Vi har ikke kun grund til at være stolte af den lillebitte ært i H.C. Andersens eventyr ”Prinsessen på ærten”. Vi burde også være stolte af ærterne fra Lolland. I USA har man et bibelbælte, hvor amerikanerne er mere fromme end andre steder.
I Danmark har vi et ærtebælte, der strækker sig grønt over Sydsjælland, Falster og Lolland. Her gror verdens fineste ærter. Modnet ved lave temperaturer og en relativ høj luftfugtighed.
Ærterne bliver høstet af store firmaer, der tre timer efter høsten fryser dem ned, så de kan bevare det meste af deres smag og vitaminer. Ikke desto mindre er frosne ærter en karikatur af friske ærter. Og det værste af det hele: De ender anonymt i supermarkedernes frostbokse! Ingen aner, at en stor del af de trillende ærter er fra Lolland. Næret af den jord, som digterne Emil Aarestrup og Kaj Munk betrådte. Og krydret med vindene fra Grønsund, Guldborgsund og Østersøen.
Danmarks mest spiste ret er spaghetti bolognese. Det er ufatteligt, når man tager i betragtning, at hvert område af landet har vidunderlige egnsretter. En af de særlig delikate retter er fra Lolland og hedder mælkeærter med stegt flæsk.
Den 4. juli fik madentreprenøren Claus Meyer Sakskøbing til at gå amok i ærter. Et ton ærter blev bælget midt på bytorvet af borgere fra byen. Og om aftenen havde køkkenchefen på Sakskøbing Hotel, René Trane, tilberedt mælkeærter og stegt flæsk til 500 lollikker, der som ærter i rad og række sad ved et kæmpe langbord i hovedgaden. Umiddelbart er det blot fortællingen om en god aften i en smuk lollandsk by. Men samtidig er det også en fortælling om, hvordan hver egn af Danmark har vidunderlige afgrøder og spændende egnsretter. Der er ingen grund til at anonymisere landsdelenes fine råvarer eller til at gøre spaghetti bolognese til vor foretrukne hverdagskost.
