kort sagt

NI NORDJYSKE BYER mister deres landpoliti, og dermed vil kun Læsø stå tilbage i Nordjylland med en egentlig landbetjent. Det fortæller DR Nordjylland. Politiet har besluttet at lægge de sidste kontorer med landbetjente sammen med de nærmeste nærpolitistationer. ”En naturlig omlægning, fordi mere og mere bliver digitalt. Men også fordi eksempelvis SKAT og kommuner har overtaget en del opgaver,” siger politidirektør Elsemette Cassøe om ændringerne pr. 1. marts næste år. I forbindelse med reformen blev der skåret ned i antallet af landbetjente. Nu følger så de sidste med Læsø som undtagelsen. Men nu kan man så heller ikke sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor nogle byer har en landbetjent og andre ikke, siger den nordjyske politidirektør. Den 1. marts 2015 lukker landpolitiet i Sindal, Løkken, Hjallerup, Dronninglund, Hals, Storvorde, Skørping, Arden og Aalestrup. De nærmeste nærpolitistationer tager over, og landbetjentene tilbydes job andetsteds. /ritzau/