem. Bevægelsen fremkommer ved, at der på det store hjul er 4 tapper, som, når hjulet kører, påvirker en vippearm, som får rørepinden til at bevæge sig inde i beholderen. Det lille bagerste hjul er formet sådan, at når maskinen kører frem, dækker det jord over frøene og klemmer det fast om frøene. Stangen, der går ud til siden, er markørstaven, og på den kunne der enten hænge en lænke eller andet, som ved at slæbe i såbedets muld lavede en synlig streg, som næste række skulle sås i. Ved at skyde slæbedelen ud og ind på markørstaven kunne man variere rækkeafstanden, så den passede til de forskellige afgrøder. Jeg har indtil år 2000 været ejer af to modeller af typen, både den afbildede og en noget nyere.”

Mange læsere kan huske såmaskinen fra deres barndom. Deriblandt Ove Kirkegaard fra Hadsten, der husker den fra 1930'erne. ”Mine forældre havde et lille landbrug cirka 10 kilometer nord for Aalborg, hvor vi avlede mange grøntsager, som min far solgte på grønttorvet i Aalborg. Om foråret brugte vi den til at så grøntsager med. Frøene blandede vi med tørt sand for at få en bedre fordeling.

Man ser under maskinen et jern, som dannede sårillen. Og det bagerste hjul lukkede rillen, armen til højre var en markør, der ridsede op, hvor næste række skulle sås, den kunne indstilles til den rækkeafstand, man ønskede.”

Alle læsere er enige om, at det er en såmaskine, det drejer sig om, men der er forskellige bud på, hvad den hedder: ”enrækket såmaskine”, ”enkeltradssåmaskine”, ”radsåmaskine”, ”enkorns-såmaskine”, ”håndskubbet roesåmaskine” lyder nogle af buddene.

Ifølge Frilandsmuseets oplysninger hedder maskinen en ”radsåmaskine”. I Danmark så man de første forslag til såmaskiner indsendt som forslag til Landhusholdningsselskabet sidst i 1700-tallet, uden at det var ensbetydende med, at det blev almindeligt udbredt. Midt i 1800-tallet er der dog flere fabrikanter, der begynder at sælge såmaskiner, men det var også genstande, som lokale håndværkere og evt. bonden/husmanden selv kunne konstruere. Såmaskinerne var indrettet til at så alt fra en til flere rækker, og formålet var at spare udsæden og lette og effektivisere både såning og lugning. ”

Måske er denne uges opgave sværere end de to første opgaver. I hvert fald er genstanden ældre, idet den stammer fra en tid, hvor den almindelige belysning var dagslys, tranlamper eller tællelys. Læserne skal i denne uge ikke gætte, hvad kuglen hedder, for den hedder ifølge Frilandsmuseets oplysninger en ”skomagerkugle”. Læserne skal derimod gætte, hvilken funk-tion, kuglen har haft. Måske er det en hjælp at vide, at det har været almindeligt at bruge den i den sønderjyske kniplingsindustri, hvor arbejdet krævede stor akkuratesse.

Denne genstand har været meget nyttig i kniplingsindustrien.
Denne genstand har været meget nyttig i kniplingsindustrien. Foto: Leif Tuxen