Bag Koldinghus' gamle mure kan man for tiden opleve næsten hundrede spændende afgangsprojekter fra Designskolen i Kolding. Et af dem, der skiller sig ud, består af tre dekorerede underben.
Det ene er udsmykket med et kroget træ, der folder sine grene ud over læggen med små fine røde blade. Et andet er et underben af læder fyldt med snirklede tatoveringer, og det tredje er af glasfiber, malet med krom og lakeret sort.
De tre underben er designet af Patrick Johansen. De har form som rigtige underben, men er alligevel helt anderledes. De kan klikkes udenpå standardprotesen og gøre benet til et specielt og smukt syn. På den måde kan amputationen tiltrække positiv opmærksomhed på en måde, som stålknoglen indeni eller den gule glasfiber aldrig kan.
”Vi andre kan skifte sko og tøj, som vi vil, men benproteser har kun ét design, som man er bundet til resten af livet, hvis man mangler et ben. Det ville jeg gerne lave om på,” forklarer Patrick Johansen.
”Jeg synes, at især unge mennesker, som mister en del af sig selv, skal have bedre muligheder for at udtrykke deres personlighed, identitet og drømme med protesen på samme måde, som man gør med sit tøj,” siger han.
De tre ben i Patricks afgangsprojekt er designet til tre konkrete personer. Benet med det graciøse træ er til Tina på 28, som er født med sit handicap.
Det tatoverede ben er til Bo, som har mistet sit ben i en motorcykelulykke. Han har i forvejen mange tatoveringer, og det nye underben passer til hans stil. Det sidste ben er til Jens Zinklar. Han har mistet sit ene ben ved en arbejdsulykke som værktøjsmager. Jens har stiftet foreningen Aktive Unge Amputerede og har været en vigtig sparringpartner for Patrick i designprocessen.
Bag Patricks afgangsprojekt ligger der andet og mere end ønsket om at opdyrke et nyt område inden for industrielt design. Da han blev optaget på Designskolen i 2010, var han på vej til Afghanistan som soldat.
Han var klar til at blive udsendt, men brevet om, at han var kommet ind på drømmestudiet, vendte op og ned på planerne. Patrick kom ikke af sted, men det gjorde hans gode ven Søren, og han var væk i fem måneder, før det frygtelige skete.
En forårsnat i maj blev Patrick ringet op af Sørens kæreste. Hun var helt ude af flippen. Søren havde været tæt på en bombesprængning. Han var i live, men han havde mistet en arm og et ben og fået ødelagt hørelsen på det ene øre.
”Det var et frygteligt chok. Bagefter var det en mærkelig oplevelse at se et menneske, jeg havde kendt som meget fysisk aktiv, bare sidde på en seng og kigge modløst ud ad vinduet. Det var hårdt at se ham reduceret på den måde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det lige så godt kunne have været mig,” siger Patrick.
Søren er nu flyttet til USA, hvor han er omfattet af det amerikanske veteranprogram. Det har givet ham bedre muligheder for genoptræning og hjælpemidler, end han kunne få i Danmark. Men Sørens ulykke har fået Patricks øjne op for, at folk, som mangler en del af kroppen, også har brug for godt design.
”Hvis man mister benet i militærtjeneste, kommer man ind under forsvarets behandlingspulje og er rimeligt godt stillet. Men civile borgere, der mister en del af sig selv, er henvist til kommunale sagsbehandlere, som gør alting op i kroner og ører. Derfor ender de fleste med en standardprotese, som kun dækker de basale behov,” siger den nyuddannede designer.
Han har lært meget af sit afgangsprojekt ikke kun om industrielt design.
”Jeg er kommet tæt ind på livet af de tre, jeg har hjulpet, og har oplevet dem som utroligt stærke mennesker, der ikke bare lader sig slå ud,” siger Patrick.