Tjekkisk kirke opgiver gudstjenester

Kirkesamfundet De bøhmiske Brødre opgiver gudstjenester om søndagen

Et kirkesamfund i Prag dropper søndagsgustjenester af praktiske hensyn. Her ses Skt. Nicholas Kirke i Prag.
Et kirkesamfund i Prag dropper søndagsgustjenester af praktiske hensyn. Her ses Skt. Nicholas Kirke i Prag. Foto: Fred de Noyelle / Godong .

Medlemmer af det tjekkiske kirkesamfund De bøhmiske Brødre i den tjekkiske hovedstad Prag kan glemme alt om et vækkeur søndag morgen. Deres kirkesamfunds afdeling i Prag har nemlig besluttet at bruge søndagen til andre gøremål end gudstjenester. Grunden til kirkesamfundets beslutning er rent praktisk, fortæller Richard Kraus, talsmand for De bøhmiske Brødre i Prag.

”Søndag formiddag er det mindst velegnede tidspunkt for en hvilken som helst aktivitet. Hvis vi arrangerer noget søndag formiddag, vil vi ganske automatisk få en lavere deltagelse, end hvis vi gør det på andre dage og tidspunkter,” siger han til den tjekkiske avis Lidovky.

Richard Kraus henviser til kirkesamfundets hjemmeside, hvor det meddeles, at de regelmæssige gudstjenester fremover vil blive afholdt mandag aften, mens de tidligere gudstjenester om søndagen vil blive erstattet af andre aktiviteter søndag eftermiddag. Det er aktiviteter som eksempelvis forskellige workshops, foredrag eller blot sammenkomster under hyggelige forhold.

”Vi vil fortsat bruge søndage til at tjene Gud og offentligheden, men vi ønsker at gøre det på en anden måde. Vi er ikke en type organisation, som elsker at drukne i kirkelige ritualer. Vi forsøger at lave ting, som har mening, og som beriger vores liv og vores omgivelser,” skriver kirkesamfundet på sin hjemmeside.

Richard Kraus ser tiltaget som et klart bevis på, at De bøhmiske Brødre i Prag er i kontakt med kirkesamfundets historie.

”Vi lever op til vores forfædres budskab og er ikke bange for fornyelse af vores kirke, og den måde viderebringer vi kirkens værdier på,” siger han.

De bøhmiske Brødre, på latin Unitas Fratrum, er en protestantisk kirke etableret i 1457 i Bøhmen i tiden under husitternes reformbevægelse. Den mest kendte af kirkens repræsentanter var præst, forfatter og lærer Jan Amos Comenius, som især var kendt for sine pædagogiske og humanistiske værker. I tråd med historiske traditioner inddeler De bøhmiske brødre i Tjekkiet kirkesamfundets medlemmer i tre grupper: kommende, blivende og tjenende. Ifølge egne statistiske oplysninger er der i Tjekkiet i dag henholdsvis omkring 50.900, 3750 og 800 mennesker fordelt på de tre respektive grupper.

Kirkesamfundet er i slægt med den herrnhutiske eller mæhriske Brødremenighed.