Sommerhavens spisekammer er en lykke

Æbler, vindruer, solbær, ribs, kartofler, squash, dild, agurker, tomater, kantareller og Karl Johan-svampe er blot nogle af de mange afgrøder, som Bjarne Nielsen Brovst for tiden høster i sine haver

Tegning: Kræsten Krum Byskov
Tegning: Kræsten Krum Byskov.

Ja, hvilket spisekammer! Fra vore tre haver. For det er ikke blot haven ved Rude Strand, det er også Skovhaven her ved Jammerbugten, samt Den vilde Skov syd for Porsemosen.

I formiddags lagde vi det hele ud på det lange bord i Orangeriet: æbler, vindruer, hasselnødder, kurve med solbær, ribs, hindbær, sveskeblommer, kartofler. Røde, hvide, gule gulerødder, rødbeder, squash, samt dild, purløg, agurker og tomater. Fra Den vilde Skov kantareller og Karl Johan-svampe. Plus en stor håndfuld kronblade af perikon. Og det er kun her i august, vi har tre haver. Den vilde Skov passer sig selv, men endelig kunne der samles svampe. Og jeg skriver endelig, for 2014 har været det ringeste kantarelår, jeg har oplevet.

Men nu ligger sommerens eventyrlige spisekammer på det fem meter lange bord. Se det for dig. De røde Skovfogedæbler, fuldmodne, og de skal spises nu. De sødmefyldte vindruer, mørkeblå og lysegule. De røde og sandgule kartofler. De røde og mørkerøde rødbeder. De nøddebrune hætter af Karl Johan og æggeblommegule kantareller. Det er en lykke! Kulminationen. Der skal syltes, steges, koges. Jeg synes, det er som at stå midt i et maleri af Monet.

Det er sjældent, vi kører frem og tilbage mellem haverne i Nordjylland og Østjylland flere gange på en uge, men det gjorde vi. Nøgler, der skulle afleveres, et par håndværkere på besøg, nedfaldne tagsten. Og det var også på tide, der skulle høstes. Vitis ”Himrod” har længe fristet i Væksthuset på Rude, men nu var den parat til plukning. Den er sød, gul, middelstor og kerneløs, en kurvfuld. Samt Vitis ”Nero”, der er mere hård i det, mørkeblå, men også smagfuld, dog var der klaser, der godt kunne tåle at hænge en uge eller to mere.

Der blev plukket hindbær, solbær, ribs. Det blev til 10 glas marmelade, alliancemarmelade, og her følger Gudruns opskrift: 1 kg bær, cirka et kilo sukker, geleringspulver. Bærrene koges op med lidt vand i cirka 10 minutter, tilsættes sukker, skummes omhyggeligt, når sukkeret er smeltet, tages af varmen og tilsættes geleringspulver, får derefter et lille opkog. Hældes på atamon-skyllede rene glas, der lukkes straks.

I vor æbleespalier er Malus ”Skovfoged” lige til at plukke. Og det er nu! Det blev til en kurvfuld af de velsmagende æbler. Fuglene kan også godt lide dem. Og hønsene. Vi skærer dem op, og årets første æbleflæsk kan spises.

Gudrun elsker at lave steg-te blommer, der kan anvendes som tilbehør til is, fløderand eller skimmelost. Det er Prunus ”Stanley” sves-keblommer, som hun tilbereder således: Blommerne halveres og stenen fjernes. De halve blommer lægges med skindsiden nedad i et ildfast fad. Drysses med en tilpas mængde sukker og vanilje. Sættes i ovnen ved 100 grader i tre timer. Fyldes på glas og opbevares i køleskab. Der breder sig en liflig duft i køkkenet.

Og så kommer det. Svampene i Den vilde Skov! Siden slutningen af juni har vi søgt. Ingen svampe. I mine optegnelser over fund af kantareller siden 1980'erne opført i Morten og Bodil Langes ”Gode spisesvampe” kan jeg se, vi enkelte år har været heldige i juni, men sjældent har høsten været så sen som i år. Midt august. Og kun enkelte Karl Johan'er. Nu er der høstet. Familien kom-mer på lørdagsbesøg. Nu skal de have en portion cantharellus til forret med fløde. Jo, sommerhavens spisekammer er en lykke!